Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Tro, relationer og organisation

Jørgen Johansen

Tro, relationer og organisation

Tanker om Landskonference 2 i BaptistKirken.
”Det store fællesskab er meget værdifuldt at opleve, og det sker heldigvis nogle gange om året.”

”Det er dejligt at mødes og blive bekræftet i, at baptister er mere end dem, jeg møder i min kirke i Holbæk. Til Landskonference 2 handlede det meget om frivillighed og hvordan vi rekrutterer medarbejdere til det nære og det store fællesskab. Nyttig viden, som blev serveret på en rigtig god måde. Tak til Rie Skårhøj for et yderst gennembearbejdet foredrag. Jeg ser frem til at gå dybere ind i materialet.”

“Ledelsen præsenterede også ansættelse af Jan Kornholt som menighedsudvikler. Det er vigtigt at give mulighed for hjælp, når man ikke kan se fremtiden for sin menighed. Den situation kræver andre øjne til at se på menigheden. Det føler jeg, vi nu har fået. Alt i alt synes jeg, der var meget godt at tage med hjem fra mødet, så nu glæder jeg mig bare til, at vi mødes igen til de regionale møder. Tak for godt fællesskab.”

Sådan beskriver Finn Günther, Holbæk menighed, sin oplevelse af Landskonference 2.

Det handlede meget om frivillighed, og hvordan vi rekrutterer medarbejdere til det nære og det store fællesskab.

BaptistKirkens organisation og sammenhængskraft

På Landskonference 1 i 2019 faldt et forslag om udvidelse af BaptistKirkens ledelse fra fem til syv medlemmer. Der manglede kun ni stemmer i at opfylde kravet til vedtægtsændringer. Debatten viste tydeligt, at der er et generelt ønske om en større bredde i ledelsen, men også en bekymring for, om det vil være muligt at få posterne besat.

En menighed havde til Landskonference 2 fremsat et konkret forslag, men valgte at følge ledelsens ønske om en mere generel drøftelse af BaptistKirkens ledelse. Derfor var ‘BaptistKirkens organisation og sammenhængskraft’ sat på som dagsordenen. På forhånd var menighederne blevet bedt om at overveje følgende spørgsmål:

  1. Hvordan inspirer og motiverer vi mennesker til at stille sig til rådighed som kandidater til ledelsen?
  2. Er den opstillingsform vi har – hvor menighederne skal indstille kandidater – en hindring for at få kandidater til at lade sig opstille?
  3. Hvordan kan organisationen medvirke til at styrke sammenhængskraften i BaptistKirken, og opfyldelsen af kaldet til at formidle evangeliet?

BaptistKirkens værdier

”BaptistKirken skal skabe og vedligeholde sammenhængskraft på tværs af forskellene mellem Jylland og Sjælland, land og by, forskellige etniciteter”, sagde generalsekretær Torben Andersen og fortsatte: ”Det gør vi kun ved at have fokus på vores værdier, og det er tro og relationer. Det er de værdier, der ligger til grund for BaptistKirkens sammenhængskraft.”

Formand Per Beck stillede dernæst nogle konkrete spørgsmål til den eksisterende organisation og vores valgregler: ”Er menighederne villige til at pege på kandidater? Er menighederne villige til at frigøre kandidaterne fra menighederne til ledelsen? Har vi behov for en forslagskomité? Har vi behov for valggrupper, der fordrer særlige kvalifikationer?”

Dermed var der lagt op til en samtale om vores organisation, sammenhængskraft og værdier.

Tro og relationer. Det er de værdier, der ligger til grund for BaptistKirkens sammenhængskraft.

Pluk fra samtalen

– ”Arbejdet i ledelsen skal beskrives tydeligt og inspirerende.”
– ”Hvordan er kulturen omkring BaptistKirken? Hvordan taler vi om BaptistKirken? BaptistKirken er ikke de andre – det er os! Opstillingsformen bør ændres. Det dur ikke, at menighederne skal indstille. Vi bør overveje en forslagskomite.”
– ”Det har noget at gøre med, om vi er stolte af vores kirkesamfund. Man stiller op, hvis man kan se værdien.”
– ”Gør det synligt, at ledelsens arbejde ikke er administration, men vision og ledelse.”
– ”Torben talte i morges om MOD. Vi skal tale BaptistKirken op. Vi skal tale op og demonstrere mod – også i forhold til økonomien.”
– ”Hvis menighederne samles i bøn, sker der nok mere, end vi ser nu.”
– ”Der er forskellige grunde til, at man ikke ønsker at stille op. Vi har teologiske og andre uenigheder. Derfor er det svært at være stolt af vores kirke. Skal man stå i ledelsen, skal man også kunne stå inde for det. For mig er der ting i BaptistKirkens retning, som jeg ikke kan stå inde for, og som gør ondt.”
– ”Vi må ikke sætte falske modsætninger op mellem organisation og åndelighed.”

At være stolt eller filmen der knækkede

Asger Hylleberg, Brovst menighed, skriver om sin oplevelse af samtalen:
“På vej ud af salen hørte jeg ordene: ’Filmen knækkede for mig’. Ordene blev sagt af en trofast medarbejder, som var dybt berørt over at have lyttet til drøftelsen om ‘BaptistKirkens organisation og sammenhængskraft’. Jeg var ikke i stand til at trøste, fordi jeg selv var ked af og følte mig magtesløs overfor udviklingen i samtalen, som forekom mig diffus.”

“Hvad er det, der får nogle til at forestille sig, at tro og bøn – i sig selv – løser organisatoriske forhold? Underforstået at de, der påtager sig disse opgaver, ikke er ‘åndelige’ eller ‘troende’ nok?”

“Hvad er det, der får en, der lever af medlemmernes penge og påtager sig opgaver i fællesskabet, til at sige: Jeg føler mig ikke som en del af familien? Hvordan opleves så det daglige arbejde, der giver brød på bordet? Eller organisationsarbejde for et fællesskab, som man ikke føler sig selv som en del af?”

“Hvordan kan man sige: Åbn BaptistKirkens pengetank, når man om formiddagen har vedtaget et budget med et stort forbrug af arvemidler og alligevel med et underskud?”

“For 10 år siden smed generalsekretæren og ledelsen håndklædet i ringen, og et udvalg fik til opgave at stille forslag til at slanke organisationen, nedlægge den store missionskomite med medlemmer fra alle menigheder m.v. Gør det samme som dengang. Lad igen et hurtigt arbejdende udvalg kulegrave erfaringer, indkomne tanker og forslag, så Landskonference 1, 2020 kan få forelagt en ajourført og brugbar organisationsstruktur.”

“Jeg er overbevist om, at de, der påtager sig et ledelsesansvar på det organisatoriske område, brænder mindst lige så meget for BaptistKirken, som andre engagerede baptister. Vi må derfor anerkende hinandens arbejde som ligeværdigt. Så kan vi alle være stolte af både den lokale menighed og fællesskabet i BaptistKirken og i den verdensomspændende kirke.”

“Lad menigheder og kirke gå på to ben: TRO og RELATIONER – faglighed og fællesskab, som Torben Andersen har udtrykt det. Fællesskab, relationer, med evangeliets budskab som fundament for tro og liv. Lad os vedblivende være: En kirke på vej.”

“En sådan kirke kræver dygtige og engagerede organisatoriske medarbejdere.”

Lad igen et hurtigt arbejdende udvalg kulegrave erfaringer, indkomne tanker og forslag, så Landskonference 1, 2020 kan få forelagt en ajourført og brugbar organisationsstruktur.

TRO + RELATION = SAMMENHÆNGSKRAFT

”Overordnet var det en fin samtale om emnet”, siger Lisbeth Jørgensen, Karmelkirken Aalborg. ”Vi fik indsigt i, hvordan ledelsen arbejder og blev lovet, at ledelsen vil være mere klar fremover.”

“Torben indledte med at fortælle et eksempel fra sin egen by på, hvor vigtig en fælles kultur er. Med de udfordringer vi har med hensyn til alder, etnicitet, forskel mellem land og by, identitet og historiske rødder. Tro og relation giver sammenhængskraft.”

“Per Beck var nysgerrig på, om vores forventninger svarer til ledelsens arbejde, og om opstillingsmåden skal ændres for at tiltrække flere til ledelsen.”

“Det blev foreslået, at arbejdet i ledelsen skal beskrives klart og tydeligt, og at der skal oprettes en forslagskomite, der ser på ledelsesstrukturen i forhold til de kræfter, der er.
Derefter var der mange rigtig gode spørgsmål/indlæg fra salen.”

“Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at vi er rummelige, engagerede og stolte af BaptistKirken. Vi har MOD til at være ærlige, også når det er knapt så positivt. Må baptister altid kendes for det. Det vidner bare om, at vi ikke er ligeglade med hinanden og BaptistKirken.”

Hvad mener I?

Nu er bolden givet videre til drøftelse i menighederne. Hvad mener I om BaptistKirkens organisation og sammenhængskraft? Har vi brug for en ny struktur? Skal vi etablere en forslagskomité? Hvordan får vi folk til at stille op til ledelsen?

Konkrete forslag og input til den fælles samtale sendes til Per Beck eller Torben Andersen.

Giv din mening til kende