Opbrud til sundt menighedsliv førte til martyriet …

Lyt til artiklen:

Bent Hylleberg

cand.theol., tidligere præst, leder af BaptistKirkens præsteuddannelse og formand for BaptistKirken.

Vi skal tilbage til reformationstidens Mellemeuropa. I januar 2025 er det 500 år siden, de første baptister prøvede at danne menigheder efter Det Nye Testamentes forlæg. Det skete i en 1000-år gammel ’kristendomskultur’, som de ville vride sig ud af. Midt i dén kultur ville de skabe ’sunde’ menigheder. Bruddet med datidens kulturkirke skete i Zürich den 21. januar 1525.

Datidens samfund – og kirke

Forholdet mellem kristne menigheder og den kultur, de opstår i, har altid været til diskussion. Hvor meget kan vi som kristne ligne det samfund, vi lever i, uden at miste vores nye identitet? Kristne bør vel primært tage farve af det budskab, som Jesus forkyndte for at ændre de gamle livsmønstre? Det mente de første døbere i 1500-tallets Europa at kunne læse i Det Nye Testamente.

Hvor meget kan vi som kristne ligne det samfund, vi lever i, uden at miste vores nye identitet?

Den nævnte ’kristendomskultur’, der omgav dem, havde sammenblandet kirke og kultur – eller kirke og magt – på en sådan måde, at kirken blev borte i kulturen. I forordet til døbernes første bekendelse fra 1527 lyder det derfor: ”Vi skal være adskilt fra verden i alt, hvad vi gør og ikke gør.”^[i] At markere og fastholde ’skellet’ mellem kirken og den omliggende kultur var dengang det helt afgørende for døberne.

Sammenblandingen var i samtiden så gennemført, at døberne blev dømt for to forbrydelser. De blev idømt dødsstraf som kættere, der gik imod den officielle troslære. Samtidig fastholdt de, at Jesus-disciple ikke kan og må bære våben og aflægge ed til øvrigheden. Deres ed havde de én gang for alle aflagt til Jesus i deres dåb! De blev derfor også dømt som oprørere. Begge domme førte dem til martyriet. De, der slap med livet i behold, blev fredløse flygtninge i det datidige Europa.

En alternativ vej

Ulrich Zwingli (1484-1531) med Bibel og sværd – parat til kamp. Statuen står i dag i Zürich.

Døberne mente, at det var barnedåben, der siden 300-tallet havde nedbrudt ’skellet’ mellem kirken og kulturen. Derfor kaldte de barnedåben for ”pavedømmets første og højeste vederstyggelighed”. Fra begyndelsen af 1520’erne havde Zwingli samlet unge studerende, som hos ham læste græske klassikere, Det Nye Testamente, den latinske Bibel og kirkefædrene.

De studerende blev mere radikale end både Zwingli og Luther. Snart indså de, at kirken oprindeligt bestod af troende, der var blevet døbt på deres egen personlige bekendelse. Derfor skred de til de epokeskabende dåbshandlinger, der fandt sted i Limmat, floden der løber gennem Zürich. Her blev der døbt ca. 800, hvoraf kun få levede efter forfølgelsen i 1528.

’Sundt’ menighedsliv?

Den vision, der driver os som døbere i dag, bør fastholde, at kirken er en del af kulturen omkring os og samtidig forskellig fra den. Hvordan finder vi den balance? En væsentlig inspiration hertil fra reformationens døbere kan udtrykkes sådan: ”Kirken behøver ikke at definere sig negativt til den omgivende kultur, men den skal holde fast ved sin særlige identitet som Gudsfolket sendt til verden. Udgangspunktet er, at der ikke længere eksisterer et fuldt ud sammenfald mellem kirke og folk. Kirken må både udleve sin identitet som et særligt folk, der er adskilt fra verden, og sin mission som sendt til verden.”^[ii]

Kirken er en del af kulturen omkring os og samtidig forskellig fra den. Hvordan finder vi den balance?

Som ’Guds folk’ er vi sendt af Jesus med evangeliet om, at han er Herre – og vi bliver sendt til de ’nationale folk’, som vi lever i. Den forståelse er efter 500 år blevet en fælles indsigt for (de fleste) kristne i Danmark, uanset dåbspraksis. Martyrerne er blevet stuerene. Men hvad med os? Fastholder vi den identitet og mission, når vi bliver sendt til vores verdsliggjorte kultur?

Læs også ‘Én krop’.

^[i] Schleitheimbekendelsen kan læses her: https://baptistkirken.dk/wp-content/uploads/pdf/anabaptist.pdf

^[ii] Bent Bjerring-Nielsen: Visning af: Anabaptismens kirke- og kultursyn og dets aktuelle teologiske relevans