Lyt til artiklen her:
Åbn lyd i nyt vindueIran er et overvejende shiamuslimsk land, hvor præstestyret overvåger al religiøs aktivitet. Landets kurdere er overvejende sunnimuslimer. I skolen – fra folkeskole til højere læreanstalter – skal alle iranske elever studere bøgerne ’Religiøs lære’ og koranen.
Peter var et videbegærligt barn med mange spørgsmål. Hvis han stillede sin lærer i folkeskolen spørgsmål om Gud og Muhammed, fik han bank – nogle gange så blodet flød. Som 14-årig betragtede Peter sig selv som ateist. Siden begyndte han at interesse sig for kristendommen.
Livsfarligt at konvertere
I Iran kan man være kristen, hvis man tilhører en kristen slægt. De kristne slægter og kirker er få, og de bliver overvåget af myndighederne, da det er strengt forbudt af konvertere fra islam til kristendom.
Det er strengt forbudt af konvertere fra islam til kristendom.
Peter forklarer, at omkring 50% af befolkningen i Iran ikke er troende muslimer. Folk skal ikke skilte med afvigende tro og holdninger, men der er en forholdsvis stor rummelighed og tolerance folk imellem. Peter betragter sine forældre og svigerforældre som ’kultur-muslimer’ eller ’traditions-muslimer’.
Efter sin universitetstid var Peter soldat i 21 måneder. Iranske soldater er efter muslimsk praksis forpligtede til at bede fem gange om dagen i moskeen. Det ville Peter ikke, så han fandt på undskyldninger ved fx at tilbyde at tage vagten for andre for at undgå at deltage i bønnen til en gud (Allah), som han ikke troede på.
Et forvandlet hjerte
Hjembyen var omgivet af høje bjerge, og Peter var ivrig bjergbestiger og medlem af en bjergbestigerklub. En ven herfra – vi kan kalde ham ’Jamal’ – kom fra en kristen familie. Hemmelige samtaler med ’Jamal’ gennem tre år i Irans bjerge førte Peter til tro på Jesus. ’Jamal’ var det første menneske, Peter mødte, som var i stand til omsorgsfuldt at svare på hans spørgsmål om tro. Først efter ca. to år fik Peter Johannesevangeliet af sin ven. Gennem bibellæsning mødte Peter Jesus’ nåde og fred. Det forvandlede hans hjerte.
At Jesus er menneskers frelser og forsoner, var nyt for Peter.
Jesus er ikke fremmed for muslimer, men betragtes om en stor profet. Men at Jesus er menneskers frelser og forsoner, var nyt for Peter. Han begyndte at komme i en skjult husmenighed, hvor han sagde ’ja’ til at følge Jesus. ”Aldrig før har jeg oplevet så meget ro i hjertet, som da jeg lukkede Jesus ind”, fortæller Peter.
At følge sit hjerte koster
Peter mødte sin kommende kone i sin skoletid. I Iran går piger og drenge på hver sin skole, men Peters mor var lærer for pigen, som senere valgte at blive gift med Peter. Det skete i 2005.
Syv år efter bliver Peter en kristen. En nabo opdager kristen litteratur i deres hjem og melder Peter til politiet. Og så må han flygte med det samme. Peter vandrede mere end 6.000 km fra sit hjem til Europa gennem bl.a. Tyrkiet, Grækenland og Bulgarien med mange strabadser undervejs. Skjult i en tank, nåede han til sidst Danmark, hvor han søgte asyl.
Peters kone måtte dække over hans omvendelse.
Peters kone måtte dække over hans omvendelse, fordi traditionen krævede, at hun skulle lade sig skille, da hendes mand var flygtet fra Iran. Med den lille datter på armen blev hun truet og fik sat stolen for døren, da hun nægtede at blive skilt fra sin mand. Endelig lykkedes det Peter ved Guds hjælp at få familiesammenføring for kone og barn i 2019.
Døbt i Vrå
På asylcenter og sprogskole i Danmark blev Peter chikaneret og truet, fordi han var en kristen. Han boede i Vrå i ni måneder og fandt ly i baptistkirken, hvor han endelig fik sit store ønske opfyldt. Han blev døbt den 10. september 2017 og tog navnet Peter.
Mødet med Kristus kostede ham næsten alt. Men familien er samlet og trives i dyb taknemmelighed til Gud, der er en god far, som hører bøn og baner vej.
Giv din mening til kende