Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Julehjælpen hjælper mange til en glædelig jul

Julehjælpen hjælper mange til en glædelig jul

I Brovst, Pandrup, Sæby og Roskilde arbejder menighederne med julehjælp. En praktisk missionsindsats, der gør en forskel i menneskers liv

Lyt til artiklen

Åbn lyd i nyt vindue

Menigheder i hele landet er engageret i julehjælp på mange forskellige måder. Der er den lokale indsats, hvor menigheden uddeler julekurve til dem, der trænger i nabolaget. Der er de ældre kvinder i ”strikkecafeen”, der pakker julegaver til rumænske børn. Alle steder er der fokus på at hjælpe mennesker i nød. Alle steder bidrager arbejdet til at styrke det sociale fællesskab i menighederne. Baptist.dk har fundet fire historier, der viser bredden i arbejdet.

Juleaften i Pandrup

Skal du være alene juleaften? Eller har du bare lyst til at fejre juleaften sammen med andre? Det er spørgsmålet – og tilbuddet i Pandrup. Vibeke Dalsgaard er en af tovholderne og hun fortæller:
”Jeg tror, vi har arrangeret juleaften en fem – seks gange. Sådan lidt ”on and off”. Indimellem har vores børn haft et ønske om at se os!”

I Pandrup er det Laust Dalsgaard, der står for julemiddagen. ”Han har vist købt en kalkun,” ler Vibeke og fortsætter: ”Men flæskestegen har vi fået sponsoreret.”

At Laust står for maden, er vist lige så meget tradition som resten af programmet. Deltagerne er inviteret til julegudstjeneste i baptistkirken. I indbydelsen står der: ”Hvis du gerne vil til gudstjeneste i din egen kirke, så kommer du bare senere.”  Efter gudstjenesten er der kaffe, fælles juletræspyntning og ”de sidste forberedelser,” inden Laust serverer middagen.

Deltagerne betaler for at være med, men hvis pengene ikke rækker, støtter menigheden. ”Det har der nu aldrig været brug for,” siger Vibeke. Menigheden støtter også med gaver til det traditionelle gavespil. Ellers er der kun gaver til børnene, sponsoreret af den lokale forening ”Giv en julegave”.

I år regner Vibeke med 20 – 25 deltagere: Menighedens egne medlemmer, flygtninge fra Ukraine og nogle, der bare har lyst til godt selskab juleaften.

Julekurve i Frikirken i Sæby

I Frikirken i Sæby har man valgt at tilslutte sig initiativet Julekurv.nu. Et lokalt nordjysk initiativ startet af pinsekirken Aalborg Citykirke. I dag er der menigheder med fra Mariager i syd til Frederikshavn i nord.

Julekurvene i Frikirken i Sæby fylder en del (Foto fra Facebook)

Hans Thomsen, præst i Frikirken, fortæller, at der blev delt 30 julekurve ud: ”Jeg siger kun 30, for vi havde ansøgere til 40 eller flere. Det samlede antal julekurve i projektet var 1.400, men der var ansøgere til mange flere. Jeg er glad for, at vi kunne dele 30 julekurve ud, men jeg er ked af, at behovet er så stort. Selvom der er også andre, der deler ud i Sæby.”

Hans skal lige trække vejret inden han svarer på spørgsmålet om julekurvens indhold:
”22 kilo madvarer! Og så var der endda en pose ved siden af med flæskesteg, medister og piskefløde. Der var chips, sodavand, rødkål – alt hvad man kan forestille sig til et dansk julebord. Endda fire stearinlys!”

Julekurv.nu er et meget professionelt koncept. Hans fremhæver, at man som en lille deltagende menighed ikke skal kæmpe med logistik og sponsorer. Konceptet med at give mad til hele julen tiltaler også Frikirken. Med gavekort eller kontante donationer er der altid en risiko for, at hjælpen bliver omsat til andet end julemad.

Klar til at modtage gæsterne i Frikirken i Sæby

Der er ikke fuldstændig enighed om, hvor mange der lagde vejen forbi Frikirken i Sæby ved uddelingen. Hans var parkeringsvagt og forsøgte at tælle. Et sted mellem 90 og 100 er parkeringsvagtens bud. Der var mulighed for at få julekurven bragt, men de fleste valgte at hente selv. Måske fordi der så var julegaver til børnene. Hans bemærker, at der kun var et enkelt ægtepar uden børn:
”Det er vigtigt at få med, at børnefamilierne har det skidt. Det kan vi se på dem, der kommer her.”

20 frivillige var engageret i uddelingen. Det foregik med stor glæde og begejstring beretter Hans og tilføjer: ”For flere af os blev det en oplevelse for livet.”

 

Julegaver til rumænske børn fra “Strikkecafeen” i Brovst

”Strikkecafeen” i Brovst

Bodil Sørensen fortæller, at ”strikkecafeen” i Brovst har pakket 30 julegaver til børn i Rumænien. Der er tale om et samarbejde med Aktive Kristnes Omsorgsarbejde (AKO), der står for transporten til Rumænien. Modtagerne er børn i udsatte familier.

”Vi fik en ønskeseddel på forhånd. Kasserne skulle gerne indeholde skriveredskaber, tegneblokke, huer, vanter, sokker, sæbe, shampoo og lidt slik. Vi havde samlet det hele på forhånd. Kasserne blev pakker pænt ind og mærket med dreng eller pige og alder,” fortæller Bodil.

”Strikkecafeen” har eksisteret i 15 – 17 år. I begyndelsen var formålet udelukkende at strikke trøjer til Rwanda og Burundi. Der strikkes fortsat trøjer til Afrika, men produktionen er udvidet en smule:
”Vi har fået nogle nydanskere med, der ikke strikker i bomuld. Men så strikker de store skoletrøjer til Rumænien.” De spilder ikke tiden i ”Strikkecafeen”: I alt syv store sportstasker blev fyldt med hjemmestrikkede trøjer og tæpper.

“Strikkecafeen” pakker julegaver i Brovst

”Strikkecafeen” samler både menighedsmedlemmer og andre med interesse for håndarbejde og godt selskab. Julegaveudfordringen var med til at styrke det sociale sammenhold.

250 kasser julehjælp i Roskilde

Lena Christensen er projektleder på Roskilde Baptistkirkes julehjælp. Og her er virkelig brug for en projektleder: 250 flyttekasser sponsoreret af Bauhaus blev fyldt med julehjælp. 175 børnefamilier og 75 enlige fik en kasse. I alt regner Lena med, at menigheden er i kontakt med flere end 700 mennesker gennem julehjælpen.

Julehjælpen er finansieret af indsamlinger i menigheden sammen med donationer fra fonde og sponsorer:
”Det er helt bibelsk. Jo mere vi selv kan samle ind, desto større er villigheden fra andre til at hjælpe,” siger Lena og fortsætter: ”Ud over flyttekasserne fra Bauhaus, så giver vores leverandør BC Catering flæskestege – fra personalekassen! Alt legetøjet til børnene er også doneret.”

Julehjælpskasserne indeholder flæskesteg eller and (efter eget valg), kartofler, brun sovs, mandler, nougat, marcipan, kirsebærsovs, risalamande, vanilje, marmelade, æbler, rugbrød, krydderboller, sodavand, chips og en masse slik og alt muligt andet. Lena kan tilsyneladende hele listen udenad. Det går i hvert fald stærkt med at remse op.

”Vi kalder det et tilskud til en juleaften. Det kan godt være, at man selv bliver nødt til at købe et eller andet, hvis man er mange. Men formålet med kassen er, at man skal kunne holde jul. Der er også en indpakket mandelgave i kassen. Den skal man ikke bruge penge på at købe,” lyder det bestemt fra projektlederen.

Julehjælpen engagerer næsten 80 mennesker i menigheden. Alene på udleveringsdagen er der 55 beskæftiget. Foruden de otte café-medarbejdere, der har til opgave at gøre det hyggeligt for gæsterne.

Det betyder meget for de frivillige at være med, siger Lena: ”Jeg oplever, at folk melder sig, fordi det er et arbejdsfællesskab. Og jeg mærker jo, at folk bliver glade. Det går i hjertet på dem. Der er nogle, der kommer – både på de to pakkedage og på udleveringsdagen – og siger: ”Lena, man bliver helt høj af det her.” Det er jo helt fantastisk at opleve.”

Næstekærlighed i praksis

I 2022 levede 3,7% af befolkningen i Danmark under fattigdomsgrænsen[1]. I 2021 viste 12,4% af befolkningen tegn på ensomhed[2]. Menighedernes julehjælp fjerner ikke samfundets problemer. Statistisk set bliver der hverken færre fattige eller færre ensomme af den frivillige indsats. Men indsatsen gør en forskel for det enkelte menneske og den enkelte familie. Det er næstekærlighed i praksis.

[1] https://www.statistikbanken.dk/LABY07, hvor der også er links, der forklarer det danske fattigdomsbegreb.

[2] https://www.danskernessundhed.dk/ indeholder mange oplysninger om danskernes sundhed bl.a. statistik for ”tegn på ensomhed”.

Giv din mening til kende