Efter et jobopslag modtog vi ansøgninger fra kompetente personer, og vi skulle vælge. Min chef og jeg var enige om ‘Top 2’ efter gennemlæsning af ansøgninger, CV’er mm.
Efter samtalerne var de samme to kandidater stadig ‘Top 2’: Én med stor erfaring, der arbejder med det samme, som jeg, i et andet firma. Den anden helt nyuddannet uden erfaring. Det var et vanskeligt valg! Skulle vi satse på ‘det sikre’ og vælge en kandidat, der allerede er inde i arbejdet, og som gør, som ‘man plejer’, og som kunne være en aflastning for mig fra første arbejdsdag? Eller skulle vi vælge den helt nyuddannede uden erfaring fra området, og som – i hvert fald for en periode – mere vil belaste end aflaste?
Valget blev…
Han er jo ikke ‘hæmmet’ af tidligere erfaringer!
Valget blev den unge kandidat! Chefen og jeg drøftede forskellige argumenter i nogle dage. Muligheden for at hjælpe en ung kollega i gang på arbejdsmarkedet var det, som gjorde udslaget for mig. Jeg blev bevidst om, at jeg også selv i sin tid fik en chance i en virksomhed, der turde ansætte en nyuddannet maskinmester uden erfaring. Måske kan en sidegevinst være, at den nye kollega kommer med nye input til løsning af arbejdsopgaver. Han er jo ikke ‘hæmmet’ af tidligere erfaringer!
Fremtidssikring
Forløbet mindede mig om, hvordan vi også i kirkerne indimellem skal vælge mellem noget nyt og fremmed og noget eksisterende. Falder vi ikke ofte i den grøft, hvor vi faktisk er lidt irriterede på nye mennesker i kirken, hvis de ikke gør eller siger, som ‘vi plejer’?
I kirkerne skal vi huske at påskønne unge mennesker, der brænder for at tjene. Også selvom vi kan risikere at skulle give køb på nogle af vores ‘plejer’. Jeg håber, at min kirke må være vedkommende for mennesker, også om 10, 20 eller 30 år – og det vil den næppe være, hvis vi kun fortsætter med ‘plejer’.
Må Gud hjælpe os med det!
Giv din mening til kende