Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Velkommen til årets sommerstævne

Astrid Melkær Andersen

Velkommen til årets sommerstævne

Temaet er kort og godt: Sendt … – og stævnet finder sted i uge 29, den 16.-21. juli, på Efterskolen Lindenborg vest for Roskilde.

 

Sommerstævnet er årets store begivenhed, som samler deltagere fra hele landet. Her deler vi liv og tro med hinanden, og der er inspiration til menighedslivet derhjemme. Stævnet er fælles for Evangelisk Frikirke Danmark og BaptistKirken i Danmark, som sammen med børne- og ungdomsorganisationerne EFBU og BBU[1] arrangerer landets eneste tværkirkelige sommerstævne.

Sendt af Gud ind i verden

Stævnet er for alle generationer, og i programfladen er der noget for alle. Børn, teenagere, unge, familier og voksne i skøn blanding og hver for sig. Stævnet vil dog mere end at samle og skabe fællesskab. Det vil inspirere en til at se sig selv som sendt af Gud, hvor den enkelte er i hverdagen. At være sendt af Gud er en rød tråd i Bibelen, og Gud sender fortsat mennesker til tjeneste for hans rige. Stævnet sætter fokus på et centralt tema i kirken: At være mennesker, der er sendt af Gud – personligt og i fællesskab med andre.

Fokus på et centralt tema i kirken: At være mennesker, der er sendt af Gud – personligt og i fællesskab.

Tidsramme for stævnedagene

Stævnet begynder med åbningsfest søndag formiddag, men fra lørdag aften er campingpladsen åben og bestilte værelser klar. Der sluttes fredag middag med afslutningsfest. Hvis nogle ønsker at blive døbt vil det være muligt torsdag før aftenmødet, hvor man mødes ved fjorden. Dagene begynder med morgenbøn i Bakkehuset, som Bente Højris og Hanne Kiel leder. Dagene slutter med Late Night på Grønningen, hvor John Lorenzen og Tomas Lindholm har sammensat et musikalsk program med bl.a. Sofus Möglich, Bo Nielsen og Destiny Choir, der er et gospelkor fra International City Baptist Church.

Formiddagsundervisning

John McGinley, præst i den engelske kirke og medarbejder i ’The Gregory Centre for Church Multiplication’ underviser i missionalt menighedsliv og menighedsplantning.

Hvordan finder danskere tro i en kultur, hvor Gud er næsten ukendt, og hvad er det for en tro?

Anne Mie Skak Johanson, bl.a. Landssekretær for Danske Kirkedage, har undersøgt danskeres tro: ”Der er ikke mange, der kommer i kirken, men der tales og skrives åbent om åndelige opdagelser. Hvad er det, der sker? Hvordan finder danskere tro i en kultur, hvor Gud er næsten ukendt, og hvad er det for en tro?”

Camilla Westen, præst i Bethaniakirken i Aalborg, underviser fredag og Ruben Andersen-Hoel, tidligere præst i Vanløse Frikirke og nu leder af Medborgercentret Nordens Plads på Frederiksberg underviser i Soul-teltet mandag formiddag.

Eftermiddagsseminarer

Hver dag er der spændende seminarer, bl.a. ’Byens lykke – sendt til byen’ ved Jesper Oehlenschläger; ’Grøn Kirke – sendt for at passe på Guds grønne jord’ ved Sofie Larsen Kure; ’Pilgrimsvandring’ ved Lone Møller-Hansen; ’Forfulgte kristne’ ved Astrid Melkær Andersen; ’Menighedsplantning’ ved John McGinley; ’Kærlighedens fem sprog’ og ’Troen i hverdagen’. ’Jorden rundt på 80 minutter’ er et nyt tiltag. Her præsenteres de to kirkesamfunds internationale mission ved, at man kan bevæge sig rundt mellem missionsfelterne.

Aftenmøder

Michael Frost, Roskilde, taler ved åbningsmødet. Mandag er det Andrew Brunson, som på grund af sin tro sad i fængsel flere år i Tyrkiet; tirsdag er en lovsangaften med Jacob Bay og band; onsdag taler John McGinley og torsdag er det Ruth Cilwik Andersen.

I Foredragssalen er der møder mandag, tirsdag og onsdag. Hanne Kiel læser Børge Andersens digte; Nana Holm Green og Leo Hansen taler om omvendelsens veje; onsdag er det troshistorier fra migrantmenigheder ved Moses Peng, Chin Chin og Torsten Wendel-Hansen. Gospelkoret Destiny Choir synger.

Helt ekstraordinært er der koncert med Arina Mai og band søndag eftermiddag.

Særlige programpunkter

Helt ekstraordinært er der koncert med Arina Mai og band søndag eftermiddag. Hun er lovsangsleder i Københavns Frikirke og kommende stjerne på popscenen i Danmark. Hun har sunget i TV, udgivet musik og er uhyre populær på Spotify. Koncerten er gratis for stævnedeltagere og øvrige køber billet.

Kids, Beat, Urban og Soul har målrettede programmer for deres aldersgrupper. BaptistKirken har Landskonference mandag og Kvindenetværket årsmøde tirsdag.


[1] Evangelisk Frikirkes Børn og Unge, Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund

Giv din mening til kende