Vorherres rejseleder

Artiklen findes også som lydfil – lyt her:

Oplevelserne står i kø for at blive fortalt. Og Knud fortæller gerne. Men en oplevelse står stærkere end alle de andre. Aftenen og natten før folkemordet begynder i Rwanda den 7. april 1994:
”Det er den nat, præsidenternes fly bliver skudt ned. Det er den nat, Mie le Fevre dør. Jeg kører Solveig hjem, hun skal hente aftensmad. Og jeg sidder i folkevognsbussen og ser solnedgangen over Tanganyika-søen og Congos bjerge. Det er en fantastisk smuk solnedgang. Jeg siger til mig selv: ’Det her er Mies sidste solnedgang,’ og så tænker jeg på salmens ord ’…og når hans sol for dig går ned, arver du al hans herlighed’^[1]. Jeg sover ikke meget den nat. Vi bor i et katolsk gæstehus og får løbende information om udviklingen…”

…så tænker jeg på salmens ord ’…og når hans sol for dig går ned, arver du al hans herlighed’

Brændenældesuppe og æbleskiver!

Knuds første år på Bornholm gav ikke anledning til at tro, at lille Knud senere skulle følge en teologisk løbebane ude i verden. Skolegangen var begrænset til tre dage om ugen og barndommen sluttede i 1947, da Knud kom ud og tjene bønder som 13-årig:
”Far ville have, jeg skulle være tømrer, men jeg ville hellere ud at pløje…” fortæller Knud. Kærligheden til jorden har fulgt Knud lige siden. Både i Afrika og som præst og højskolelærer i Danmark har der altid været et projekt med en have, et stykke jord eller nogle dyr, der skulle passes.

Knud ved den uundværlige VW-bus (Privat foto)

Familien blev hårdt ramt af depressionen i 1930’erne. Knud sætter selv ord på den ulykke, der ramte forældrene:
”De havde købt en ejendom, da de blev gift.  Den gik de konkurs med, da priserne faldt. Far skulle sælge en ko til terminen. I stedet for 200 kroner fik han 10 kroner. Så gik han hjem og købte en stegegryde til mor. Den havde hun så hele livet. Men de måtte flytte og så blev far socialdemokrat!”

Under krigen var familien så presset, at menuen en dag stod på brændenældesuppe. ”Det er jo vældig moderne i dag,” bemærker Knud tørt. Men hans mor græd, da hun måtte sende børnene ud for at plukke de små brændenælder.

Kaldet

Det stærke kald og viljen til at følge det, har kendetegnet Knud hele livet. Han oplever det første kald på en juniorlejr på Samsø. Han følger kaldet, bliver døbt i Rønne og engagerer sig i spejderarbejdet, først i Rønne og senere i Tølløse og Nyrup.

Julemorgen 1952 følger kaldet til at forlade landbruget og søge Guds vej i livet. Knud er som sædvanlig stået op kokken fem, han har overstået malkningen og nu skal køerne fodres:
”Der står 35 malkekøer og brøler. Der er en farlig lyd. Og lige pludselig hører jeg en stemme, der siger: ’Hvad laver du her?’ Jeg blev meget overrasket. Men der var ikke andre end mig i stalden. For mig blev det et ord fra Vorherre.”

Knud bruger den følgende tid på at lære sprog. Knud fortæller om udfordringen:
”For mig var fremmede sprog som en kartoffelgryde, der stod og kogte. Det var mig ganske uforståeligt!”

”For mig var fremmede sprog som en kartoffelgryde, der stod og kogte. Det var mig ganske uforståeligt!”

Kaldet til at blive præst fører Knud gennem præliminærkursus i Tølløse, et benhårdt to-årigt studenterkursus i København og præsteseminariet i Tølløse. Men kaldet til at rejse til Afrika oplever Knud først i en drøm under en juleferie i Hjørring:
”Jeg drømte, at nogen gik og slæbte på en tung bjælke. Men de bar alle sammen i den ene ende, den tunge ende. Ingen tog ved i den anden ende af bjælken. Det blev mit kald til at rejse til Afrika i stedet for at blive præst herhjemme.”

Jytte

På skolen i Tølløse mødte Knud en ung kvinde. Hun var sygeplejerske og havde meldt sig som kandidat til missionsarbejdet i Burundi. Det blev til mange samtaler og forholdet udviklede sig. Til sidst måtte Knud informere forstander Johannes Nørgaard om forholdet. Nørgaard kvitterede med at velsigne de unge menneskers kærlighed.

Knud havde fundet sin Jytte.

Bag på originalen har Knud skrevet: “Jytte og den mindste beboer på børnehjemmet Thereza. Rubura, 18/9/93” (Privat foto)

Jytte arbejdede som sygeplejerske hele livet.
”Hun var en god medarbejder. Altid fokuseret på det faglige, aldrig kynisk, men altid nøgtern i sin tilgang til livet,” fortæller Knud. Han fortsætter med historien om en dreng på markedet, der var blevet ramt af soldaternes kugler. Udgangssåret så grimt ud, men Jyttes kommentar til ægtefællen var:
”Du kan græde, når du kommer hjem – her skal arbejdes.”

På den sidste tur til Afrika oplevede Jytte og Knud at blive fanget i krydsild udenfor Burundis hovedstad, Bujumbura. Det var voldsomt. Knud fortæller:
”Da vi havde fået 25 kugler gennem folkevognsbussen, kiggede Jytte op og sagde: ’Jeg tror, vi blev ramt.” En af kuglerne passerede tre centimeter fra Jyttes hoved. Knud fortæller, at han stadig har resterne af en kugle i skulderen:
”Jeg har haft en kone, der aldrig blev nervøs! Men hun skulle altid se, hvor kuglerne kom fra!”

Jytte dør den 4. august 2011. Det er hårdt at miste sin livsledsager gennem mere end 50 år.
”Ens rejselyst går jo i stå.  Man går i stå. Det tager et stykke tid, før man får rettet sig op og kommer i gang med at lave sin egen aftensmad,” fortæller Knud, der kigger på dugen på bordet og fortsætter: ”Den her dug med Van Goghs solsikker, den købte Jytte i Arles – hvor Van Gogh malede de berømte solsikker. Sådan er mit hjem: Der er spor efter Jytte allevegne.”

Man fornemmer, at det ikke kun er Knuds hjem, men hele hans liv, der bærer spor efter Jytte.

Afrika

Jytte og Knud er udsendt til Afrika i tre omgange. I 1961 kommer de til Burundi endnu inden landet er blevet selvstændigt. BaptistKirken driver mission, skole og klinik på kolonimagtens vilkår. Det erfarer både Knud og Jytte allerede inden de kommer til Afrika: Det er endog meget svært at bestå kurset i tropemedicin. Jytte lykkes i tredje forsøg, og kun derfor kan hun arbejde som sygeplejerske i Burundi. Knud må gennemføre en obligatorisk læreruddannelse i Bruxelles for at få lov til at undervise.

Det stærke kald har personlige omkostninger for den lille familie: Datteren Lena på 13 måneder tilbringer 8 måneder hos familien på Bornholm.
”Enten holdt vi fast tjenesten eller også kom vi ikke ud,” forklarer Knud.

25 kugler gik der igennem VW-bussen, da Jytte og Knud blev fanget i krydsild uden for Bujumbura. Knud bærer stadig et fragment i skulderen. Den belgiske kaptajn for faldskærmstropperne i Bujumbura kommenterede hændelsen: “Denne bil er under særlig beskyttelse!” (Privat foto)

I 1965 bliver det klart, at ambitionen om at drive præsteskole kræver en universitetsuddannet underviser. Turen går til de europæiske baptisters seminarium i Rüschlikon og tre års studier.

Missionærer modtager ikke løn under uddannelse. Familien må klare sig med ”studenterhjælp” og Knuds lørdagsjob som bogbinder i biblioteket. Ferien i Danmark tilbringer Knud som lagermedarbejder på Plumroses lager i Odense. I 1968 går turen til Rwanda, hvor Knud er med til at etablere og undervise på præsteskolen i Nyantanga. Urolighederne og de omfattende massakrer i Burundi i 1972 betyder, at mange af familiens venner kommer til Rwanda som flygtninge – eller endnu værre – helt forsvinder. Det er mange år siden, men minderne er tæt på. Knud holder en pause, inden han siger:
”Når soldaterne havde været der, var der kun hønsene og grisene tilbage – menneskene var døde.”

Midtsjælland og højskolen

I 1975 vender familien tilbage til Danmark. For Knud er det tilbage til det Midtsjælland, hvor han arbejdede som bonde og oplevede kaldet til tjeneste. Igen er pengene små og tøjet slidt efter mange år under Afrikas sol. Et lån fra menighedens forstander og et besøg hos en skrædder i Nykøbing Falster: Så kan menigheden lytte til Knuds prædikener uden at blive distraheret af præstens slidte jakkesæt.

Baptisternes højskole i Tølløse nyder også godt af Knuds kald til at undervise og dele sin viden. Da stillingen som højskoleforstander bliver ledig i 1983, er Knud det oplagte valg. Men højskole er ikke moderne i 1980’erne og i 1986 beslutter bestyrelsen, at det er slut. Knud er skuffet over beslutningen og sammen med Jytte drager han på en privat tur til Afrika. I en skinnende rød VW, model ”Boble” krydser de gennem Tanzania til Rwanda. Knud arbejder i foråret 1987 på skolen i Butare, hvor han tolker Johannesevangeliet for de teologiske studenter.

Hjem til Frederikshavn

Det er menigheden i Frederikshavn, der får glæde af det hjemvendte missionærpar.
”Vi lærte efterhånden sproget,” griner Knud og fortæller om tiden i Vendsyssel:
”Jeg kunne have en gudstjeneste om formiddagen i Frederikshavn, om eftermiddagen i Jerup og om aftenen i Skagen. Men når jeg så kørte hjem sådan en vinteraften med månen ud over Aalbæk Bugt – så var Vendsyssel så smukt.”

Afrika kalder – en sidste gang

I 1992 bliver Jytte og Knud bedt om at rejse ud igen. Turen går til Rubura i Burundi. Med udsigt til demokratisk parlamentsvalg i 1993 er der spirende optimisme i Burundi. Men som andre gange bliver håbet kvalt i blod. Militæret tager magten og den følgende tid handler arbejdet om at hjælpe flygtninge over grænsen til Rwanda og senere om at hjælpe Burundi-flygtninge i Rwanda.

Endnu mens der er flygtninge fra Burundi følger nedskydningen af præsidenternes fly og folkemordet i Rwanda begynder.

“For hver ny generation venter man spændt på, om myrderierne endelig er hørt op”

Det er begivenheder, der fylder for Knud. Uanset om det er hæren, der myrder befolkningen eller grupper i befolkningen, der myrder hinanden, handler det altid om den etniske konflikt mellem hutu og tutsi.
”For hver ny generation venter man spændt på, om myrderierne endelig er hørt op,” reflekterer Knud stille.

Efterspillet og endnu et kald

Efter en artikel i Kristeligt Dagblad bliver både Knud og BaptistKirken beskyldt for at benægte folkemordet. Knud følte sig dengang fejlciteret og mistolket. Sådan har han det stadig:
”Jeg sagde, at når krigen engang er slut, så troede jeg, at der var lige mange døde på begge sider. Det blev udlagt som benægtelse af folkemordet. Jeg har aldrig benægtet folkemordet!” Der er fuldt udslag på den digitale lydoptager på køkkenbordet. Det handler om en næsten 30 år gammel uretfærdighed, der stadig gør ondt.

“Det blev måske mere kaktus end fødselsdagsbillede” er Knuds kommentar til billedet fra hans 60 års fødselsdag den 15. maj 1993 (Privat foto)

I 1995 kommer Jytte og Knud hjem fra Afrika. Pensionen venter i Benløse. Inden der er gået et år, har Knud købt en kolonihave. Man kan ikke være af bondeslægt og nøjes med en prydhave.

Allerede året efter tager gamle højskoleelever initiativ til at opstille Knud til formandsvalget i BaptistKirken. Endnu et kald til tjeneste og mange lange arbejdsdage i fire år inden pensionen for alvor venter i 2000.

Men Knud bliver aldrig rigtig pensionist. Han engagerer sig i kirkebyggeri i Ringsted, holder træf for forhenværende formænd i BaptistKirken og så rejser han – med Jytte og med hele familien.

Rejselederen

Lige siden de første år som missionær har Knud arbejdet som rejseleder. I sommerferier har han rejst Europa tyndt med bønder, baptister, studerende, højskoleelever og andet godtfolk. Med entusiasme har Knud delt ud af sin store viden om europæisk kultur til utallige danske busturister på Europas landeveje.

Livet skal fortsat leves

Knud fylder 90 år. Livet har sat sine spor, men det skal fortsat leves. Det er Knuds stærke overbevisning:
”Jeg har et fællesskab med meget gode naboer her i Benløse, jeg deltager i sangkvarter i den gamle skole i Benløse – alle pladser er optaget, jeg har fællesskabet i menigheden. Så har jeg fællesskabet med familien i København, et fællesskab på Bornholm, hvor min søster bor og så har jeg et fællesskab i Frederikshavn og endelig er der spejdergildet.”

Familien er vigtig, og den er blevet stor. To børn og seks børnebørn:
”Vi er jo 15 – 20 mennesker, når vi samles og jeg har otte oldebørn. Når oldebørnene er syge, så ringer jeg jo og spørger til dem. Jeg forsøger at følge med i deres liv, så godt jeg kan.”

Som en bror

Fra de første missionærer kom til Burundi i 1928 og helt op til selvstændigheden i 1962 foregik alt arbejde på kolonimagtens præmisser.
”Missionærerne var en del af kolonimagten” fortæller Knud: ”Men det ændrer sig, da vi sender missionærer ud, der er vokset op i Afrika. De har lært sproget som børn og forstår kulturen.”

Knud er ikke meget for at tale om sin egen indsats. Det er svært at lokke ud af ham, hvad han helst vil huskes for. Men efter lidt tid til eftertanke kommer det:

”Jeg fik lov til at blive en bror for afrikanerne. De første missionærer var arbejdsgivere. De gjorde et stort arbejde, men de havde kolonimentaliteten og de var afrikanernes overordnede. Jeg fik lov til at blive en del af fællesskabet.”

^[1] ”Lille Guds barn, hvad skader dig?” (vers 8, nr. 411 i Salmebog for de danske baptistmenigheder) 

Læs om “Burundis glemte folkemord”
Rasmus Hylleberg har skrevet artiklen.

Andre artikler om folkemordet og dets konsekvenser:

Ny generation er klar til udfordringerne.
Kirketage, folkemord og fremtid i Burundi

Læs om Theo, der måtte flygte fra massakren i Burundi:
My Country Wept – Mit land græd

Den lille insisterende stemme – om kaldet til Afrika
Lise og Jep Emming fortæller om kaldet til at arbejde i Burundi og Rwanda..

Læs om en uafklaret retssag mod dansk baptist med anklager om deltagelse i folkemordet: