Parat til sidste etape

Lars Midtgaard er 58 år og præst i Bethelkirken i Aalborg. Han valgte at bruge tre ugers orlov i august på at gå en pilgrimsvandring i Italien. Tidligere tiders baptister ville have ’korset sig’, undskyld udtrykket – for det er da ret ’katolsk’ at gå pilgrimsvandring. Men ikke længere. Det gør tusindvis af mennesker.

At slutte godt

Lars fortæller, at han har knap 10 år til pensionen.

”Vi taler ofte om, at det er vigtigt at starte godt. Men jeg har længe følt, at det er enormt vigtigt at slutte godt. Min store drøm er at stå på min første pensionsdag og tænke, at de sidste ti år var bedre end de første år.”

Netop pilgrimsvandringen skulle bruges til at finde mere liv, mere kraft og mere begejstring end i de første ti års tjeneste.

”Jeg har haft brug for et fundament, et startskud. At reflektere specielt over min relation til Gud. Og jeg har virkelig haft store oplevelser undervejs, en erfaring af, at Gud har større omsorg for mig, end jeg kan fatte.”

Den skræmmende ensomhed

Lars gik 420 km ”plus det løse”, fra Lucca til Rom. Det er den sidste del af den godt 2000 km lange pilgrimsrute, der går fra Canterbury i England over Frankrig og Schweiz til Italien. Denne strækning har mere end 1000 års historie.

Det er faktisk Lars’ hustru, Mona, som har inspireret ham til at gå. Det var imidlertid klart for ham, at denne tur skulle han gå alene, og det fik han lov til af Mona. ”Jeg har aldrig været så længe fra Mona i vores 32 års ægteskab”, fortæller han.

Undervejs følte han sig da også ind imellem ensom, selvom det præcis var, hvad han havde søgt.

”Jeg er glad for, at jeg gjorde det og tog den udfordring. Det, vi dybest set længes efter, er ikke altid det, der føles bedst i nuet. Hvis jeg kun søger det, jeg kan håndtere, går jeg glip af noget. Noget, Gud vil give mig.”

Han fortæller om store naturoplevelser undervejs. Også skræmmende. Som da han stod to meter fra et vildsvin og havde øjenkontakt. ”Gud beskyttede mig”, siger Lars.

Og da han gik vild og ikke vidste, hvor han var. Det var en varm dag – flere dage var der 40 grader – og denne vildvej førte ham syv-otte km igennem en svalende, smuk skov. Træernes kroner skyggede, hvor han ude på ruten ville have gået under den brændende sol. Gud sagde til mig: ”Det her var ikke den vej, du skulle gå i dag, men jeg ville lige vise dig det her, jeg også har skabt.”

Et publikum på én

Lars fortæller, at en af de ting, han kæmpede med undervejs, var hans livslange udfordring med sin egen personlighed.

”På forskellige måder har Gud talt meget til mig om min værdi. Hvor værdifuld jeg er for ham som hans barn. Det kan jeg finde i hvert andet kapitel i Bibelen, men undervejs havde jeg rigtig mange oplevelser af, at min værdi først og fremmest er i ham og ikke i, hvad mennesker mener om mig og vurderer min måde at være præst på.

Det er nok noget at det stærkeste, Gud har givet mig på denne tur. Jeg tror, jeg har fået et forstærket fundament i den tid, jeg har tilbage som præst. At dels handler det ikke om mig og hvad andre mener om mig, og dels at jeg forvalter de gaver, jeg har fået. Jeg har kun et publikum på én. Og det er min himmelske far. Det står stærkt tilbage.

Så slap af og kravl ned fra den der piedestal. Det handler om Jesus og vores himmelske far.”

Lars indrømmer, at han i sin travle hverdag ikke altid tager tid til sin egen andagt.

”Jeg havde en forventning om, at når jeg gik, ville jeg opleve Gud, hans tanker og visioner for mig. Og det er blevet opfyldt.”

Så han er nu klar til sidste etape før pensionen.