Vi må lære af hinanden

Kanny Kruse:
Født 1937 i Kås

Gift 1967, flyttede til Nykøbing F.

Mor til to

Uddannet revisor, reg.

1961-1967 og 1985-2001 revisor for BaptistKirken

1982-1986 medlem af Missionskomiteen

2003-2009 formand for Danmarks Økumeniske Kvindekomité og kasserer 2009-2011

2005-2013 kasserer for Baptisternes Kvindenetværk

Fra 2007 medtilrettelægger af Sommerhøjskolen i Rebild

”Jeg voksede op et meget økumenisk sted, i en lille landsby. Kirkemæssigt var der mange grupper: Missionsforbundet, Indre Mission, Guds Menighed og Apostolsk kirke. Så der var næsten en kirke for hver familie.” Kanny fortæller varmt om sin barndomshjemegn i Nordjylland.
”Det har jo præget hele mit liv, at der var så meget kirkeligt – og forskelligt! Selvom vi var kristne, var vi ikke ens, men vi kunne godt samarbejde. For eksempel tilhørte vi baptistkirken i Pandrup, men jeg har gået i Missionsforbundets søndagsskole, fordi den lå nærmest. Der var nemlig 5 km at cykle til Pandrup. Til gengæld gik dem, der tilhørte Missionsforbundet og som boede i Pandrup i baptisternes søndagsskole. Det var sådan lidt ’byttearbejde’, og det havde vi det godt med.”

Jeg oplevede, at Gud er stor.

”Jeg var 20 år, første gang jeg blev valgt til revisor i Baptistsamfundet. Alle regnskaber under Baptistsamfundet, hørte med: Spejderkorps, Kvindeforbund, Søndagsskole, Junior/Ungdomsforbund, Afholdsmission og selvfølgelig Hovedkassen.  Så jeg prøvede det hele; det var spændende arbejde.
Senere reviderede jeg også for Baptisternes Skoler i Tølløse, og det var en helt anden vinkel på kristenlivet. Jeg oplevede det som mere folkeligt, end når vi mødtes i BaptistKirken. Det har også været med til at præge mig. Det var meget forskelligt perspektiv, men det handlede alt sammen om liv.”

Oplevede du Gud forskelligt i de to sammenhænge?

”Nej, det gjorde jeg egentlig ikke. Men jeg oplevede, at Gud er stor. At Han ikke kun hører hjemme i en kirke men også derude, hvor livet leves.”

Har det perspektiv præget dit liv?

”Ja, det synes jeg, det har. Det er jo også det, jeg er opdraget med. Livet i mit hjem var mangfoldigt. Vi havde alle mulige forskellige slags mennesker på besøg i mit barndomshjem, både troende og ikke-troende. Der var ’højt til loftet’.”

Hvordan tog du det med dig videre, da du blev voksen?

”Jeg tog det med mig på den måde, at jeg ikke gik med skyklapper. Den fristelse tror jeg, man ellers let kan falde for. Især når man er ung, for så er ens idealer jo høje, og man mener, at man har ret i alt.” Kanny griner. ”Der synes jeg, at jeg har kunnet få lidt bredere horisont.”
I Kannys fortælling om sit eget liv aner man hurtigt, at hun er en kvinde med humoristisk sans, også når det handler om hende selv.

Som ung er ens idealer høje, og man mener at have ret i alt

”Sidst i 60’erne flyttede jeg til Nykøbing F. og her var en kvindekreds, hvor nogle vist mente, jeg burde komme. Men det var eftermiddagsmøder, og med mit job kunne det ikke passes ind. Jeg syntes nok også, at ”… alle de gamle koner, dem gider man da ikke sidde og kigge på…” Men når jeg tænker på det nu, så var de jo slet ikke så gamle, som jeg mente. De havde nok også en erfaring, som rakte ud over min ’alvidenhed’.”

God tid

Det var først da Kanny gik på efterløn, at kvindearbejdet fik en større plads i hendes liv. ”Man skal jo bare sige ét ord om, at man har god tid, så har man ikke god tid længere.

Da jeg blev spurgt om at blive formand for Danmarks Økumeniske Kvindekomité, måtte jeg lige have lidt betænkningstid, for jeg havde ikke været med i arbejdet før, men jeg tænkte, at det jo aldrig kan gå værre end galt. Så derefter sagde jeg ja.”

Det bedste, vi kan gøre, er at lære af vores oplevelser.

Kanny fortæller om arbejdet i Økumenisk Kvindekomité som en spændende tid med oplevelser af samhørighed på tværs af konfessioner og nationaliteter, hvor hun rejste en del til store konferencer i mange lande.

Guds kærlighed forener

Også årene i Baptisternes Kvindenetværk medførte internationalt arbejde. Men den historie, som umiddelbart står stærkest, er fra længe før, Kanny kom ind i det.
”Efter krigen var der meget had, kan man godt sige, mellem de forskellige lande. Der havde jo været soldater på begge sider, og de havde bekæmpet hinanden, så der var mange sår, som skulle heles. I 1948 mødtes nogle baptistkvinder på tværs af nationer for at planlægge en europæisk konference, men det endte simpelthen i stort skænderi, og de blev faktisk enige om, at de måtte gå hver til sit.”
Kanny bliver lidt stille. ”Men så var der en amerikansk kvinde, som sagde, at inden de gik hver til sit, skulle alle deltagere rejse sig og sammen citere Johannes 3,16. Det blev vendepunktet. Så var det, at det gik op for dem, at de ikke skulle fokusere på uenigheder og stridigheder, men på at være ét. Og det, synes jeg, er så smukt.”

På tværs af forskellighed

Kanny har med Kvindenetværket flere gange været i Letland og Burundi. Her har hun fået mange personlige oplevelser om, hvor forskelligt vi lever og ser på ting. ”Samarbejde og samvær på tværs af forskellighed er med til, at vi kan gøre tingene bedre. Der er da somme tider, jeg tænker ’…hvis bare jeg havde vidst det, jeg ved i dag, så…’, men man gør det jo så godt, man kan. Det bedste, vi kan gøre, er at lære af vores oplevelser.”