’Nej til statsassisteret selvmord’

Lyt til artiklen:

Inge Marie Kirketerp Hansen er sognepræst i Gjellerup ved Herning, udnævnt som ’Årets Teolog 2024’, og dedikeret modstander af at indføre af aktiv dødshjælp.

Hvad førte til dit engagement i debatten om aktiv dødshjælp?

”Mit engagement i debatten om aktiv dødshjælp begyndte for alvor, da Mette Frederiksen fra talerstolen på Folkemødet 2023 udtalte sig om emnet på en måde, der efter min mening var både dumdristig og farlig for den efterfølgende diskussion”, forklarer Inge Marie Kirketerp Hansen. ”Statsministeren forsøgte at gøre et emne, der er enormt komplekst, meget enkelt ved at affeje anbefalinger fra Etisk Råd og sige, at hun går ind for aktiv dødshjælp uden egentlig at have undersøgt sagens kompleksitet. Mette Frederiksen fulgte op med et interview i Weekendavisen, hvor hun understregede, at hun ikke havde sat sig synderligt ind i paragrafferne, men blot følte, at det var vigtigt, at danskerne selv kunne få lov at bestemme.”

Debat uden nuancer

Inge Marie Kirketerp Hansen uddyber videre: ”Det er meget bekymrende, at en statsminister kan sige sådan, og jeg blev voldsomt provokeret af det. Etiske debatter er vigtige, men med sin tale forsimplede Mette Frederiksen spørgsmålet om dødshjælp, og det har været svært at bringe nuancer i spil siden.

Vi alle kan forestille os situationer, hvor vi møder et andet menneske, som oprigtigt ønsker sig døden, og hvor vi fornemmer, det er det rigtige rent etisk. Men jeg tror til gengæld ikke, at vi er i stand til at lovgive på området uden samtidig at risikere, at der vil være mennesker, som bliver presset til at vælge døden frem for livet.”

Et flertal af danskerne går ind for aktiv dødshjælp – hvad tror du, årsagen er?

”Spørgsmålet er, om danskerne rent faktisk også gør det”, svarer Inge Marie Kirketerp Hansen. ”I sommeren 2024 lavede Lægeforeningen en undersøgelse, der viste, at kun 17% af danskerne ved, hvad aktiv dødshjælp er. Det understreger for mig farligheden i at indføre noget, der kan få voldsomme konsekvenser for vores samfund, uden vi dybest set ved, hvad det handler om.

For mig handler det om menneskesyn. Der er noget vigtigt på spil.

Min argumentation er hverken hæftet op på de ti bud, livets ukrænkelighed eller på min kristentro. For mig handler det grundlæggende om de erfaringer, vi kender fra andre samfund, og så vedrører det menneskesyn. Der er noget vigtigt på spil her.”

Retten til selvbestemmelse

”Autonomien er et bærende element for mange af tilhængerne af aktiv dødshjælp – altså at vi hver især selv skal have lov til at bestemme. Men når vi diskuterer indførelse af aktiv dødshjælp, handler det ikke kun om dig og mig. Det handler om samfundet. Skal vi som samfund indføre aktiv dødshjælp? Autonomibegrebet er mere komplekst end som så.

Vi forestiller os, at vi kan tage beslutninger om vores død og livsafslutning uafhængigt af andre, men vi kan aldrig tale om en hyper-individualistisk autonomi. I stedet bør vi tale om relationel autonomi: Vi kan aldrig træffe en beslutning, uden vi på den ene eller anden måde også er blevet påvirket af andre.

Vi kan ikke træffe beslutninger om livsafslutning, uden vi er blevet påvirket af andre.

I lande, hvor dødshjælp er indført i forskellige former, viser erfaringen, at for mange er netop relationen til andre helt afgørende for, hvad man tænker om sit eget liv og sin egen død. I den amerikanske stat Washington nævnte 61% af dem, der fik assisteret selvmord, at frygten for at være til besvær var en af årsagerne til ønsket. I Oregon var tallet 59%. For mig er det en tydelig understregning af, at autonomien er et skrøbeligt argument.”

Frygten for at være til besvær var en af årsagerne.

’Den hollandske glidebane’

”Skrækscenariet er den ’hollandske glidebane’”, forklarer Inge Marie Kirketerp Hansen. ”Det er nu over 20 år siden, aktiv dødshjælp blev indført i Holland, så vi har mange års erfaring at evaluere på baggrund af.

I Holland er over 5% af alle dødsfald et produkt af aktiv dødshjælp, og i storbyerne er tallet op mod 20%. Man har såkaldte livsafslutningsklinikker med en hoveddør ind og en bagdør ud med plads til kisten. Hvis du i Holland går til lægen og beder om aktiv dødshjælp og får et nej, kan du enten klage, eller du kan gå til en anden læge. Som hollænder har du mere eller mindre krav på at få hjælp til at blive slået ihjel, hvis det er dit ønske. Det er endda muligt at give aktiv dødshjælp til børn, og der er flere eksempler på, at dødshjælp til demente, der ikke har givet samtykke, ikke får konsekvenser for de implicerede. Selvom alle de eksempler er forfærdelige, så er det ikke dem, der som sådan er glidebanen.

Nej, glidebanen er, at en dødsmentalitet har sneget sig ind i det hollandske samfund, en eutanasi-mentalitet. Man forsøgte at begynde med afgrænsede, veldefinerede kriterier for, hvornår aktiv dødshjælp var en mulighed, men den afgrænsede gruppe blev stille og roligt udvidet. Det vil skride og rykke sig, og der slækkes uundgåeligt på kriterierne.

Da man indførte aktiv dødshjælp i Holland, var et af argumenterne for, at det ville nedbringe antallet af selvmord, men det stik modsatte er faktisk sket. Selvmordsraten er steget med over 30%, og jeg er overbevist om, at det skyldes, at når døden rykker ind i et samfund, kan vi ikke bare lukke af for den. Derfor har medierne i Danmark igennem det sidste halvandet års debat igen og igen henvist til Livslinien: For det gør noget ved os, når vi igen og igen hører om død.

Når døden rykker ind i et samfund, kan vi ikke lukke af for den.

Vi ser glidebanen i alle lande, der har indført aktiv dødshjælp: Schweiz, Belgien og Canada m.fl. Man kan kun undgå den glidebane ved aldrig nogensinde at hoppe med på idéen om aktiv dødshjælp.”

Gældende lovgivning

Vi kommer nemt til at tænke: Var det ikke bedre med aktiv dødshjælp?

”Mange danskere har som pårørende oplevet håbløse situationer, hvor man føler, man ikke fik den hjælp, man havde brug for; tilfælde, hvor det menneske, man holdt af, bare forsvandt for øjnene af en; utilstrækkelig hjælp fra sundhedsvæsenet; manglen på mulighed for at komme på hospice; eller hvad det nu end har været. Alt det kan skubbe os i en retning, hvor vi nemt kan spørge: Havde det ikke været bedre med aktiv dødshjælp? Men det er jo ikke en understregning af, at vi har brug for aktiv dødshjælp. Det er derimod en kraftig understregning af, at vi skal sørge for at højne palliationen og kvaliteten af behandlingsforløbene”, siger Inge Marie Kirketerp Hansen og fortsætter:

”Vi har en sundhedslov, der i forvejen giver muligheder: Man har lov til at sige nej til behandling. Det er også tilladt af afbryde en behandling. Det kunne være at slukke for en respirator. Mange forveksler det med aktiv dødshjælp, men det er at afslutte en behandling. Her er der tale om mennesker, der er blevet holdt kunstigt i live, så at slukke en respirator er ikke aktiv dødshjælp. Desuden har vi vide rammer for smertelindring, og endelig er der palliativ sedering, hvor en patient kan lægges til at sove som en pause fra fysisk smerte og måske eksistentiel smerte. Betegnelsen passiv dødshjælp er dårlig”, uddyber Inge Marie Kirketerp Hansen, ”fordi den klinger af, at man bare sidder med hænderne i skødet og gør ingenting, og det er absolut forkert. Palliationen rummer en bred vifte af muligheder, som allerede eksisterer også i vores nuværende sundhedslov.”

Etablering af Netværket

Adspurgt om Netværket ’Nej til statsassisteret selvmord’ fortæller Inge Marie Kirketerp Hansen, at det blev etableret som en kombineret modreaktion på TV-dokumentaren ’På tirsdag skal jeg dø’, der blev vist på DR i 2022; på Mette Frederiksens erklærede støtte til aktiv dødshjælp; samt på den regeringsnedsatte arbejdsgruppe ’Udvalget for en mere værdig død’, der arbejder på, hvordan aktiv dødshjælp kan indføres i praksis i Danmark.

”Formålet med Netværket ’Nej til statsassisteret selvmord’ er at vise, hvor komplekst emnet er. Vi syntes, der manglede en modstemme i debatten, og den stemme forsøger vi at repræsentere med arrangementer, debatter, bogudgivelser, og så sidder vi selvfølgelig klar med en reaktion, når engang regeringsudvalget kommer med deres rapport”, forklarer Inge Marie Kirketerp Hansen. Netværket består ud over hende bl.a. af læger, pårørende, folk med tilknytning til Etisk Råd, og et tidligere medlem af ’Udvalget for en mere værdig død’, som trådte ud i protest (red. Jesper Grud Rasmussen). ”Netværket tæller omkring 130 lige nu, og vi har ikke et ønske om, at det skal vokse sig meget større”, forklarer Inge Marie Kirketerp Hansen. ”Men vi har en støtteforening, hvor man er velkommen til at give udtryk for sin bekymring over og modstand mod indførelse af statsassisteret selvmord i Danmark og støtte netværkets arbejde.

Jeg håber, at danskerne får mere information om, hvad aktiv dødshjælp indebærer, og at man rent politisk vil besinde sig og indse, at det her kan vi ikke. Der kører som bekendt en kampagne lige nu, der hedder ’Lad os tale om tro’. Måske skulle vi have en kampagne mere, der hedder ’Lad os tale om døden’?

Det handler om at blive på livets side og sige: ’Jeg hjælper dig ikke til at dø’, men ’Jeg hjælper dig med at dø’ – og det er der en meget stor forskel på!”

Læs mere:

• Netværket ’Nej til statsassisteret selvmord’: https://www.nejtilstatsassisteretselvmord.dk/
• Sundhedsloven: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2022/210
  (specielt §24-25 omhandler behandling af uafvendeligt døende)
• definition på ’aktiv dødshjælp’:

https://livogdoed.dk/temaer/aktiv-og-passiv-doedshjaelp/:

Aktiv dødshjælp kaldes også eutanasi, der kommer af det græske ’eu’ (der betyder ’god’) og ’thanasos’ (der betyder ’død’).

Juridisk skelner man mellem aktiv og passiv dødshjælp:

• Aktiv dødshjælp: at fremkalde døden hos et menneske, der ikke er døende
• Passiv dødshjælp: betegnelse for afståelse fra at iværksætte eller fortsætte livsforlængende behandling og anvendelse af lindrende midler med eventuel dødelig virkning

I Danmark er passiv dødshjælp lovlig under visse omstændigheder. Aktiv dødshjælp er derimod ikke lovlig og straffes som drab. Straffen er dog typisk mildere, hvis motivet er lindring af offerets lidelser, hvilket betegnes som medlidenhedsdrab. Der skelnes mellem tre former for medlidenhedsdrab:

• Sker det efter den pågældendes frivillige og utvetydige anmodning, er der tale om drab efter begæring, som efter Straffeloven § 239 har en lavere strafferamme end forsætligt manddrab
• Sker det uden den pågældendes samtykke eller mod dennes vilje, foreligger der ufrivillig eutanasi, som falder ind under Straffelovens §237
• Er den dræbte fx på grund af svækket mental tilstand ude af stand til at tage stilling, foreligger der ikke-frivillig eutanasi, som falder ind under Straffelovens §237

Læs også artiklen ‘Døden er ikke det værste man har’.