Nye medarbejdere med kendskab til Burundi og Rwanda

Hvem er I?

Rasmus: Vi er en samfundsengageret baptistfamilie med rødder i Tølløse. Vi har begge gennem mange år været involveret i ’udviklingsarbejde’ både herhjemme og internationalt i forskellige organisationer som Dansk Ungdoms Fællesråd, Ungdommens Røde Kors, Kirkernes Verdensråd, Burundikomiteen og ikke mindst baptistspejderne, hvor vi har fået lov at boltre os gennem mere end 25 år med mange fantastiske oplevelser og opgaver. Line er sociolog og har været myndighedschef i Høje Tåstrup Kommune. Jeg er uddannet i statskundskab og har senest været sekretariatschef for privathospitalernes brancheorganisation.

Vi håber, at vores måde at løfte opgaven på vil blive en velsignelse.

Hvorfor har I valgt at forlade trygge rammer og gode jobs og flytte til Burundi?

Line: Vi har altid haft lyst til at give både os selv og vores børn muligheden for at bo under fremmede himmelstrøg og få andre perspektiver på tilværelsen end de danske, men det har ikke rigtig passet i forhold til job og børn. Men da BaptistKirken opslog to stillinger, som vi kunne se os selv i sammen, var det ikke svært at tage en beslutning om, at det skulle være nu, hvis vi kunne bruges til opgaven. Og det kunne vi heldigvis.

Rasmus: Vi er begge vokset op i kirke- og spejderregi med historier og billeder fra Rwanda og Burundi, og jeg fik lov at være volontør for BaptistKirken helt tilbage i 1994. Derfor har de to lande en særlig plads i vores hjerter. Så selv om Burundi ikke er det letteste og mest bekvemme land at flytte til med tre børn, så har vi en historie med Burundi, og vi håber og tror, at vi også kan være med til at sætte vores lille, positive præg på en fælles fremtid.

Hvor skal I bo?

Rasmus: Vi har fundet et dejligt hus i hovedstaden Bujumbura, som både ligger tæt på den skole, vores børn skal gå i, og tæt på Baptistkirkens (UEBB) og Dutabaranes kontorer. Og så er der heldigvis også plads til at spille lidt fodbold i haven!

Hvilket kendskab har I til Burundi?

Rasmus: Jeg var i Rwanda og Burundi i 1994 og har fulgt vores søsterkirker og den politiske udvikling tæt siden. Vi har enkelte personlige relationer til folk i begge lande, som vi glæder os til at komme endnu tættere på.

Line: Jeg var i Rwanda i 2000 på en spejdertur og i Burundi første gang i efteråret, så vi har både en viden om, hvad vi går ind til, og rigtig meget at lære. Vi glæder os til og er spændte på, hvad der åbner sig, når Burundi bliver vores nye hverdag, og vi i højere grad skal dele befolkningens glæder og sorger.

Oplever I det som et kald, at I nu skal rejse til Burundi?

Line: Ja, vi har i hvert fald en følelse af, at tingene passer sammen på alle måder, og vi håber, at vores måde at løfte opgaven på vil blive en velsignelse både for vores familie, for vores søsterkirker i Burundi og Rwanda og for Baptistkirken i Danmark.

Hvad kan I bidrage med?

Line: Udviklingsarbejde handler meget om relationer, om at skabe engagement og ejerskab og om at få udnyttet hinandens kompetencer rigtigt. Vores opgave bliver at være sparringspartnere for ledelserne i hhv. Burundis baptistkirke og Dutabarane, der er et netværk af kirker, der er gået sammen for at skabe udvikling for de fattigste i landet.

Rasmus: Vi har begge arbejdet med strategi, ledelse og organisationsudvikling både professionelt og frivilligt i mange forskellige sammenhænge. Vi håber, at ledelserne og medarbejderne, som vi skal samarbejde med, vil opleve, at vores viden og erfaringer kan være med til at styrke og understøtte de visioner, de har for arbejdet.

Vi har enkelte personlige relationer til folk i begge lande.

Line: Og så håber vi, at vi også kan være med til at formidle gode historier på tværs af ’vores’ kirkesamfund, dvs. mellem BaptistKirken og UEBB/Dutabarane. Mange danske baptister har heldigvis haft mulighed for at besøge Burundi og/eller Rwanda, og mange menigheder følger vores afrikanske søsterkirker tæt og trofast. Den relation vil vi gerne være med til at fastholde og udvikle – gerne for endnu flere!

Ser I udfordringer i det?

Rasmus: Det kan man vist roligt sige. Livet i Burundi er for mange en daglig kamp for overlevelse, en virkelighed som jo er langt fra vores. Der vil aldrig være helt så meget på spil for os, som for dem, vi samarbejder med. Det er svært for os at sætte os ind i, og det giver nogle forskellige perspektiver på tingene, og det vil uden tvivl kræve tålmodighed, tillid og åbenhed fra begge sider for at få tingene til at lykkes. Derfor er relationer så vigtige.

Forventninger?

Line: Vi tror og håber på, at det bliver en god oplevelse for Burundis baptister og for Burundis kirker, og vi håber på, at det bliver både spændende og lærerigt for os som familie.

Hvad håber I, jeres børn får ud af opholdet?

Line: En oplevelse af, at verden er meget anderledes uden for Danmark, og at de får lyst til at vide mere om verden. Både mens vi er afsted og forhåbentlig resten af livet. Og så håber vi, at de får lov at lære nogle sprog, som de også kan få glæde af, når de bliver større.

Rasmus: Og så må de gerne lære, at det ikke er surt at få lektier for, men at det er en stor gave at få lov at gå i skole!