Lyt til artiklen her:

De er ikke altid enige, men de bakker hinanden op og tager de svære samtaler, fordi de vil hinanden.

Baptistmenigheden i Lyngby afspejler den mangfoldighed, som findes i hele BaptistKirken. De er ikke altid enige, men de bakker hinanden op og tager de svære samtaler, fordi de vil hinanden. Dét er tydeligt at høre i forstaden nord for København. Aktiviteterne afspejler også de forskellige måder, de i fællesskab bærer hinanden frem og møder Gud på.

Vejen til ét legeme

De fleste har en transporttid på 20-25 minutter hen til kirken, der er fra 1967. Og på trods af familiekonstellationer med mange tværkirkelige ægteskaber og trofaste singler minder de 20-40 aktive deltagere os om menighedslivet på Jesus’ tid. Nadver og gudstjenester fejres om søndagen i forskellige formater. Gamle og nyere salmer synges til fællessangsarrangementer. De drager omsorg for hinanden og taler om Guds ord. Kirkens arkitektur, indretning og udsmykning vidner om et fællesskab i tæt forbindelse med dåbsgraven og nadverbordet i kirkesalen, og cafégudstjenester i kirkesalen er et praktisk vidnesbyrd om de første kristne.

Kunstværket er et farverigt billede på forholdet mellem Gud og skaberværket, opstandelsens frisættelse og Helligåndens vækst.

Den økumeniske arv i Lyngby er muligvis ubevidst for nyere medlemmer, men glasmosaikken af Karl Heilesen (1967) er en daglig påmindelse om Guds mangfoldige rige og ét Kristus-legeme som vejen dertil. Et skib eller prisme? En dråbe vand, et korn eller – ifølge kunstneren selv – et løg? Kunstværket er et farverigt billede på forholdet mellem Gud og skaberværket, opstandelsens frisættelse og Helligåndens vækst. Et ældre medlem siger: ”Vi er gået fra måske at være servicekirke uden store ambitioner til nu at være en menighed med ny optimisme”. Heilesens ’åndelige testamente’ præger vist stadig menighedens selvopfattelse og åndelige refleksion.

Vejen sammen

Bevidstheden om Lyngby Baptistmenighed som et aktivt lem på ét nationalt og globalt legeme bidrager til menighedens levende og mangfoldige fundament. Et vedholdende menighedsråd har også gødet grobunden for ny vækst igennem nogle turbulente år uden præst og med fraflytning og frafald. Takket være en blanding af tysk præcision og dansk innovation lykkedes det menigheden at fastholde håbet og trodse kritikken af ansættelsen af den meget omdiskuterede præst, Rune Funch, i 2019. Kritikken er ikke helt glemt, men Lyngby bygger aktivt videre på traditionen – inklusive orgelmusik – når det giver en åndelig dybde. De vælger dog også bevidst plads til fornyelse.

Et vedholdende menighedsråd har gødet grobunden for ny vækst igennem nogle turbulente år uden præst og med fraflytning og frafald.

Der er stor respekt for nye tiltag, fordi de enkelte medlemmer erkender, at rummelighed og accept er vigtig for menneskets vej med Kristus. Præsten blev ansat med innovation for øje, og Rune Funch bidrager stærkt til en ny dynamik, især i form af musik og en Taizé-inspireret spiritualitet.

Se og hør Rune Funch fortælle om den fælles vandring på troens vej.

Et rådsmedlem siger klogt: ”Ja, Rune er dygtig og har gjort meget for at skabe nye rammer, som tiltrækker nye til kirken, men det er aldrig præsten alene, der bærer ansvaret og æren for fællesskabets sammenhold. Der er flere engagerede personer i menigheden, og vi vil dette fællesskab.” De vil hinanden.

Vejen frem

Menigheden vælger bevidst alternative former for gudstjenester til at dække forskellige behov – de er ”en kirke – åben for alle”.[1] Kirken begynder at opleve, at nye ikke-kirkevante kommer regelmæssigt i forbindelse med koret og Taizé-aftener. Samtidig oplever de nærvær og fordybelse til ’Sammensgudstjenester’ og menighedsweekender på tværs af generationer. K-klassen møder andre teenagere i samarbejdet med flere baptistkirker på Sjælland. Og selv en lille bitte spejderkreds på fem medlemmer giver håb og mod. Den indbyrdes kærlighed blev særlig tydelig, da selv de udsatte mødte op om søndagen under COVID-restriktionerne til en halv time uden fællessang – ingen ville hjem igen.

[1] https://www.lyngbybaptistkirke.dk/

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 16. apr. 2026 - Overbevisning

Find flere

I mange menigheder fejrer man påske med gudstjeneste palmesøndag, fællesspisning eller nadverfejring skærtorsdag og opstandelsesfejring påskedag. Sådan er det ikke i Chin-menighederne. Her er der undervisning, møder for hele menigheden, undervisning og “camp” for børn og teenagere og fællesskab for alle – hele påsken.

Biak Chin Par Lian (Chin Chin) beretter om påskefejringerne 2023 i Chin-menighederne:

I Lai Baptist Church i Ringe har de inviteret Za Thawng Cin, der er amerikansk ungdomspræst. Hele menigheden mødes fra skærtorsdag til påskelørdag til undervisning ved både dag- og aftenmøder. Påskedag er der gudstjeneste fra kl. 12 og bagefter er der festmåltid for hele menigheden.

Chin Baptist Church i Ringe er inviteret til påskefest hos menighedsmedlemmet Phun Mang og hans familie. De har inviteret hele menigheden! Chin Chin fortæller, at familien betaler alle udgifterne: Det er en tradition, hvor man viser taknemmelighed over Guds velsignelse, man giver med glæde og man deler med den menighed, man er en del af. Menigheden fejrer gudstjeneste påskedag kl. 12.30

Nordjylland Chin Church fejrer også påsken med møder fra skærtorsdag til påskelørdag – både dag og aften. Her kommer Ni Cia, kvindelig chin-præst fra Norge på besøg og underviser. Menighedens kasserer Van Hmun Thawng og hans familie holder påskefest for menigheden. Nordjylland Chin Church ser frem til at fejre dåb påskedag.

I Chin Bethel Church i Skjern er det forpersonen for menighedens kvindegruppe, Mah Khin Sui og hendes mand, der holder påskefest for menigheden. Der er fuld fart på påsken i Skjern med møder fra skærtorsdag til påskelørdag. Hver dag fra kl. 10 – 16 og igen kl. 18.30 . Taler og undervisning står den amerikanske chinpræst Van Ni for.

Påsken er ikke kun for de voksne i Chin Bethel Church: Menigheden inviterer også til  børnemøder og teenagemøder, hvor deres egen præst Emmanuel Cinzah og flittige børnekirkeledere står for festlighederne. Det giver god mening at have fokus på de yngste, når over halvdelen af de 235 deltagere i menighedens aktiviteter er børn og unge.

Dåb i påsken er en tradition

I påsken gentager Chin Baptist Church Esbjerg succesen fra juleferien med at samle menighedens børn og unge til Ungdoms Camp på Frøstruphave Efterskole. Menighedens egne præster og ressourcepersoner står for bibelundervisningen om frelsen i Kristus.

Menigheden har tradition for dåb i påsken – helst udendørs i en sø. Traditionen holder i år, hvor mange har ønsket at blive døbt. Hele menigheden holder også fast i de traditionelle gudstjenester langfredag kl. 15. og påskedag kl. 14.

Chin Chin slutter med at fortælle, at socialt samvær og fællesspisning altid er en del af chinmenighedernes fejring af kirkelige højtider.

Hvordan fejrer I påsken i din menighed? Med lige så meget fest og undervisning som i Chin-menighederne eller med ro, fordybelse og eftertanke alene eller i mindre grupper? Kommentarsporet er åbent og alle er velkomne til at bidrage.

.

Andre artikler om påske:

.

Ikke den slags konge – og ikke den slags magt!

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere

Under Kvindenetværkets tur til Rwanda i februar ’23 fik Lise Emming og Jette Bjørnestad mulighed for at dele nogle overvejelser om moderne børneopdragelse med en række unge enlige mødre i ”Ngirankugire” – Young Single Mothers-projektet. Mødet med de unge mødre og andre afrikanske kvinder efterlod et uudsletteligt indtryk hos Jette.

Rwandas kvinder er ved at rejse sig

Vi ser ofte afrikanske kvinder som undertrykte, som ofre for magtfulde mænds luner og som mennesker uden mulighed for at forbedre deres livssituation. I mange tilfælde er det også sandheden. Men i Rwanda er en stille revolution på vej.

Jette Bjørnestad

Jette Bjørnestad deler en personlig betragtning:
”De her kvinder: De bliver ikke regnet for noget. De bidrager ikke med noget. Mændene er ligeglade med dem: ”I kommer alligevel ikke med penge …”. Men de her kvinder – de rejser sig nu. De er slet ikke aggressive, men de rejser sig og de er stærke. Det gør stort indtryk på mig – også ud fra et kvindepolitisk synspunkt. Jeg synes, det er stort.”

Men de her kvinder – de rejser sig nu

De unge enlige mødre

Vi vender tilbage til den skjulte urkraft i de rwandiske kvinder. Men først skal vi en tur omkring Young Single Mothers projektet. Under besøget i Butare mødtes gruppen fra Kvindenetværket med 25 unge enlige mødre. Psykologen Esperance, der er tilknyttet projektet, havde på forhånd spurgt Lise og Jette, om de ville holde et indlæg om børneopdragelse for de unge kvinder. Børneopdragelse i Rwanda er ofte meget håndfast og fysisk afstraffelse er ikke usædvanligt. Det vil Esperance ændre.

En af deltagerne i Young Single Mothers-projektet

Jette fortæller:
”Esperance fortæller os, at hun aldrig slår sine børn: ”Jeg har aldrig gjort det. Jeg går ikke ind for det” fortæller hun. Og hun vil have os, der kommer udefra, til at fortælle, at man kan opdrage børn uden at slå dem.”

Konceptet, som Lise og Jette tog udgangspunkt i, hedder ”Positive parenting” – ”Positivt forældreskab”. Kort fortalt handler positivt forældreskab om at få det bedste frem i børnene ved at fokusere på deres styrker. I stedet for aktivt at forsøge at forhindre negativ adfærd, lægger man vægt på at anerkende og opmuntre positiv adfærd.

Jette siger:
”Min tilgang er ikke særlig videnskabelig. Det handler om, at man vejleder børnene ”med det gode”. Ikke med straf og slet ikke med fysisk straf. Man har en positiv tilgang til barnet. Man regner med, at barnet kan bidrage med noget positivt.”

Ufattelig barske vilkår

De unge kvinder har ikke mange forudsætninger for at forstå, at man kan opnå noget ”med det gode”. De bærer selv på historier om misbrug, voldtægt, uønsket graviditet og ofte også udstødelse af kirken og lokalsamfundet. Esperance har talt med kvinderne om at kunne sige ”nej”.

De unge mødre undervises

”Det er ikke noget man bliver opdraget til,” fortæller Jette og fortsætter:
”At sige nej er aldrig noget, man har talt med pigerne om. Hvis der kommer en voksen mand til dem og siger: ”Jeg synes du er dejlig, skal det ikke være os to,” så er ”nej” ikke en mulighed. Vi forstår det næsten ikke, for vi opdrager jo vores egne piger til at kunne sige ”nej” – hver gang! Men de her kvinders historier er fyldt med brudte løfter om ægteskab og guld og grønne skove. De bliver gravide, de er alene og de har mistet deres bagland.”

De bliver gravide, de er alene og de har mistet deres bagland

Mange af kvinderne er mellem 17 og 19 år. De har haft overvejelser om både at give børnene væk og selv begå selvmord. De er i den grad slået ud af kurs i livet.

Alligevel vil de gerne blive bedre til at tage sig af deres børn. Og de vil gerne lære om moderne børneopdragelse.

Et fantastisk forbillede

Lise og Jette bad de unge kvinder fortælle om deres liv. Fortælle om det, der gør det svært at være mor – og især enlig mor. De lyttede til kvindernes beretninger – og kvinderne lyttede til hinanden.

”Bagefter spurgte vi dem, hvem der var deres forbilleder. Hvem er det, der hjælper jer med at være gode mødre?” fortæller Jette og fortsætter: ”Og her fik de lov til at sige, at det jo ikke er de familier, der har forladt dem, der kan være forbilleder. Men hvor finder kvinderne så de forbilleder, der kan hjælpe dem med at blive gode mødre?”

De unge kvinder fik lov til at overveje spørgsmålet og tale med hinanden. Efter et stykke tid kom de tilbage med en overraskende melding.

Jette og Lise fortæller om “Positive Parenting”

”De kommer tilbage og peger på en af de unge kvinder i gruppen. Så siger de: ”Det er hende der, det er AnneMarie, der er vores forbillede. Vi kan se det på den måde, hun er sammen med sine børn. Sådan vil vi også gerne lære at tage os af vores børn,”” fortæller Jette om kvindernes overvejelser. Og hun fortsætter med at tale om AnneMarie: ”Hun fortæller selv, hvordan hun forsøger at løse konflikter mellem børnene. Det er så velovervejet og så modent for en ung kvinde i hendes situation. Det er helt fantastisk at kvinderne peger på en i gruppen og siger: ”Det er vores forbillede. Sådan vil vi også være!””

Undervisningen fortsætter med fokus på, hvad der er vigtigt for små børn: Mad, søvn, fysisk kontakt og øjenkontakt. Det er vigtigt for Lise og Jette at fortælle kvinderne, at de er rigtig gode mødre:

”Vi talte meget ind i, hvor dejligt det var at se, at de hele tiden lagde mærke til børnenes behov. De fulgte hele tiden børnene og lyttede til dem. Og så fortalte AnneMarie lidt om, hvordan hun talte med sit barn,  og vi fortalte lidt om en god øjenkontakt. Og at man godt kan signalere til et barn, at ”her er det stop” uden at gribe ind fysisk.”

”På den måde blev det meget mere en samtale end et foredrag,” siger Jette. Hun fortæller videre: ”Vi fortalte dem, at vi kan se på jeres børn, at de ved, de kan regne med jer. Vi kan se, at I giver dem alt det, de har brug for. Alt det I gør, er rigtigt. Det anerkender vi. Hold fast i det! Vi ved og I ved, at I er gode nok! Og lad ikke nogen komme og sige, at I ikke er gode mødre!”

Urkraften

Begejstring over LEGO fra Danmark

Vi skal tilbage til den skjulte urkraft i de rwandiske kvinder. Jette fortæller, at Kvindenetværket flere gange blev mødt af den samme historie fra de kvinder, de besøgte:
”Vi var modløse, vi var dovne, vi var snavsede, vi magtede ikke noget. Men nu er vi sammen, nu kan vi noget. Så rejser de sig op og synger. ”Vi kan sammen, vi er stærke sammen”. Det er næsten et kampråb!”

Jette er begejstret over mødet med en kvindekultur, hvor man glæder sig på hinandens vegne. Hvor man kan sige, at AnneMarie er vores forbillede, uden at det bliver mærkeligt eller akavet. Og hvor man ønsker den kvinde, der får solgt en flettet kurv, tillykke med salget og fortæller hende, at hun er dygtig til at flette!

Hvad er det med de her folk? Hvordan kan vi blive en del af deres fællesskab.

Kvindernes samarbejde og deres evne til at skabe økonomiske resultater og bedre liv for deres familier påvirker også samfundet. Man hjælper dem, der er økonomisk trængt, man passer markerne, hvis nogen bliver syge: Man tager sig af hinanden. Jette siger:

”Det er også et vidnesbyrd, der får folk til at spørge: ”Hvad sker der, i den her kirke?”. Det er på en eller anden måde helt oldkirkeagtigt, at mennesker ser på de her kristne kvinder og siger:
”Hvad er det med de her folk? Hvordan kan vi blive en del af deres fællesskab.”

KVINDENETVÆRKET
Danske Baptisters Kvindenetværk er et kristent netværk, hvor kvinder inspireres, opbygges og udrustes i tro og tjeneste.

“Et sted hvor kvinder i et ligeværdigt fællesskab tør være sig selv, udvikle selvværd og lade glæden blomstre.”

Kvindenetværket arbejder ud fra baptistmenigheder og samarbejder med Baptistkirken og andre kristne og humanitære grupper om nationale og internationale projekter.

Som i mange andre frivillige fællesskaber er nye og især unge medlemmer velkomne.

Med Jette Bjørnestads ord: “Vi har lidt forpligtet os til at formidle det (oplevelserne i Rwanda, red.) til især yngre baptistkvinder. Der må være mange flere, der synes vores arbejde giver mening.”

Se også Kvindenetværkets webside.

Jette slutter med at fortælle, at der sker noget særligt mellem kvinderne. De har en særlig kærlighed til hinanden. Jette siger:

”Det er fantastisk, at de her kvinder er ved at ændre samfundets opfattelse af kvinder. Og af de kirker, de kommer fra. Det får mennesker omkring dem til at sige: ”Det her er et sted, der er godt være, de tager sig af hinanden.””

Stærke kvinder giver #metoo en ny dimension

De fleste danskeres viden om Rwanda er begrænset til den politiske debat om ”fjernplacering” af danske asylcentre, folkedrabet i 1994 og måske en historie om gorillaer.

Det er nok de færreste danskere, der har fantasi til at forestille sig, at rwandiske kvinder i disse år er ved at give #metoo-begrebet en hel ny dimension: Mændene bliver overladt til sig selv og gennem stærke, positive fællesskaber, hvor man hjælper hinanden i alle livets forhold, skaber kvinderne økonomisk vækst og bedre leveforhold for deres familier.

Læs mere her:

På baptist.dk finder du artiklen:

• Lises rejsedagbog fra Rwanda

På volontørerne Oline & Jakobs blog er der også historier om stærke kvinder og Ngirankugire-projektet:

• Forældretræning: om tid, tale og tilgivelse
• Stærke kirker ledt af stærke kvinder – Portræt af Pastor Dusabimana Laetitia
• Reproduktiv Sundhed, NGIRANKUGIRE

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Derek Acheampong, 35 år:

• lederstilling på Novo Nordisk
• uddannet ingeniør
• gift med Phyllis, sammen har de sønnen Aaron på 2½ år

Jeg kom til Danmark som 11-årig i sommeren 1999. Min fødselsdag er i september, og jeg glædede mig til at fejre fødselsdag i Danmark. Kæmpe fest med kage, slik, musik, gaver og masser af glæde.

Sommeren var lang, mens jeg kun tænkte på at tælle ned til min fødselsdag i september. I mellemtiden levede jeg som turist, og min begejstring og forventning voksede, hver gang jeg var på Strøget.

Endelig kom september. Jeg løb straks ind på mine forældres værelse og spurgte: ”Hvad skal vi lave til min fødselsdag? Hvad får jeg i fødselsdagsgave?” De kiggede på mig, smilede og sagde: ”Vi beder for dig, Derek. Det er din fødselsdagsgave!” Det troede jeg ikke på. I Ghana ville jeg have fået en stor fest med venner og masser af mad, sodavand, slik og gaver. Hvorfor kunne man ikke få det dobbelte i Danmark? Det hele skulle jo være bedre. “Jamen Derek, vi har ikke penge til en stor fest og masser af gaver. Vi elsker dig, og den bedste gave, du kan få, er, at vi beder for dig.” Den dag gik det op for mig, at alt ikke nødvendigvis var bedre i Danmark. Vi var førsteklasses borgere i Ghana, og i Danmark var vi andenklasses medborgere. Jeg begyndte lige pludselig at lægge mærke til forskellene.

Den dag gik det op for mig, at alt ikke nødvendigvis var bedre i Danmark.

Kulturforskelle

Den største forskel var kulturen. Jeg var vant til, at alle sagde hej til alle. Der var en generel varme og glæde hos folk i Ghana. Alle var familie, selvom vi ikke kendte hinanden. I Danmark kunne man ikke bare hilse på en fremmed – især ikke, hvis man er lidt brun i huden, som jeg er. Jeg oplevede, at det blev opfattet som farligt eller rettere uvant, selv når man hilste smilende. Det var meget mærkeligt for mig. Jeg var vant til, at det var uhøfligt ikke at hilse.

Folk i Ghana så på mig som ham fra Danmark, og danskerne så på mig som ham indvandreren.

I 7. klasse oplevede jeg en lærer, der gav op og forlod klassen grædende, fordi der ikke kunne skabes ro efter frokostpausen. Det havde været en wow-oplevelse at høre lærerne blive tiltalt ved deres fornavn, men dette var virkelig et kulturchok. Det var en svær tid for mig at være teenager i et nyt land. Jeg var gammel nok til at have minder fra Ghana, og der var en lang periode, hvor jeg ikke følte, at jeg havde et tilhørsforhold. Folk i Ghana så på mig som ham fra Danmark, og danskerne så på mig som ham indvandreren.

Livet i Danmark

Overordnet har tiden i Danmark været en velsignelse.

Jeg har prøvet lidt af hvert i Danmark. Overordnet har tiden i Danmark været en velsignelse. Da vi flyttede til Taastrup, boede vi i en etværelses lejlighed. Det var en svær tid. Men det var også på den tid, hvor jeg blev en del af CityKirkens ungdomsgruppe, og min danske kultur og mine danske vaner blev dannet. Det var her, jeg fx lærte, at man i Danmark skal vente med at spise, til der bliver sagt: Værsgo! Jeg lærte også, at mens man i Ghana bruger lang tid på at lave og anrette maden flot, men bruger få minutter på at spise den, er det i Danmark omvendt. Man bruger ikke så lang tid til at lave maden, men bruger til gengæld timer ved bordet. Det er vist dér, ordet hygge kommer fra 😊.

At høre til

I Guds rige er mangfoldighed en velsignelse og en gave til jorden. Men i Danmark oplevede jeg, at mangfoldighed var uønsket. Det medfører, at man altid føler sig uønsket eller har en følelse af, at man skal kæmpe for at blive accepteret som udlænding i Danmark. Jeg har kæmpet med min egen kultur og mine forestillinger om, hvordan verden hang sammen, og jeg har kæmpet med mine usikkerheder og mit behov for at blive anerkendt.

Men i Danmark oplevede jeg, at mangfoldighed var uønsket.

Der har igennem mine 23 år i Danmark været opture og nedture. Men jeg er også blevet hjulpet, og derfor vil jeg gerne bruge anledningen til at sige tak til alle dem, der har bidraget til min vej til at blive voksen og finde min plads. Jeg ville nemlig ikke have haft succes hverken med min uddannelse eller mine jobs, hvis det ikke var for de dejlige og skønne mennesker, jeg har mødt igennem min tid i Danmark.

Relateret

• 26. dec. 2023 - Taknemlighed og tålmodighed
• 26. dec. 2023 - Aktive lemmer i Lyngby
• 15. jun. 2023 - Kan man vælge at være dansker?
• 21. apr. 2023 - Vejen til integration, nyt demokrati og børneinstitutioner
• 02. apr. 2023 - Chinmenighederne holder fast i påskens traditioner

Find flere

På sommerstævnet har du måske bemærket det store, hvide telt fra Holbæk. Her hænger 19 forskellige flag. Et fra hver nationalitet, der er tilknyttet kirken.

Annamary Jeromdesella

Der er også en broget gudstjeneste hver søndag. ”Det er især stort til jul og påske”, fortæller Annamary Jeromdesella, der er tamil. ”Så synger vi salmer og lovsange på vores eget sprog. Der er plads til os alle. Jeg er rigtig stolt af at være med i denne kirke.”

Dansk er vores eneste fælles sprog.

Mange af flygtningene kender hinanden fra sprogskolen. ”Dansk er vores eneste fælles sprog”, siger hun, der har tilhørt menigheden siden 2001. Integration er ikke noget, man snakker om. Det er bare noget, man gør – helt automatisk. De tre flygtninge, jeg taler med, er enige. Holbæk Baptistmenighed er noget specielt.

Valgte at blive

Netop en gruppe tamiler har ellers lavet deres egen menighed, der bruger kirken, men Annamary og hendes familie valgte at blive i Holbæk Baptistmenighed. ”Det var børnene, der bestemte det”, fortæller hun. De er nu 35, 38 og 39 år gamle! ”Vi fik en meget venlig modtagelse. Det fungerer så fint på trods af de mange nationaliteter”, fortsætter hun.

Naw Seng Dum Daw

Naw Seng Dum Daw, der er kachin’er fra Burma fortæller det samme: ”Der er ikke nogen, der tænker på nationalitet. Vi er bare mennesker.” Han kom til Danmark i 2008 med sin kone. Nu er han slagter- og butiksuddannet og har købt ’Slagterens Grill’ i Vig på Sjælland.

Der er ikke nogen, der tænker på nationalitet. Vi er bare mennesker.

”Jeg var baptist hjemme i Burma, og jeg kan godt lide baptistkirken. Vi fik en kontaktfamilie fra
starten. Nu er vi en rigtig familie. Det er dejligt. Menigheden har et varmt hjerte”, forklarer han. Han fortæller også, at han fik lektiehjælp i ’Åben Kirke’, dengang han studerede. Alle kachiner, der er baptister, har gudstjeneste på deres eget sprog en gang om måneden. Ellers deltager de i den danske gudstjeneste.

Åben kirke

Netop ’Åben Kirke’ er en enestående kontakt til det omgivende samfund. I en nytårs-cafégudstjeneste i 2011 spurgte den nu afdøde præst, Finn Basnov, deltagerne: ”Hvad skal du gøre for menigheden og for Gud i den tid, der kommer?”

Det tændte noget hos Inge-Lise Bornhardt, der netop var gået på efterløn. Hun inviterede Maja Andersen fra menigheden med hjem til frokost, og dér blev de enige om at starte ’Åben Kirke’. Den har så været der lige siden hver tirsdag, bortset fra de to gange, juleaften er faldet på en tirsdag – og bortset fra Corona-nedlukningen.

Her kan man få lektiehjælp eller bare snakke. Dengang lå sprogskolen i nærheden, og allerede første tirsdag kom to piger, én fra Eritrea og én fra Iran, og bad om hjælp. Nogle gange har der været op til 60 deltagere, nu kommer der 10-25.

De bliver behandlet som skidt her i Danmark. Jeg føler mig så magtesløs.

Inge-Lise Bornhardt

”Integrationen går så godt, at stort set alle kan forsørge sig selv nu. Så forsvinder de fra ’Åben Kirke’. Men der er nogle enkelte medlemmer af menigheden, der kommer. Det er dem, der er kommet senest til Danmark”, fortæller Inge-Lise. Hun bliver så oprørt, når hun hører dem fortælle deres historier: ”De har alle sammen en frygtelig historie. Og de bliver behandlet som skidt her i Danmark. Jeg føler mig så magtesløs, når jeg ikke kan hjælpe mennesker, jeg er kommet tæt på.”

Venligboerne

Hun er en af dynamoerne i ’Åben Kirke’ og i 2015 fik de god kontakt til Venligboerne. Den tidligere lærer Eva Lund-Madsen (75) kom for at hjælpe med lektierne. Hun er ikke kirke-aktiv og tænkte faktisk, om det kunne være en hæmsko, at lektiehjælpen var i en kirke. Flygtningene er jo både muslimer og alt muligt andet end kristne.

”Men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var et problem”, fortæller hun. ”Kælderen under kirken er et meget menneskekærligt rum. Det er, som om det hænger på væggene. Her spiller det ikke ind, hvilken religion, du har. Vi griner en del og har et dejligt fællesskab. Det er hyggeligt. Hvis jeg kommer, og der ikke er brug for hjælp, drikker jeg måske en kop kaffe, og så smutter jeg hjem igen.”

Spisning onsdag aften

Annamary er også meget glad for spisningen i kirken onsdag aften: ”Jeg laver mad en gang imellem. Her er god tid til at snakke sammen. Bedre tid end til kirkekaffen om søndagen. Her finder de unge også sammen.”

Den første lørdag i måneden har der også været ’Åben kirke’ for familier. Den har været lukket pga. Corona, men starter formentlig op igen i februar. ”Vi leger med børnene, mest sanglege. Børnene kender dem fra institutionerne, men forældrene kender dem jo ikke. Og så lærer forældrene hinanden at kende”, siger Inge-Lise og fortæller om sommerudflugten til Odsherred Zoo: ”Ét år var vi over 30 afsted, alle udlændinge.”

Formand for en del

Jean-Pierre Makumbu

Både Annamary Jeromdesella og Jean-Pierre Makumbu sidder eller har siddet i menighedsrådet. Jean-Pierre var den første sorte mand i menigheden. Han fandt derhen ved et tilfælde, da han lige var flyttet til Holbæk, og blev varmt modtaget. Finn og Anne-Marie Basnov inviterede ham på frokost, og da han blev kørt hjem, vidste han, at her skulle han være. ”Til jeg dør”, tilføjer han.

Selvom han og hustruen nu har 35 km til kirken, er han særdeles aktiv. Han har arbejdet i menighedsrådet i 15 år, er formand for både projektudvalget og omsorgsudvalget. Foruden hans hjertebarn, Foreningen Bondeko, som hjælper forældreløse børn i hans hjemland Congo. ”Her er stor kærlighed og omsorg. Det er mit hus, mit hjem”, siger Jean-Pierre.

Læs mere om Bondeko i artiklen ‘Jeg fik et chok‘.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

Hovedtaleren fredag, Søren Østergaard fra CUR, stod stadig på Københavns Hovedbanegård kort før lederkonferencen skulle starte i Fredericia. DSB var lammet, og det var for sent at finde alternative transportformer. Men den lidt akavede start på BaptistKirkens lederkonference var snart glemt. Med 89 deltagere og kun to afbud pga Corona, blev det en stor succes, stemningsmættet og alle drog hjem med nye tanker om fremtidens kirke.

Formand for Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund Nicolas Fromsejer siger: ”Jeg forlod dette års konference med en tro på fremtiden – en tro på, at vi i fællesskab kan være med til at forme vores kirker rundt om i landet. Tak for et godt døgn og et godt program.”

To ting gjorde størst indtryk. Fredag aften bad vi for de mange burmesere, der var til stede, men også for de endnu flere, der lider i Burma/Myanmar. Der fortælles om nedbrændte byer, nedslagtning af dyr og mennesker, tusindvis af flygtninge i junglen og i Indien, hvor de heldigvis bliver taget imod i den kristne enklave Mizoram. Det var rørende at mærke taknemmeligheden fra burmeserne ved at være en del af et forbedende fællesskab her i Danmark.

I Guds hus er der mange boliger

Charlotte og Maria Thaarup, mor og datter, begge præster i Metodistkirken, holdt et meget rost oplæg om ”I Guds hus er der mange boliger”.

Det andet var lørdagens hovedindlæg af præsterne Maria og Charlotte Thaarup, datter og mor, fra Metodistkirken. De var velforberedte og havde nogle vigtige pointer ud fra overskriften ”I Gud hus er der mange boliger”. De betegnede vores kirker som et hjem med tre rum, entreen, stuen og køkkenet.

Entreen betegner indgangen til kirken og fællesskabet. Hvor velkommende er vi? Stuen er fællesrummet, gudstjenesten og her man bliver integreret, hvis man vil. Og køkkenet er stedet for de dybe og nære samtaler og indføring i tro og liv med Jesus. Ingen kunne tage fra denne del af konferencen uden at tænke på, hvordan vores egen kirke har det i de tre ”rum”.

Positiv stemning

Vibeke Dalsgaard, næstformand i BaptistKirken siger:
”Jeg oplevede en stor glæde allerede fra starten af konferencen. Lasse Åbom gav et lille indblik i præstekonventet, som var afholdt døgnet inden konferencen. Det havde været meget givende og positivt var udmeldingen, og jeg kunne reelt mærke på hele stemningen, at det havde været rigtig godt. Det smittede i den grad af på konferencen, hvor hele atmosfæren var præget af både samhørighed og kærlighed. Foredraget ”I min fars hus er der mange boliger” med Charlotte og Maria Thaarup og den senere workshop om Equmeniakyrkan havde utrolig mange gode pointer, som virkelig satte fingeren på vigtige punkter om rummelighed og mangfoldighed i kirken. Jeg tog beriget hjem med et stort håb for BaptistKirkens fremtid.”

Jeg tog beriget hjem med et stort håb for BaptistKirkens fremtid.

Udfordringer i mangfoldighed

Formand Per Beck supplerer:
Det var en hyggelig og givende lederkonference. Den gav mulighed for gode kontakter, en hyggelig middag og vægtige indlæg.

På konferencen skulle der vælges to seminarer, men dermed også vælges fire seminarer fra. Jeg valgte at høre om Equmeniakyrkan i Sverige og om migrantmenigheder (chinmenigheder) i BaptistKirken. Her er et par korte sætninger:

Vi har som danske baptister muligheder og udfordringer i mangfoldighed, herunder etniske forskelligheder. Vi skal lære af hinanden, og støtte og hjælpe hinanden i at finde vores plads i et samfund, hvor kontrol synes at være i højsædet, og hvor kirken ikke mødes med den største politiske interesse.

Fremtidens kirke vil i et eller andet omfang blive økumenisk.

Fremtidens kirke vil i et eller andet omfang blive økumenisk. Ved vi selv, hvad vi tror, kan vi bidrage til større fællesforståelse, og jeg tror, at det økumeniske samarbejde i høj grad bliver styrket gennem handlingsfælleskab.

Rammerne var fine på Trinity, og med 89 deltagere må vi sige, at det lidt højere prisniveau end vi har været vant til, ikke har været alt for afskrækkende.”

Nicolas Fromsejer

Tak at vi unge må være med

Nicolas Fromsejer havde glædet sig til at deltage i denne weekend. ”Som ung og som kristen er det vigtigt for mig, men især også BBU, at vi kan få lov til at være med til at forme og måske også udfordre den måde, hvorpå vi tænker, at fremtidens kirke ser ud. Det er nemlig i sammenspillet på tværs af generationer, at der kan ske gode tanker og ideer, som ikke kun sikrer nutiden, men også fremtiden. Jeg tror, det er vigtigt, at vi får lov til at være med til at forme fremtidens kirke, for hvis BaptistKirken skal have en fremtid, kræver det også de unges ideer og tanker.”

Vi er brødre og søstre

Dawt Hlei Kai

Dawt Hlei Kai, præst i Lai Baptist Church i Ringe, siger:
”Jeg er rigtig glad for at kunne deltage i sådan en konference. Alle workshops var motiverende. Jeg fik lyst til, at vi snakker sammen og beder for hinanden hver anden måned. Og i samarbejde med ungdomsledere planlægge og arbejde med, hvordan unge fra både vores egen kirke og andre forskellige nationaliteter kan komme til at interessere sig for Gud og kirken.
Jeg vil først og fremmest sige tak, fordi jeg kunne mærke jeres varme hjerter og det rørte mig helt, da I bad for os og for Myanmar. Vi er ikke bare kristne og ikke bare baptister; vi er “ brødre og søstre”. Det følte jeg helt ind i mit hjerte. Gud velsigne jer.

Læs også ‘Meget at arbejde med‘.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere

”Det er min første lederkonference. Jeg sidder i menighedsrådet, hvor vi alle blev enige om at deltage i konferencen, så vi kunne få en fælles reference og inspiration om konferencens emne ”Fremtidens kirke rækker ud!” fortæller Jesper Riis fra Korskirken i Herlev.

Jesper Riis

”Umiddelbart var min refleksion, at det er mærkeligt, vi altid skal trække kræfter udefra og ikke fra egne rækker. Men med åbent sind tog jeg afsted.

Jeg må krybe til korset og indrømme, at indlæggene under konferencen var meget inspirerende og der er meget stof, vi skal arbejde med for at sikre vores fremtidige kirke.

Spørgsmål som blev rejst blandt mange var: Hvordan kan vi lykkes med, at børn, teenagere og unge er en naturlig del af kirkens nutid – så de også er en del af kirkens fremtid? Hvordan bliver vores kirke en generationskirke og ikke kun for de perfekte?

På en måde er det både godt og trist, at uanset hvilken kirke vi kommer fra, kæmper vi alle med de samme udfordringer. Vi skal lære at inspirere hinanden for at sikre, at fremtidens kirke kan række ud til alle.

Så mine fordomme blev heldigvis ikke indfriet; Jeg er fuld af inspiration til, hvad vi kan og skal gøre.”

Mads Peter Villadsen

Kristendomslejre

Mads Peter Villadsen fra Brande Baptistmenighed siger:

”Konferencen var en stærk oplevelse med stor inspiration og god mulighed for samtale. En helt konkret udfordring i mange menigheder er, at der i alderen til kristendomsklassen kun er 1-2 årligt, og mange bor spredt. BBU og BaptistKirken bør sammen lave kristendomslejre for denne målgruppe.

Også Mads Peter fremhæver oplægget af Charlotte og Maria Thaarup om ”I Guds hus er der mange boliger”.

”Hvordan skal vores kirke så indrettes, så den kan være et hjem og samlingssted for alle?  Det var en øjenåbner med mange konkrete ideer, som vi fra Brande ser frem til at dele og drøfte med menigheden i den kommende tid.”

Johanne Kofoed Lundegaard

Sårbarhed og skrøbelighed

Johanne Kofoed Lundegaard fra Købnerkirken har følgende kommentar:

”Jeg synes, det var dejligt at opleve det store fællesskab og have mulighed for at snakke med mennesker fra mange forskellige menigheder. For mig var det bedste samværet og fællesskabet. Og så vil jeg fremhæve workshoppen ”Fremtidens kirke er kirke i sårbarhed og skrøbelighed”, som jeg synes var rigtig spændende og et vigtigt emne.”

Menighedsplantning

Og her er et indtryk fra workshoppen om menighedsplantning, som blev ledt af Lars Midtgaard fra Bethelkirken og Anders Hyldgård fra Pandrup:

Først et par begrundelser for, hvorfor man skal plante nye menigheder:

Et ønske om at blive kirke for de uperfekte, og at det er en del af vores kristne forpligtelse at plante nye menigheder.

DNA for en menighedsplantning bør være en frelsesforståelse, hvor Jesus er Vejen, Sandheden og Livet.

Det vil have stor betydning, hvis planterne er medvandrere, der er lyttende og støttende.

Der kan være mange grunde til at nye medlemmer ikke bare træder ind i bestående kirker. Vi skal alle prøve at forstå, at Gud har brug for alle mennesker, men at vi ofte udtrykker vores gudstro på meget forskellig måde. Mennesker kan derfor have behov for at dele tro med andre, der har samme udtryksform som dem selv. Derfor giver menighedsplantning god mening.

Vi kan glæde os over, at der er en arbejdsgruppe i Baptistkirken, der arbejder hårdt med dette emne.

Læs også ‘Hvorfor døber vi ingen?‘

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere

Årets møde i Nordic Faith & Order skulle have fundet sted i Helsinki. Ikke overraskende måtte mødes dog afholdes digitalt igen i år. På dagsordenen var de udfordringer, som den globale kirkelige mangfoldighed skaber for det økumeniske, tværkirkelige samarbejde.

Jeg må nok indrømme, at jeg kom en time for sent til det digitale møde. Finland er åbenbart en time foran os i Danmark, og så kan det jo være svært at holde styr på tidsforskellene, når man mødes online.

Faith & Order er en arbejdsgruppe under Kirkernes Verdensråd. Her er Baptistkirken i Danmark repræsenteret på lige fod med folkekirken, som er med gennem Danske Kirkers Råd. Siden 1910 har Faith & Order været forum for diskussioner om ”lære og kirkeforfatning” på tværs af kirkesamfundene. Endnu engang havde jeg fornøjelsen af at repræsentere BaptistKirken i det internationale fællesskab, der også tegnes af deltagere fra de nordiske folkekirker, metodister, baptister, ortodokse, katolikker og kvækere m.fl.

Vi tænker forskelligt

Omdrejningspunktet for årets møde var den mangfoldighed, der kendetegner kirken globalt. Et af oplæggene handlede således om, hvordan vi med vores europæiske oplysningstradition forholder os til kirkerne i Afrika. Her forklarede oplægsholderen, Mika Vähäkangas, at vi har det med at gå forbi hinanden, når vi kommer med en tankegang præget af dualisme og skarpe skel mellem det åndelige og materielle, det sekulære og det religiøse. En sådan dualisme er fraværende i mange afrikanske og asiatiske kulturer. Hvis vi ikke er opmærksomme på forskelle i tankegange, kan det være svært at tale sammen på tværs af kirker og kulturer.

Hvis vi ikke er opmærksomme på forskelle i tankegange, kan det være svært at tale sammen på tværs af kirker og kulturer.

Den fælles trosbekendelse

Odair Pedroso Mateus tog hul på samtalen om den kommende fejring af 1700-års jubilæet for den nikænske trosbekendelse. Den nikænske trosbekendelse, som blev formuleret i Nikæa i år 325, er den mest udbredte trosbekendelse blandt verdens kirker. Som sådan danner den rammen for det økumeniske samarbejde. Det giver en fælles referenceramme og trosforståelse trods forskelle, men det er ikke uden problemer at gøre brug af en så gammel tekst.

Mangfoldig som treenigheden

Med datidens sprog slår trosbekendelsen det fast, at Gud Fader og Gud Søn er af samme væsen, og etablerer på den måde treenighedslæren som kirkens teologiske fundament. Og her blev spørgsmålet om tankegang så relevant igen: Hvordan forstår vi en gammel trosbekendelse i dag, hvor vi måske ikke har det samme sprog og de samme filosofiske og teologiske kategorier, som blev brugt, da man først formulerede kirkens teologiske grundsætninger? Her var der enighed om, at en væsentlig pointe i treenighedslæren jo er, at Gud i sig selv er mangfoldighed i enhed, og at vi som økumenisk fællesskab derfor også bør kunne rumme forskelle, uden at det går ud over enheden mellem kirkerne.

Hvordan det kan kommunikeres og udmøntes i praksis, er en anden sag, men heldigvis er der nogle år endnu til at finde ud af, hvordan vi skal fejre det kommende jubilæum. Måske det også var en anledning for BaptistKirken til at diskutere, hvad det vil sige at være del af den verdensomspændende kirke, som bekender troen på den treenige Gud som Fader, Søn og Helligånd.

Relateret

• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 18. sep. 2025 - Spændvidden er en gave
• 16. jun. 2025 - Fra økumenisk bibelcamp til folkemøde
• 25. mar. 2025 - Awake Worship Night: Lørdag aften kom Helligånden til Herning

Find flere

Det tredje af fire regionale møder i BaptistKirken blev afholdt torsdag den 5. marts i Ringe på Fyn med en migrantmenighed, Lai Baptist Church (LBC), som vært – i deres nye kirke. Fællesspisningen bar præg af det; ris, nudler, oksekød og grøntsager, og lidt over 40 deltog – halvdelen var fra værtsmenigheden.

Derudover deltog Brande, Give, Oure, Matu’erne fra Svendborg, Chin Baptist Church fra Ringe og Odense baptistmenighed.

For første gang deltog to repræsentanter; John og Peter, fra Myanmar Christian Fellowship, et nationalt fællesskab, som søger optagelse i BaptistKirken til sommer.

To sproggrupper

Som ved de andre regionale møder var hovedpunkterne dels Fælleserklæringen og hvordan den føres ud i livet ude i menighederne, og dels sammenhængskraften i BaptistKirken – hvad skal der til, for at fællesskabet bliver stærkere? Oplæggene er der skrevet om i artiklerne ‘Hvad binder os sammen som baptister?‘ og ‘Ideerne skal være helt nede på jorden‘. Odense kan bryste sig af at være den menighed, der er kommet med flest input til idékataloget, som skal gøre Fælleserklæringen levende. Se kataloget her.

Det, der var nyt i Ringe, var netop deltagelse af mange burmesere og derfor blev samtalen delt op i sproggrupper. Fælles for mange af de ideer, der kom på bordet, var fællesspisning – enten udelukkende af social karakter eller efterfulgt af en aktivitet.

Børn og unge

Der var fokus på afsnittet i Fælleserklæringen om børn og unge. Erland Grarup fra Brande fortalte om deres café-gudstjenester, hvor der er tid til at samtale rundt om bordene og samtalen fortsætter under den efterfølgende frokost. Dem form er særligt unge familier glade for.

Henrik Krak Søndergaard, præst i Odense, indrømmede, at de ikke er gode til at tale med de unge om troen. ”De unge har i en undersøgelse selv oplyst, at de gerne vil have nogle små puf fra de ældre”.
Ngun fra LBC fortalte, at de har to fredagsgudstjenester om måneden. Det er godt, hvis man er forhindret om søndagen. Alle har en opgave i kirken – også de helt unge, f.eks. med at byde velkommen i døren.

Der blev også nævnt fælles børnelejre, og regionale fællesskaber omkring gudstjeneste og fælles menighedsrådsmøder.

Cung fra LBC i Ringe fortæller, at de ikke har så mange aktiviteter, som rækker ud fra kirken. Men de har grillaftener om sommeren, hvor de unge inviterer efterskolevenner med.

Sammenhængskraft

Formand Per Beck spurgte, om BaptistKirken kan organisere sig på en måde, der styrker sammenhængskraften.

En deltager fra Give erklærede, at ”nedlæggelsen af missionskomitéen har været med til at aflive sammenhængskraften. Vi lærte folk fra andre menigheder at kende i missionskomitéen.”

Per spurgte igen: ”Hvorfor kan Landskonference 2, (LK2 – en lørdag i november) ikke løse det samme behov?”

Hertil svarede Karin Hansen fra Oure, at det måske skyldtes, at man er sammen så kort tid (typisk seks timer) på LK2. Missionskomitéens møder var med overnatning på en af efterskolerne.
Torsten Wendel-Hansen fra Odense beklagede bl.a. det manglende sammenhold mellem baptistkirkernes præster. Sammenholdet mellem præsterne er en del af sammenhængskraften.
Han konkluderede også: ”Vi er gode til international mission, men vi skal blive bedre til mission i Danmark.”

Migrantmenighederne talte med én stemme, da de erklærede, at hvis der skal være bedre sammenhængskraft i BaptistKirken, skal de unge gå forrest.

Læs også om det sidste regionale møde i artiklen “I kan nå familier gennem spejderne“.

Relateret

• 17. nov. 2025 - Tag med i maskinrummet: Bibelselskabets nye podcast gør oversættelse nærværende – og underholdende
• 24. aug. 2025 - Hånd, hjerte og hoved
• 20. mar. 2025 - Om Gud vil
• 26. dec. 2023 - Aktive lemmer i Lyngby
• 18. sep. 2023 - Sommerlejr for børn og unge i Chin Bethel Church, Skjern

Find flere

Da mine børn var små, var det en lille trædims, hvor der skulle puttes brikker af forskellige former i en kasse. Stor jubel, når alle brikkerne var puttet ind, og barnet kunne tage dem ud og starte forfra. For mine børnebørn blev det lidt mere avanceret. Et lille lokomotiv, og når alle brikker var på plads, spillede toget en melodi. Men samme koncept – al ting på rette plads, og alt skal passe sammen.

Sådan kan vi også tænke om livet. Vi vil, hvis vi skal være ærlige, også gerne have, at vores børn og børnebørn passer i puttekassen til det, som vi synes, er det gode liv. Hvad sker der, hvis de er en brik, der ikke er et hul til? Hvordan agerer vi, hvis de er anderledes end os, og måske ender med værdier, som vi enten ikke kan forstå eller måske tager afstand fra?

Hvordan er det for os som kristne, hvis de ender som agnostikere eller i en anden religion? Hvordan reagerer vi som forældre, hvis vores politiske holdninger afviger væsentligt fra vores børns? Og hvis vores børn er homoseksuelle? Kan vi så modtage deres kærester med glæde?

Vi véd det reelt kun, når vi har prøvet det.

En mangfoldighed af modeller

Jeg tror ikke, det er noget, vi kan forberede os på. Men jeg tror alligevel, vi kan vælge som voksne modne mennesker at lade puttekassen være et børnelegetøj og acceptere, at mennesket ikke er skabt i en bestemt støbeske. Gud skabte os med mange former, og kan vi se hans storhed i mangfoldigheden, så kan vi også glædes over alle de arter og afarter, som mennesker findes i.

Når vi hjælper hinanden til at anskue Guds skabelse af mangfoldighed som en gave til os og ikke som noget, der er besværligt, eller noget, som vi skal tage afstand fra, så er det min erfaring, at vi får utallige gaver tilbage.

Det betyder ikke, at alting er lige godt. Det betyder blot, at vi alle er skabt af Gud – og dermed er vi også alle omfattet af hans kærlighed.

Relateret

• 02. apr. 2023 - Chinmenighederne holder fast i påskens traditioner
• 18. mar. 2023 - Rwandas kvinder rejser sig
• 11. feb. 2023 - Min tid i Danmark
• 11. feb. 2022 - 19 forskellige nationaliteter
• 09. feb. 2022 - Inspireret til fremtidens kirke

Find flere