Gospelkoret Nardus har gennemført en medlemstilfredshedsundersøgelse. Det var en kvantitativ undersøgelse, der blev ledt af et bestyrelsesmedlem med erfaring fra et landsdækkende markedsanalysebureau. Undersøgelsen blev udført efter bureauets standarder. Blandt andet indgår en pilotundersøgelse med interviews af en tilfældigt udvalgt prøvegruppe, før spørgeskemaet sendes ud.
Medlemstilfredshedsundersøgelsen
Når vi spørger til sangernes tro, så siger:
- ca. 61 % at de tror på Gud
- 10 % angiver, at de ikke tror
- 20 % er i tvivl, om de tror på Gud
- ca. 10 % er uafklarede eller ikke ønsker at svare på spørgsmålet
Men 61 % af sangerne siger altså, at de tror.
Hvad sker der med deres tro, mens de synger gospel?
Af sangerne angiver:
- ca. 62 % at det forstærker deres forhold til tro
- 33 % at det ikke gør nogen forskel
- ca. 5 % at de ikke ønsker eller kan svare
At synge gospel forstærker altså forholdet til tro på Gud for 62 % af sangerne.
Hvad er det, der sker?
Gospelkorene er åndelige fællesskaber med stor åbenhed, hvor der ud af mangfoldighed kan skabes stor enhed og tro. I Danmark er mængden af akademisk arbejde omkring gospelkorene ikke stor, men blandt de få arbejder, som findes, skriver Mark Lewis: ’At der kan skabes enhed ud af en sådan mangfoldighed viser, at gospelkorene generelt fremkalder de kendetegn på menighed, som mange kirker kun kan drømme om”.[1]
At synge gospel forstærker forholdet til tro på Gud for 62 % af sangerne.
Med andre ord sker der ofte det i kormiljøer, hvor hovedparten af deltagerne er fremmede for eller ligefrem lægger afstand til de traditionelle kristne dogmer og den kirkelige tradition, at der dannes et menighedslignende fællesskab, hvor kristne værdier og handlemåder ligger lige under overfladen.
I gospelmiljøet skjuler man ikke sine følelser. Det er fuldt ud accepteret at dukke op og proklamere, at man har glædet sig til at synge, for i dag er en lortedag. Man kan tale åbent om tro, tvivl, sorger og glæder. Man følger med i hinandens liv. Og i gospelkoret er det ikke spor underligt at komme til mig og anmode om, at vi i andagten under øvelsen kan bede for vedkommendes problemer eller udfordringer. Min påstand er, at det ikke sker ret ofte forud for gudstjenesterne søndag formiddag.
Vi har oplevet flere dødsfald i vores kor. Også helt unge mennesker, som døde af cancer. Ligesom vi flere gange har oplevet, at korsangere har mistet børn sent i graviditeten. I et gospelkor håndteres den slags med stor åbenhed, mens man i mange kirker vil tackle det med større blufærdighed. Personligt tror jeg, den store åbenhed er sundere.
… der dannes et menighedslignende fællesskab …
Et godt eksempel på åbenheden er en kvinde midt i fyrrerne, som fik brystkræft og skulle opereres. Som den naturligste ting i verden kom hun og bad om, at koret skulle bede for hende. Det gjorde vi naturligvis. Min glæde var stor, da jeg samme aften hørte en samtale, hvor en af sangerne, som er frisør, sagde til den kræftramte: ’Når du i behandlingerne begynder at tabe håret, så ringer du bare. Om så det er kl. 3 om natten. Så kommer jeg, og så skal vi nok få dig fin!’ I mine øjne er det en fantastisk omsorg, som viser, at man hverken er bange for at være til besvær eller at træde andre over tæerne. Selvfølgelig udfordres fællesskaberne i korene af mennesker, som ’fylder meget’ eller har mange problemer, men helt generelt er rummeligheden i korene usædvanlig stor. På mange måder har det også skubbet til rummeligheden i Metodistkirken i Odense.
Sangtekster giver troen sprog – og dermed liv
Mange af teksterne i gospelmusikken er udsprunget af digternes personlige liv og kriser, eller de er direkte bibelcitater. Derfor er de også fyldt med drama og følelser. Mange af teksterne er holdt i første persons form. På den måde havner bibelteksterne og de dybt personlige udtryk direkte på sangernes læber, og man flyttes fra at være tilskuer til at være deltager. Samtidig er gospelmusikken i høj grad kropslig. Man bevæger sig og danser. Som sanger lever man sig med krop og sjæl ind i sangens univers.
De samme mekanismer var på spil i den tidlige metodistkirke, hvor Charles Wesleys salmer med nutidigt sprog på moderne melodier satte ord på troen og gav liv til vækkelsen i en sådan grad, at metodisterne blev kaldt det syngende folk.
Thomas Risager
- præst ved Odense Metodistkirke
- tilknyttet gospelkorene Nardus og Emmaus
- 2008-2012: Doctor of Ministry. Wesley Theological Seminary, Washington DC. Afhandling: Sing Unto the Lord.
- gift med Mette, far til 2 piger
- www.thomasrisager.com
Korets øvelser bliver gudstjeneste. Forkyndelsen sker i sangen. Budskabet kommer ind under huden, og man er følelsesmæssigt, intellektuelt og kropsligt engageret. Sangerne giver udtryk for, at øvelserne er ren katarsis, dvs. renselse for sjælen.
Korets øvelser bliver gudstjeneste. Forkyndelsen sker i sangen.
Gospelmusikken giver større tro, fordi Bibelens univers og de dybt personlige tekster med smerte, glæde, håb og tro går dybt i hjertet. Der er stor accept af, at man er, som man er. Dermed er der også tryghed i, at man tør give udtryk for sine følelser, tro og tvivl. Endelig ser vi i korene en høj grad af næstekærlighed udlevet. Man tør engagere sig i hinanden, for overfladerne er alligevel skrællet af.
1 Mark Lewis: The diffusion of Black Gospel Music in Postmodern Denmark – How Mission and Music are combining to affect Christian Renewal. Lexington, Kentucky. Emeth Press, 2010, s. 49. (Spredningen af sort gospelmusik i det postmoderne Danmark – Hvorledes mission og musik samvirker til at skabe kristen fornyelse).
Giv din mening til kende