I Roskilde Baptistkirke har vi tre kendetegn: Levende tro, stærkt fællesskab og lokalt engagement – som er en omskrivelse af den engelske præst Mike Breens OP-IND-UD-trekant, der drejer sig om kristenlivets relationer og kald: Op til Gud, ind i fællesskabet og ud til mennesker.
I bund og grund tror vi, at det er de tre kendetegn, vi er kaldet til: Levende tro, stærkt fællesskab og lokalt engagement. Men egentlig bør de ikke adskilles og ses hver for sig. Det ene kendetegn eksisterer ikke uden det andet. Vi kan ikke række ud til andre, hvis vores fællesskab halter eller vores forhold til Gud er brudt. Ej heller kan vi opnå et fællesskab, om vi ikke har tro og hjerte for tjeneste, for vi er som kirke skabt til at nå andre. Og vi kan selvfølgelig ikke have en levende tro uden et menighedsfællesskab til at vokse i samt en vilje og lyst til at tjene eksempelvis de svage og udsatte – for hvad er tro uden gerninger?
På tværs – af generationer
I de seneste år har vi arbejdet med at skabe kontakt mellem menighedens yngre og ældre generationer. Begge parter oplevede nemlig en afstand, men samtidig et brændende ønske om nærhed. Derfor oprettede vi en slags ‘stamkort’ på alle de unge med navne, billeder, job, skole m.m. – og så fik de ældre udleveret et par kort hver. Hensigten var at give de ældre indsigt i de unges liv, og at der opstod kontakt mellem dem. Og det gjorde der faktisk. Flere mødtes og mødes stadig, drikker kaffe, beder sammen og hjælper med praktiske opgaver i hjemmet efter behov.
– dét åbnede alles øjne for, hvad det glade budskab i al sin enkelhed og storhed betyder.
– af kulturer
I Roskilde Baptistkirke kommer vi fra vidt forskellige kirketraditioner og -samfund. Vi har baptister (både med stort og lille b), vi har pinsefolk, missionsforbundere, apostolere, vi har lutheranere, vi har konvertitter og ny-omvendte. Alt i alt en meget broget forsamling.
For at skabe ét gudstjenestefællesskab har vi forsøgt at skabe nye rammer og visioner for, hvordan vi holder gudstjeneste. Ved at italesætte formålet og hensigten med gudstjenesten, fik vi mulighed for – trods kulturforskelle – at skabe enhed. Det er i det store og hele lykkedes.
– og af etniciteter
At være en menighed med flere etniciteter kan være noget af en udfordring. Alligevel har vi som menighed ‘besluttet’ at favne alle som én.
I årene efter flygtningekrisen i 2015 havde vi omkring 30-40 ny-omvendte iranere, der kom i kirken. Og vi oplevede dem som en stor berigelse for fællesskabet. Hver eneste dåb med vidnesbyrd om at have lært Kristus at kende som frelser, om at have opdaget, at Gud er en kærlig far fremfor en straffende hersker, og om at have erfaret, at de troendes fællesskab bygger på omsorg og næstekærlighed og ikke kontrol og justits – dét åbnede alles øjne for, hvad det glade budskab i al sin enkelhed og storhed betyder.
Desværre måtte vi sige farvel til de fleste af dem pga. flygtningecentrenes omstruktureringer. Men det fik dog den utilsigtede betydning, at vi kunne tage os lidt mere af de få, der var tilbage. Og de tager nu del i forskellige praktiske arbejdsgrupper, menighedslivet og fællesskabet.
Og selvom det indimellem kan føles kaotisk – så må det være helligt kaos.
Længere, dybere og højere sammen med Gud
På vores menighedslejr i maj havde vi besøg af Jørn Hyldgaard, som under temaet ‘Længere, dybere, højere’ talte om, at det stærke fællesskab ikke blot har en social dimension, men også en åndelig. At vi er skabt og kaldet til fællesskab med og tjeneste for Gud, hinanden og andre.
Roskilde Baptistmenighed sender stafetten videre til Tølløse Baptistmenighed med spørgsmålet: ”Hvilken betydning har jeres nye tilbygning fået for jer som menighed?”
Og selvom det indimellem kan føles kaotisk – så må det være helligt kaos. Når vi beder sammen, tilbeder sammen, lovsynger sammen, arbejder sammen, tjener sammen, taler sammen, læser Biblen sammen – oplever vi åndelig enhed. Og det er den enhed, som vores stærke fællesskab skal bygge på.
Giv din mening til kende