Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Når tiden gør os syge

Når tiden gør os syge

Også baptistpræst Ole Lundegaard blev ramt af modernitetens tempo, forandringer i sociale relationer og forventninger til præstation.

Ole Lundegaard:

  • præst i Herlev Baptistmenighed
  • indtil 2004 underviser på Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Alt synes at gå hurtigere og hurtigere. Kravene bliver større og større. Vi skal nå mere på kortere tid. Alt skal effektiviseres. Behøver jeg minde om ord som fastfood, speed-dating, power-nap, kvik-lån, drop-in-barnedåb? I følge sociologen Max Weber er det særlig tydeligt i protestantiske lande, hvor vores etik er baseret på en streng tidsdisciplin, hvor ‘tidsspilde’ er den værste dødssynd. Derfor er det heller ikke overraskende, at forskere har konstateret, at vi sover gennemsnitligt to timer mindre pr. døgn end i det 19. århundrede, og alene siden 1970 er der skåret en halv time af vores sovetid. Den amerikanske sociolog Peter Conrad siger ligefrem, at modernitet handler om tidens acceleration.

Det accelererende samfund

Den tyske sociolog Hartmut Rosa peger på, at accelerationen sker på tre niveauer. For det første den teknologiske acceleration. Tænk fx på hastighedsforøgelsen indenfor kommunikation. Før i tiden skrev man på sit arbejde måske fem breve. I dag skal man svare på 70 e-mails, og hvis ikke svaret kommer prompte, bliver man rykket.
Dernæst er der den sociale acceleration, der er kendetegnet ved, at vores relationer (ægteskab, venskaber, arbejdsplads) i stigende grad er flygtige og ustabile.
Endelig peger han på accelerationen af livstempoet helt generelt. Det er noget, vi alle mærker tydeligt. Vi skal hele tiden nå mere på kortere tid. Social- og sundhedsassistenten må max. bruge et givet antal minutter på hvert besøg, uanset om man har nået at yde den hjælp, borgeren tydeligt har brug for, osv.[i]

Accelerationens konsekvenser

Det er nærliggende at finde årsagen til mange menneskers nedbrud med stress, depression og angst i disse fænomener af acceleration. Mange i den offentlige sektor (sosu’er, sagsbehandlere, læger, lærere, sygeplejersker m.fl.) giver op eller går ned med stress, fordi de ikke føler, at der er tid til at gøre det, de egentlig skal. Mange præster må ned med nakken. Accelerationen ses i det evige jag efter at nå mere på kortere tid, de ubønhørlige krav til egen og andres arbejdsindsats, og det fører til overfladiskhed, mangel på refleksion og fordybelse, mangel på hvile, osv. Og så bliver vi syge.

Det er nærliggende at finde årsagen til mange menneskers nedbrud med stress, depression og angst i disse fænomener af acceleration.

Når accelerationen bliver herre

Jeg blev syg af det. Jeg har i høj grad levet mit liv som et barn af moderniteten, hvor den værste synd var tidsspilde. Jeg har jaget efter altid at nå mere på kortere tid, altid blive mere effektiv. For mit vedkommende endte det med depression og angst. Jeg undte aldrig mig selv ro, men skulle hele tiden gøre mere og gøre det bedre. Ikke fordi nogen tvang mig til det, men fordi jeg var grebet af accelerationen og fik et kick ud af at nå meget og gøre det godt. Det var mit succeskriterium og mit fix.
Men accelerationen blev min herre. Det var den, jeg lystrede. Jeg lyttede ikke til min krops signaler, jeg lyttede ikke til mine nærmeste, og ærligt talt var Gud mere tidtager end far for mig. Jeg synes, jeg har fået rettet op på meget, og i dag forstår jeg bedre at lytte til min krop og mine nærmeste, og jeg tror også mit gudsbillede er blevet vristet fri af accelerationens og præstationens jerngreb. Men mit helbred har lidt skade, og det må jeg fortsat døje med.

Ærligt talt var Gud mere tidtager end far for mig.

Menigheden som helle

Spørgsmålet er, hvordan vi bedst tilrettelægger vores menighedsarbejde, så det bliver en helle, en oase, hvor vi lærer at leve som Guds frie børn og ikke som slaver af tidsånden. Vores menighedsliv har været centreret om forskelligt arbejde, der krævede stor indsats fra mange af menighedens medlemmer uge efter uge. Og vi har tænkt, at arbejdet helst skulle foregå i kirkens lokaler for at være rigtigt menighedsarbejde. I en storby som København oplever vi, hvordan det er blevet sværere for fx børnefamilier at deltage i ugentlige aktiviteter.
En menighed og dens gudstjeneste bør kunne være en helle for mennesker i vores accelererende samfund. I kirken er det ikke effektivitet og præstation, vi betoner, men nærhed. Her er vi ikke først noget, når vi præsterer tilstrækkeligt godt eller lønsomt, men vi er Guds børn, uden vi har gjort noget for at fortjene det. Her lovpriser vi ikke hastigheden, men stilheden og fordybelsen. Eller gør vi? Min egen historie er et eksempel på, at det ikke altid er så nemt. Nogle gange kan vi med vores aktiviteter ende med at være det sted, der trækker de sidste ressourcer ud af i forvejen forjagede mennesker, snarere end at tilbyde ly og helle.

Her lovpriser vi ikke hastigheden, men stilheden og fordybelsen. Eller gør vi?

Et andet evangelium

Når det er sagt, er der også brug for at tale tidsånden imod og ikke bare indrette os på dens præmisser. Vores kultur, præget af jag og præstation, har bl.a. sin drivkraft i forbrugerismen, og den ligger vi sikkert alle under for i større eller mindre grad. Det er jo ikke kun acceleration, der kan blive et fix. Materialismen kan blive en guddom, for meget af jaget handler om at blive rigere og – ironisk nok – om at kunne få mere tid til at nyde diverse former for materiel forkælelse og nydelse.  


[i]      Hartmut Rosa: Fremmedgørelse og acceleration, København: Hans Reitzels forlag 2014

Giv din mening til kende