At følge Jesus ind i lidelse og død i en perfekthedskultur

Vi kan glemme, at mange af de centrale personer i de bibelske fortællinger har skavanker, som Gud ikke helbreder. Tænk fx på Moses, der stammede; Timotheus, der havde noget med maven; og Paulus, der havde sin ”torn i kødet” at kæmpe med. Det glemmer vi måske i vores perfekthedskultur, hvor vi efterstræber lykke og perfektion, og hvor sygdom og svaghed ofte er noget, der pakkes væk.

Kirken skal være et sted, hvor vi kan samles med alle vores skavanker og dårligdomme.

Men kirken skal være et sted, hvor der er plads til mennesker i alle livsvilkår – også selvom de mirakuløse oplevelser med helbredelser udebliver. Kirken skal være et sted, hvor vi kan samles med alle vores skavanker og dårligdomme. Kirken er ikke primært et fællesskab om succesoplevelser og positivt livsindhold, men et fællesskab, der har erfaringen af forgængelighed, død og lidelse som forudsætning. Gud møder os netop, hvor der kun er håb på trods.

Sandheden er jo, at Gud ofte ikke svarer på vores bønner, som vi kunne have tænkt os. Kirkehistorien er fuld af mennesker, der har bedt om helbredelse uden at blive hørt, som de kunne have ønsket sig. Tænk blot på Julian af Norwich, Simone Weil, William Stringfellow, der lærte Gud at kende i sygdom og lidelse. Og Jesus, der selv var Gud, måtte erfare, at Gud ikke altid skåner os for lidelse, selvom vi beder om det.

”Min nåde er dig nok”

Korset er ikke bare et bump på vejen, der skal overstås, så Jesus kan komme videre med sin succesfulde karriere som mirakelmager og helbreder. Korset er kulminationen på Guds åbenbaring af sig selv i Jesus. Det er i lidelsen, vi kender Gud, for Guds kærlighed virker paradoksalt nok i afmagt, ikke i magt.

Det var dét, Paulus måtte erfare, da han fik en ”torn i kødet”, for at han ikke skulle blive hovmodig. Hvad det betyder, fremgår ikke af teksten. Det væsentlige er Guds svar på Paulus’ bøn om at blive befriet fra sin plage: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”^[1]

Guds magt virker i afmagt.

Vi skal ikke forvente at kende Gud i storslåede mirakler og helbredelser.

Guds svaghed er stærkere end mennesker, som Paulus også skriver, og netop derfor har Gud kaldet det, som er svagt i verden, det uperfekte, som verden ser ned på. Derfor skal vi ikke forvente at kende Gud i storslåede mirakler og helbredelser. I bibelen er mirakuløse helbredelser tegn på, at Guds rige er nær, men netop kun tegn. Jesus advarer derfor sine disciple mod at snakke for meget om hans mirakler. Det er ikke miraklerne, det handler om, men ham selv.

Det er afgudsdyrkelse at gøre nådegaverne, fx helbredelse, til troens genstand, snarere end Gud, der giver. Det er vantro at ville have tegn og beviser. Måske er Guds barmhjertighed, at vi nogle gange alligevel får de tegn, vi kræver, netop fordi vi har så svært ved at tro. Men målet må være, at vi skal tro og håbe på Gud selv.

Et nødråb

Ordet ”Gud” er i sidste ende et nødråb, som tidehvervsteologen K. Olesen Larsen i sin tid udtrykte det. Guds nåde er ikke et mirakelmiddel, der med et snuptag befrier os fra vores problemer, men Guds nåde findes der, hvor Gud virker allermest fraværende, der hvor alt håb slipper op. Guds nåde er, at vi overhovedet har lov at have en Gud. Gud giver os ikke nødvendigvis perfekt helbred og succes i livet, men i Jesus giver Gud sig selv – og dermed alt.

Vores håb skal rette sig mod Gud selv.

At følge Jesus ind i lidelse og død trods perfekthedskultur må betyde at tro og håbe på Gud, trods den lidelse vi erfarer. Vores håb skal ikke rette sig mod helbredelser, for de kan udeblive, men håbet skal rette sig mod Gud selv. Det håb kan vi samle os om i kirken trods alle bristede idealer om perfektion og succes.

^[1] Paulus’ 2. brev til Korintherne kap. 12 vers 9.