Børge Berntsen – fortællingen om en kunstnerisk visionær baptistpræst

Lyt til artiklen her:

I 1958 ansætter baptistmenigheden i Pandrup ny præst. Børge Berntsen kommer fra Hjørring, så de gode folk i Pandrup har nok en idé om, hvordan præsten prædiker. Men de forestiller sig næppe, hvordan Berntsen de næste 13 år kommer til at forvandle deres traditionelle baptistkirkebygning til et kunstværk med glasmosaikker og kalkmalerier.

Mere end 60 år senere spørger de stadig sig selv i Pandrup, hvordan Berntsen fik ideerne og ikke mindst: Hvordan fik han overbevist menigheden om, at en af de smukkest udsmykkede baptistkirker skulle ligge i Pandrup?

Den første mosaik: Stjernen – skjult bag orglet – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

En kirke – ikke en katedral

Redaktionen er taget på udflugt. En regnfuld fredag eftermiddag er redaktøren og fotografen kørt nordpå fra Aalborg. Ud over den oversvømmede vildmose til Pandrup for at mødes med Erik Nielsen, menighedsrådsformand i Pandrup Baptistkirke og – ikke mindst – ophavsmand til denne beretning om Børge Berntsen og hans kunstneriske virke.

Baptistkirken i Pandrup ligger på byens hovedgade. Som mange andre baptistkirker på landet, syner den umiddelbart ikke af meget. Eller med Eriks ord: ”Det er jo ikke en katedral”. Mens fotografen pakker kameraet ud og vi løfter blikket en smule mod den regntunge himmel, får vi øje på det: Klokketårnet. Kirken har eget klokketårn. ”Lidt ligesom en folkekirke,” bemærker fotografen, der ikke tænker over, at netop den tanke kommer til at fylde en del i løbet af eftermiddagen.

Lige midt i kunstværket

Erik Nielsen dukker op og lukker os ind i kirken. Og der står vi så: Lige midt i kunstværket. Alle kirkens vinduer er udsmykket med glasmosaikker. Juleevangeliet breder sig i smukke farver ud over alle ruderne. På nær en – men det vender vi tilbage til.

Maria Bebudelse – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Kirkebyggeri

Baptistmenigheden i Pandrup og Birkelse blev stiftet i 1856. I 1929 blev der købt byggegrund i Pandrup og i 1931 byggede menigheden kirker både i Pandrup og i Birkelse. Kirken i Pandrup blev indviet anden juledag 1931. I slutningen af 1950’erne trængte kirken i Pandrup til en kraftig renovering. Børge Berntsen gik forrest blandt de mange frivillige, der gav både tid og penge til renoveringen af kirken, der bl.a. fik ny prædikestol, ny korbygning med kalkmalerier og ny dåbsgrav.

Klokketårn og klokkespil

I forbindelse med renoveringen af kirkebygningen blev der opført et 17,5 meter højt klokketårn. I datidens presseomtaler roses klokkespillet og Vendsyssel Tidende skrev: ”Det nye klokkespil, der skal lyde morgen, middag og aften, skal løfte sindet og minde folk om, at kirken kalder.”

Hyrderne på marken – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ingen undrede sig

Tilsyneladende var der ingen i samtiden, der undrede sig over, at en baptistkirke blev udstyret med klokkespil og -tårn. En usædvanlig tilbygning til en ”landsbybaptistkirke”, der var opført for at give menigheden tag over hovedet, ikke for at være byens vartegn. Den slags ”ekstravagante” byggerier var normalt forbeholdt folkekirkerne og ikke de mere nøjsomme baptister.

I forhold til de øvrige ændringer ved kirken må klokketårnet have udgjort en betydelig udgift. Kilderne er ikke særlig gavmilde med oplysninger, hverken om ideen til eller finansieringen af klokketårnet. Måske har Børge Berntsen fundet inspiration, mens han var ungdomspræst i Købnerkirken i København i 1930’erne. Her opførte menigheden klokketårn under ledelse af den kendte præst F. Bredahl Petersen.

Maria, Josef og Jesus i krybben – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Genindvielse og klokkeklang

Genindvielsen af kirken den 28. august 1960 samlede 350 mennesker. Mens klokkerne kimede for første gang, talte Berntsen: ”Vore nye klokker skal kalde til kirke, og klokkernes melodier skal minde folk om en salmestrofe, der kan løfte sindet opad, så det er Gud, der kalder.”

Efter gudstjeneste samledes de mange gæster til kaffebord på Hotel Pandrup. Der var lykønskninger fra nær og fjern og flere takkede pastor Berntsen for hans store flid og fremhævede, at han ”havde brugt hele sin ferie og fritid som altmuligmand ved byggeriet og forandringen.”

Berntsen ville mere

Børge Berntsens kirke havde fået klokketårn og klokkespil. Men Berntsen havde ikke fået nok. Der var mere, der trængte. Menighedens fine pibeorgel var placeret ved et af de store vinduer mod syd. I sommersolskin og varme fik det hedeslag og gik ud af stemning. Efter en større indsamling i 1945 havde menigheden rejst 10.000 kroner og indledt forhandlinger med orgelbygger Zakariassen fra Aarhus om et nyt orgel. Det fine instrument blev indviet i 1947 og nu – 13 år senere havde Zakariassen forsøgt at beskytte instrumentet mod sollyset med en ”cellotex”-plade i vinduet.

Det var Berntsen slet ikke tilfreds med!

De vise mænd på kamelerne – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Pragten skallede af!

”Han sagde, at vi maatte dæmpe lyset, hvordan vi ville – blot vi ikke satte en blymosaik op, for den ville klirre, naar orglet gik for fuldt register,” fortalte Berntsen til Aalborg Stiftstidende i september 1966 om dialogen med orgelbygger Zakariassen.

Så gik Berntsen i gang: Han limede blylammeller på glasset og ”mosaikken” blev malet med glaslak mellem blylammellerne.

”Fabriksgarantien sagde, at imitationen kunne holde i mange år, men der gik kun ét, før hele pragten skallede af!” fortæller Berntsen til Aalborg Stiftstidende.

Fra præst til håndværker

Så gik Berntsen for alvor i gang. Han fortæller til avisen, at han fik hjælp fra orgelbygger Zakariassen til at lære at lodde bly. Menighedsrådsformand Erik Nielsen citerer Berntsen:

”Når en kvinde kan lære at spinde, så kan jeg også lære, hvordan man laver en blyrude,” og Erik fortsætter:

”Han kontaktede også fagpersoner. Han skriver selv ’bekendte’. Her i Pandrup havde vi et stort blytækkerfirma, Hermansens, der havde været her gennem generationer. Så jeg gætter på, han har kontaktet dem.”

De vise mænd ofrer “guld, røgelse og myrra skær” – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Den første rude

Den første rude blev sat i 1962. Orglet var beskyttet mod sollys, hedeslag og ustemte toner. Men Berntsens projekt var knap nok gået i gang. Til Aalborg Stiftstidende fortæller Berntsen, at mange syntes, det var synd, at den smukkeste rude var skjult bag orglet. Det tog han som en opfordring til at videreføre projektet.

Fortsættelsen

Erik Nielsen fortæller om fortsættelsen:

”Berntsen havde allerede lavet skitser. I hvert fald til alle ruderne på sydsiden af kirken. Så han havde et håb om at kunne fortsætte.”

Berntsens valg af motiv afslører at den langsigtede planlægning var i fuld gang. Kirken blev indviet anden juledag – og motivet på den første mosaik var stjernen over Betlehem. Senere fulgte resten af juleevangeliet. Lukasevangeliets fortælling om den første jul breder sig over fire vinduer mod syd. Mod nord er det Mattæusevangeliet, der er sat på kulørt glas. I 1966 afslører Berntsen overfor Aalborg Stiftstidende: ”Fire af de otte spidsbuede vinduer har faaet glasmosaikker nu, og resten følger.” Planen havde været klar fra begyndelsen.

Flugten til Ægypten – eller hjemrejsen? – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Menigheden sagde nej

Men der var bump på vejen. Erik Nielsen har læst op på historien i menighedens arkiv:

”Han havde jo et håb om på en eller anden måde at kunne arbejde videre. Men menigheden sagde nej! Nu har vi bygget klokketårn og vi har renoveret kirken. Og det greb om sig. Det blev langt dyrere, end vi havde regnet med. Så nu er der ikke mere til tant og fjas. Det var nok ikke sådan, de sagde det. Men det var bestemt nej. Og så måtte vores kære pastor Berntsen gå i tænkeboks endnu engang.”

Berntsen fandt en løsning

Berntsen foreslog menigheden en løsning for den næste rude: Han ville bruge sin fritid på arbejdet, hvis materialerne kunne finansieres ved en separat indsamling. Det er usikkert, hvordan resten af glasmosaikkerne blev finansieret, men efter den første mosaik i 1962 kom der en ny cirka hvert andet år. Interviewet i 1966 i Aalborg Stiftstidende afslører, at Berntsen på det tidspunkt havde finansieringen på plads til de sidste fire glasmosaikker.

Den sidste glasmosaik i fortællingen er inspireret af de sidste vers – Missionsbefalingen – i Matthæusevangeliet. Vi ser himlen eller lyser, der gløder om Jesus, når han siger: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Glasmosaikkerne fik ikke meget opmærksomhed i menighedens protokol

Ligesom med klokketårnet er de historiske kilder sparsomme, når vi søger efter svar på, om der var folkelig opbakning til Berntsens mosaik-projekt. Erik Nielsens gennemgang af arkivet i Pandrup giver heller ikke svar, men fører til en forsigtig undren:

”Efterhånden vænnede menigheden sig til det. Og glædede sig over det. Men nu har jeg set i de gamle referater. Det er ikke nævnt én eneste gang over den ti-årige periode. Der er gået 10 – 11 år med en rude hvert andet år. Det er ikke nævnt på ét eneste menighedsmøde i ét eneste referat, at der er sat endnu en rude i. Så jeg ved ikke, om der har været lidt delte meninger om den sag her.”

Men Berntsens drøm gik i opfyldelse. Julekirken fik sit juleevangelium på otte smukke glasmosaikker.

Om billederne og artiklen
Besøget i Pandrup foregik en regnvåd og halvmørk eftermddag sidst på vinteren. Fotografen var ikke tilfreds med lyset: Det ydede ikke glasmosaikkerne fuld retfærdighed. Men solen skinner ikke på kommando, heldigvis! Så fra redaktøren og fotografen er denne artikel også en opfordring til at tage til gudstjeneste i Pandrup og nyde kunstværkerne.

Tak for hjælpen med at finde fakta i arkiverne til Erik Nielsen, Pandrup, Bent Hylleberg og Kurt Gjerrild, Tølløse.

Tilbage til Købnerkirken

Den sidste glasmosaik blev monteret i begyndelsen af 1971 og den 1. marts 1971 sagde Børge Berntsen sin stilling op. Han havde igen fået arbejde i Købnerkirken. Berntsen var over årene blevet meget afholdt både i menigheden og i byen. Erik Nielsen fortæller om Berntsen:
”Man kan sige, at der blev lagt mærke til ham i lokalsamfundet. Til daglig gik han med den hvide krave og i sorte tøj ned igennem byen. Vi unge kaldte ham ’Pater’, fordi vi syntes, der var noget katolsk præst over ham. Men vi havde en vis respekt.”

Der manglede en rude

Børge Berntsen flyttede til København. Men projektet i Pandrup var ikke helt afsluttet. Efter at have vist glasmosaikkerne frem og fortalt historien har Erik en tilføjelse:
”Det er så den sidste rude. Og det var det så ikke helt alligevel. For vi har jo en lille en dernede, bagest i kirken med påskens budskab. Med korset. Den kom i senere. Berntsen fik det sådan, da han var flyttet herfra, at han havde det skidt med, at det kun var juleevangeliet. Han ville godt lige have lidt af påskeevangeliet med. Så han kom senere og satte endnu en rude i.

Erik Nielsen, Pandrup (tv.) fortæller artiklens forfatter om Børge Berntsens kunst i baptistkirken i Pandrup (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Hvordan kunne det lade sig gøre?

Fotografen er færdig med at tage billeder. Vi er nået til anekdoterne om stort og småt i BaptistKirken, mens Erik viser resten af kirken frem – og styringen til klokkespillet: Vi må forbi en dag og lytte til det. På vej hjem i bilen mellem de oversvømmede marker, taler vi om Berntsen: En baptistpræst med en kunstnerisk mission og vilje til at få sit projekt gennemført. En baptistpræst, der både kunne forkynde evangeliet i kirken og møde byens borgere i deres hverdag. Men også en mand, der ikke delte alle sine tanker: Hvor kom inspirationen fra? Og hvor kom pengene fra? Klokketårn, klokker og glasmosaikker – udelukkende finansieret af ”separate indsamlinger”? Det får vi ikke at vide. Men menigheden i Pandrup fik en af de smukkest udsmykkede baptistkirker.

Et langt liv slutter

I 1981 forlod Børge Berntsen BaptistKirken for at blive sognepræst i Slemminge-Fjelde pastorat på Lolland. Han døde 79 år gammel i 1994 i Sakskøbing.

Kirkens kor med kalkmalerier (Foto: Astrid Melkær Andersen)