Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Varm mad til jul og god hygiejne

Varm mad til jul og god hygiejne

Ressourcerne er knappe i Burundi, og madlavning er en udfordring. Det gælder også noget så naturligt som menstruation.

Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vindue

Madlavning kender vi alle til, og for de fleste er det en overkommelig aktivitet. I Burundi er det anderledes. Dels kan der være knaphed på fødevarer, og dels kan tilberedningen være udfordrende. I batwa[1]landsbyerne koges maden traditionelt i lerkrukker over åben ild i mange timer under svag varme enten udendørs eller inde i hytter og huse. Madlavning over åben ild kræver meget brænde, og dermed meget arbejde med at skaffe brænde. Det går ud over den i forvejen sparsomme skov. Samtidig er den traditionelle madlavning meget usund, da røgen er årsag til luftvejssygdomme.

I batwa-projektet har vi derfor introduceret brændselsbesparende komfurer, som etableres i separate køkkener med to brændselsbesparende ildsteder og skorsten. Ildstederne er støbt med ler, cement og mursten, og alle familier skal efter planen have nye køkkener i løbet af et halvt års tid. Samtidig trænes batwa i at fyre korrekt, så maden ikke brænder på, og krukker og gryder ikke brændes i stykker af for høj varme.

Aline, som jeg mødte i oktober, fortæller: ”Nu bruger jeg kun en tredjedel brænde til madlavning i forhold til tidligere! Mine børn er også glade for det nye ildsted, for det er dem, der skal hente brænde.” Samtidig fortæller Aline, at hun hoster mindre end tidligere.

Menstruation ingen hindring for skolegang

I Afrika er noget så naturligt som at menstruere en udfordring for mange kvinder – og ikke kun hos batwa. Menstruation er meget tabubelagt, og mange kvinder begrænses derfor i deres hverdag. Manglende adgang til hygiejnebind og til generel viden om egen krop betyder, at mange bliver væk fra skole og generelt oplever skam i forbindelse med menstruation. Det prøver vi at gøre noget ved.

Bindene består af en ‘holder’, som har et vandtæt indlæg, og vinger, der kan foldes om trussen og lukkes med velcro. I holderen lægges et bind/indlæg, som er syet i flere lag og foldes, så det på det tykkeste sted har ni lag stof. Indlæggene kan skiftes. Både holder og bind kan vaskes mange gange.

I Rubura er der allerede en kvindegruppe, der med støtte fra DBSU[2] syr vaskbare hygiejnebind til kvinder, der føder på klinikken. Den aktivitet vil vi gerne udvide, så vi kan uddele hygiejnebind til endnu flere. En pakke med 4-6 vaskbare bind – og en grundlæggende træning i kvindens cyklus – kan gøre hverdagen nemmere for Afrikas udsatte kvinder, så de kan deltage i skole og andre aktiviteter på lige fod med andre.

Årets julegaver

Siden 2020 har BaptistKirken solgt julegaver til fordel for udsatte folk og familier i Burundi. Gaverne uddeles til familier, vi i forvejen har kontakt med gennem fx batwa-projektet eller andre aktiviteter. Ved at benytte de folk, der allerede er i felten, kan vi hurtigt og effektivt få uddelt gaverne til de mange udsatte.

Takket være julegaverne har vi delt rigtigt mange grise og høns ud, bygget huse, givet cykler og myggenet. Vi vil gerne fortsætte den gode tradition, og i år bliver der mulighed for at gøre en forskel for fattige familier i Burundi ved at købe:

  • 1 pakke med vaskbare hygiejnebind til 150 kr.
  • 5 kyllinger til 250 kr.
  • 10 træer til 300 kr.
  • 1 gris til 450 kr.
  • 1 brændselsbesparende komfur til 1.000 kr.
  • 1 hus til 5.000 kr.

Gaverne bestilles på BaptistKirkens hjemmeside og er altså en gave til både glæde og gavn for de udsatte i Burundi i hverdagen – og du kan få skattefradrag efter gældende regler. Se https://baptistkirken.dk/mission/gaver/.


[1] Batwa er en udsat og marginaliseret befolkningsgruppe (80.000 personer), og anset som det oprindelig folk i Burundi. De kaldes ofte pygmæer grundet deres lave gennemsnits-højde. De kendt for fremstilling af traditionelle krukker, og mange ernærer sig som daglejere.

[2] DBSU – Danske Baptister for Sundhed og Udvikling)

Giv din mening til kende