Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Pludselig stod Jesus foran dem

Pludselig stod Jesus foran dem

Vesna og hendes familie mødte Jesus i en flygtningelejr i det tidligere Jugoslavien, hvor de oplevede et mirakel, der i sidste ende betød, at de kunne komme til Danmark.

Før krigen havde Vesna og resten af familien ikke noget forhold til religion. Hun kendte ikke til tro, og det var ikke noget, hun var interesseret i. Interessen for den kristne tro blev født i en flygtningelejr i Kroatien, hvor hun boede med sin mand, Edin, og sine to børn. Her mødte hun missionærer fra en evangelisk kirke, som kom med hjælp i form af sko til hende og børnene – og med en invitation til at komme til gudstjeneste og høre mere om troen på Gud.

Vesna bad til Gud, og pludselig stod Jesus foran dem, og de fulgte ham til en lille købmand …

Familien kunne ikke blive i lejren, for der var ikke trygt, men de havde ingenting. Derfor samlede de den dåsemad, de fik, og tog til den nærmeste by for at sælge det. Men ingen ville betale det, maden var værd. Uden penge kunne familien ikke købe busbilletter til hovedstaden for at få nye pas, så de kunne komme til Danmark. Vesna bad til Gud, og pludselig stod Jesus foran dem, og de fulgte ham til en lille købmand, der ikke bare ville betale fire gange så meget, som varerne var værd. Han gav dem også æbler og chokolade. Især for børnene var chokoladen et sandt mirakel.

’Solgt’ i Svendborg

Da familien kom til Danmark, boede de først på et asylcenter på Langeland. Sidenhen flyttede de til Svendborg, hvor de blev en del af den lokale baptistmenighed. ”Da jeg kom der, blev jeg solgt”, sådan beskriver Vesna mødet med kirken i Svendborg. Både fællesskabet i menigheden og den undervisning, de fik her, betød, at det var et godt sted for dem at være. Faktisk blev de så glade for menigheden i Svendborg, at de forblev medlemmer, længe efter at de var flyttet til Odense.

Når Gud taler

Det var også i Svendborg, familien blev døbt. Kaldet til dåb viste sig på en helt særlig måde for Vesna. Hun oplever nemlig, at Gud taler til hende gennem tekst. På skilte og i blade, ved busstoppesteder og andre steder, hvor der er tekst, hører hun, hvad Gud har at sige til hende. En dag i år 2000 på vej hjem fra arbejde ventede hun på bussen foran en plakat med ordene: ‘Tiden er inde’. Vesna fortsætter: ”Jeg vidste med det samme, at det ord var til mig.” Påskedag 2001 blev familien døbt: ”Det var og er det bedste, der nogensinde er sket for os!”

Selvom Vesna og Edin i dag bor i Odense og er blevet en del af menigheden der, så har de stadig kontakt til nogle af dem, de lærte at kende i kirken Svendborg. Den modtagelse, de fik der, betød meget for, hvordan de oplevede det at komme til Danmark.
I Odense er der også et godt fællesskab, og begge er involveret i frivilligt arbejde. Vesna hjælper til i kirkens café og er besøgsven igennem Røde Kors. Edin er frivillig ved et cykelværksted, hvor han blandt andet sætter cykler i stand til flygtninge: ”Vi vil give noget tilbage af alt, hvad vi har fået af Gud”, er deres holdning.

Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer…

For Vesna, Edin og deres børn har det betydet alverden, at der var kristne, som tog imod dem. Det gjorde en forskel, da de boede i flygtningelejren i Kroatien. Det fik dem til at føle sig hjemme, da de kom til Svendborg, og det gav dem et nyt fællesskab i menigheden i Odense. Og ifølge Vesna er der da også mening med det hele. ’Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb’[1] – ”ja, det vers har altid været med mig”, siger Vesna.

For Vesna, Edin og deres børn, har det betydet alverden, at der var kristne, som tog i mod dem.

Troen, på at Gud vil hende og hendes familie det bedste, har bragt hende igennem flere svære tider, og den har båret frugt. I dag er Vesna og Edin bedsteforældre. De har et hjem og en familie, som de holder af. De er en del af en menighed, hvor de kan blive udrustet, og hvor de kan være med til at give det videre, som de har fået fra Gud. ”Jeg kan ikke beskrive det med ord, den tillid Han har til mig, lille menneske”, lyder Vesnas konklusion.


[1]    Jeremias kapitel 29, vers 11