Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Ti år med hiv og håb - Maria Floria, 45 år

Ti år med hiv og håb - Maria Floria, 45 år

Klokken er 11 lørdag formiddag, og da der er meldt besøg fra Danmark, har det ikke været svært for Leonard Ndayishimiye, 44 år, projektleder på 'Let the Little Children Come to Me' (LLCCM), at samle de hiv-ramte kvinder, som har været med fra begyndelsen.

De kender hinanden godt og føler sig hjemme på centret. Der er stille omkring dem, men et lydløst bombardement af smil fylder atmosfæren med en varm gæstfrihed. Det mærkes tydeligt, at andre muzungos (hvide) har været her, og at de har været højt elsket. Måske bortset en lille tumling der i sin fine Kitengestof-skjorte skræmt begynder at græde ved synet af de blege. I LLCCM har de været vant til velmenende nordboere – især Hanne og Hartvig Weber-Hansen, som i 10 år har stået folkene her ualmindeligt nær. Det danske lærerpar besluttede med deres tilstedeværelse at booste liv i centret for børn, hvis forældre var ramt af hiv/aids.

Lagene af tøj forsøger skamfuldt at dække en krop, der aldrig har fået, hvad den havde brug for.

Et mirakel

Takket være en ihærdig indsats med kampagner, tests og gratis medicin kan mange nu leve et godt liv, selvom de har hiv/aids. Men dengang var der masser af børn fra aids-ramte familier, der blev de største tabere i spillet om overlevelse uden en jordisk chance for at lande på begge ben, med mindre de ramlede ind i et mirakel. Og sådan et mirakel blev LLCCM for 100 børn og deres familier uden for byen Butare i det sydlige Rwanda.

Mad er det vigtigste

Maria Floria

I ly for solen i et hjørne af centret står en øjensynligt ældre kvinde modigt klar til interview. Maria Floria, 45. Og med de fakta på plads ophører al genkendelighed mellem hendes og min verden. Ansigtet skæres stadig i dets oprindelige fine proportioner, men friskheden er for længst udtørret og tilbage står et gammelt menneske, der på trods af varmen i dag er viklet ind i flere lag tøj. Undervejs får hendes påklædning pludselig en ny signalværdi.

Jeg spørger til, hvordan hendes hverdag former sig, og hun svarer: ”Jeg tænker konstant på, hvordan jeg skal få mad.” Lagene af tøj forsøger skamfuldt at dække en krop, der aldrig har fået, hvad den havde brug for. Alt kommer efter det behov. Jeg kommer aldrig til at begribe det fattigdomstraume, som denne kvinde må befinde sig i. Når man kun har mad til et måltid om dagen – og endda ikke hver dag – hvornår begynder og ender alle de andre ting, som vi kan gå op i? Hvem der er præsident i USA for tiden? Om naboerne er gået fra hinanden, eller om vejene skal asfalteres i år?

De tavse spørgsmål

Der er spørgsmål, jeg ikke har frimodighed nok til at stille, men lige her står Maria Floria, som kender svaret. Dér på kanten, tænker man mon mest på sig selv eller på sine børn? Findes der et punkt, hvor vippen for moderkærligheden tipper, og hvor biologiens matematik overtager og dikterer, at man selv skal spise frem for ens underernærede barn, så de øvrige børn stadig har en mor? Alle Marias syv børn overlevede. Og de to mindste er godt på vej i de store klasser i skolen nu. De fire største bor i Kigali og prøver at klare sig dér. ”Den ene er blevet soldat”, fortæller hun stolt.

Dér på kanten, tænker man mon mest på sig selv eller på sine børn?

Hjælp og fællesskab

LLCCM blev et gigantisk lyspunkt i familiens liv. Maria hørte, at der fandtes et sted, hvor man kunne få hjælp. Hendes yngste var lille og underernæret, og hun kvalificerede sig straks til støtte. Hver uge lige siden har hun nydt at være med i fællesskabet med kvinder i samme situation. De har fået del i skolepenge og -uniformer, sundhedsforsikring, del i høsten, hjemmebesøg, sy-og strikkegrupper og bespisning om lørdagen igennem flere år.

Men selvom Maria sniger et taknemmeligt mis med øjnene afsted, idet hun beskriver fællesskabet, er hun ganske klar i mælet på spørgsmålet om, hvad der har været mest betydningsfuldt, hjælpen eller fællesskabet? Så svarer hun prompte: ”Hjælpen”.

Ti års trofast indsats for mennesker på kanten. Man bliver alligevel helt vildt glad på sådan en formiddag her 10 år efter!