Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Sagen genåbnet: Judas Iskariot

Sagen genåbnet: Judas Iskariot

Retten var sat som et nævningeting i baptistkirken i Vodskov i oktober sidste år. Retssagen mod Judas blev genåbnet, da Judas blev spillet af sognepræst Erik Steen Møller, Tversted. Tag med ind i en aktuel påskefortælling – på vej gennem ’den stille uge’ til opstandelsen og livet

Dette er ikke et dokumentarprogram, men en dramatisk fortælling, der bygger dels på det kendte stof fra Det nye Testamente og dels på fortællerens digteriske frihed og frie fantasi om, hvordan Judas’ liv og tankeverden kunne se ud.

Vi bringer her sidste del i stærkt forkortet udgave

Judas sagde:

– Jeg tog fejl. Hører I, hvad jeg siger: JEG TOG FEJL! Længe ville jeg ikke indse det, men jeg måtte indse, at jeg havde taget fejl. Han var ikke den nye konge, der ville jage romerne på porten, drive alle de vantro tilbage og oprette et nyt stort og stærkt Israel som Guds folk på jorden. Og da jeg langt om længe indså det, tog jeg fejl igen. For jeg drog den konsekvens af min nye indsigt, at så var han ikke udsendt af Gud. Så var han bare en falsk Messias, som så mange andre før ham.

Og så fortalte Judas, hvad hans fejltagelser gik ud på, og hvordan han kom til at indse det.

Som vi ved, forrådte han Jesus

Jesus blev forhørt både hos ypperstepræsten og Pilatus. Han blev pisket og hånet. Den opgejlede folkemængde krævede ham korsfæstet. Til sidst gav Pilatus efter og lod Jesus føre ud til henrettelse på Golgata. Og så fortsatte Judas:

Jeg tog fejl. Hører I, hvad jeg siger: JEG TOG FEJL!

– Jeg listede rundt som en tyv om natten. Hvor skulle jeg gøre af mig selv? Jeg havde lyst til at løbe så langt væk som muligt, men jeg blev også suget ind i begivenhederne. Jeg måtte være der. Jeg så, hvordan de slæbte af sted med ham. Jeg hørte hammerslagene, da de bankede naglerne gennem hans hænder og fødder. Jeg hørte hans ord på korset. Hans omsorg for sin mor og disciplen Johannes. Hans angstfulde råb af Gudsforladthed. Hans demonstration af antihævn, da han bad om tilgivelse for sine bødler. Og så ordet ’fuldbragt’. For bare nogle timer siden havde jeg fnyst: ”Fuldbragt! Hvad ’fuldbragt’ er der i dette gigantiske nederlag. En fiasko af rang. Og så kalder han det for fuldbragt!”

Sandelig, den mand var Guds søn

– Men sådan tænkte jeg ikke nu. Der var ved at ske noget med mig. Jeg var ganske tæt på det hele. Klædt som de skriftkloge holdt jeg mig tæt til dem for ikke at blive genkendt af de andre disciple. Dér stod jeg og så Jesus dø. En romersk soldat så det samme. Men han så noget mere. Jeg så det ikke så klart som han, men jeg anede det nok alligevel. Han sagde, da Jesus døde: ”Sandelig, den mand var Guds søn!” Det var ved at gå op for mig, at han havde ret. Det var det, der var ved at ske med mig. Sandelig, den mand var Guds søn!

På den måde kom Judas ad smertefulde veje og omveje til en helt ny erkendelse. Den var langt større og dybere end den tro på Jesus, han hidtil havde haft, og som han mistede igen. Hans nye tro og erkendelse af, hvem Jesus i virkeligheden er, blev det magtpåliggende for ham at vidne om. Denne nye tro er både hans og fortællerens egentlige anliggende. Hør nu videre:

 Sandheden

– Det var hen på eftermiddagen fredag. Jeg listede derfra. Hvor skulle jeg gå hen efter dette? Der er mange gisninger herom, men I må forblive i uvished om, hvad sandheden er. For der er en anden sandhed, der er større og vigtigere, som jeg hellere vil give jer. Sandheden. Den sandhed hører ikke hjemme i bevisernes verden. Men i troens og det levede livs verden.

Det var ved hjælp af et kys Judas forrådte Jesus

Min anden fejltagelse

– Vejen til, at jeg kunne tage sandheden til mig, gik gennem erkendelsen af det, jeg kalder min anden fejltagelse. Da jeg langt om længe erkendte, at Jesus ikke var en ny storkonge som kong David, så troede jeg, at det hele var en fuser. Jeg troede, at ikke blot jeg, men også Jesus havde taget fejl. At hans selvforståelse som Guds søn var et falsum. Jeg tænkte, at han hellere skulle have fastholdt og kæmpet for det, han først gav os anledning til at tro: At han var den nye storkonge. Men det gjorde han ikke. Derfor måtte det ende i fiasko, et gigantisk nederlag.

Sådan tænkte jeg. Det er her, min største fejltagelse ligger.

– Nu ser jeg noget andet. Nu forstår jeg, hvorfor Jesus sagde: ”Mit rige er ikke af denne verden”. Nu forstår jeg, at han ikke ville være konge på denne verdens betingelser – ligesom andre konger, bare større og mægtigere. I så fald havde der jo ikke været noget nyt under solen. Men det var noget nyt, noget fuldstændig anderledes, han ville tilføre denne verden. Han ville knytte til ved noget, som menneskene i grunden har i sig, er skabt med. Det, som får vore hjerter til at svulme af kærlighed til familie, venner og øvrige fortrolige, af glæde ved fuglenes sang, ved kunstværkernes storhed og lovsangen til Skaberen af det hele.

– Når I kender til dette, så har I også forudsætning for at erkende den store kærlighed. Den, der også elsker dem, som ikke gengælder den og ikke har fortjent det. Den kærlighed, der er guddommelig og i hele sin fylde kun findes hos Gud. Den kærlighed, som også er nåde og barmhjertighed og tilgivelse. Jeg forstår nu, at det ikke passer, at Jesus ikke kæmpede for det, der var hans bestemmelse og hans mål. Den fuldkomne guddommelige kærlighed i et menneskes skikkelse. Det, vi udtrykker, når vi kalder ham Guds søn.

Hvis jeg skal dømmes efter fortjeneste og ikke i nåde og kærlighed, gør I så ikke Jesu sandhed til løgn – og tager kraften ud af nåden?

Nederlag var dybest set sejr

– Men det var noget meget større end mine drømme, der var i spil med Jesus. ”Den, som vil bjerge sit liv, skal miste det, men den, som sætter sit liv til i kærlighed, skal vinde det!” Det var det, han gjorde. Derfor var hans nederlag dybest set hans sejr. Han besejrede ikke de mennesker, der optrådte som hans fjender, ikke noget menneske overhovedet. Han besejrede det, der er menneskelivets fjender. Al egoisme, al hjerteløs, rethaverisk adfærd, al synd og al død.

– Hans død var indgangen til nyt liv. For kærligheden døde ikke, da han døde. Kærligheden vandt over had og hævn og anden ondskab. Og den kærlighed, der ikke dør, er det evige fuldkomne livs kendetegn. Derfor blev jeg dybest set heller ikke så målløs overrasket, som så mange andre blev, da nogle kvinder og senere apostlene bedyrede, at de havde mødt Jesus igen. At han var opstået fra døden. Han havde jo besejret døden!

Judas fik ”30 sølvpenge” af ypperstepræsterne for at forråde Jesus – ’30 sølvpenge’ er siden da blevet et fast udtryk for ”at forråde”. Judas begik selvmord efter sit forræderi.

For Gud er alle ting mulige

Til sidst talte Judas direkte til de fremmødte, som om de var et nævneting, der skulle afsige dommen over ham:

– Vil også I, som så mange har gjort, dømme og holde mig fast i Helvedes kval? Måske vil I? Jeg indrømmer, at jeg ikke havde fortjent en bedre skæbne. Men jeg vil bede jer overveje et par ting, inden I fælder dommen.

– Hvis jeg skal dømmes efter fortjeneste og ikke i nåde og kærlighed, gør I så ikke Jesu sandhed til løgn og tager kraften ud af nåden? Er der så overhovedet noget nyt under solen? Og hvad så med alle andre tvivlere? Alle andre, der tog fejl? Alle andre, der har forrådt kærligheden?

– Det er blevet min overbevisning – ikke som en dogmatisk sandhed, men som noget, livet har lært mig: Det er ikke muligt for et menneske at være fuldkommen i kærlighed og menneskelighed og således fortjene sig til en plads i Guds rige!

– Men: ”Hvem kan så blive frelst?” spurgte den rige unge mand, som syntes, at Jesus stillede umulige krav til ham. Og Jesus svarede: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alle ting mulige”.

– Hele fortællingen om Jesus, som jeg fik så trist en andel i, er én stor proklamation af, at for Gud er alle ting mulige. Også at elske dem, der ikke har fortjent det. Også at vriste os ud af løgnens og dødens kræfter og føre os over i sandhedens og kærlighedens rige til det liv, som er det sande, ægte, evige liv, som ingen død nogensinde får magt over.

Judas’ historie kan læses i Mattæus’ evangelium, kap. 26-27

En kommentar til "Sagen genåbnet: Judas Iskariot"

Jan Á. Andreasen

Judas’ tænkte forsvarstale holder ikke vand, men er derimod et klassisk eksempel på skyldforskydning.

Jesus vidste at Judas ikke var en troende og at han ville forråde ham (Joh. 6:64), og Jesus kalder ham for en “djævel” (Joh. 6:70).

Da Jesus bad for sine, sagde han: “Da jeg var sammen med dem, holdt jeg dem fast ved dit navn, det du har givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem gik fortabt, undtagen fortabelsens søn …” (Joh. 17:12).

Den tænkte Judas i den “genåbnede sag” fejler i sit budskab, fordi den sammenblander to meget forskellige bibelske principper sammen: “bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives” (Matt. 12:31), og “den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten …” (Joh. 8:7)

Det er ikke op til os, eller noget nævningeting, at fordømme Judas – den dom havde han allerede modtaget af Dommeren, Herren Jesus Kristus.

4. okt. 2018 kl. 13:38

Giv din mening til kende