Når sjælen forsvinder

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Som præst har jeg det privilegium at være med ved dødslejer. Men det var nok, da min svigerfar døde, at jeg tydeligst oplevede, hvad der sker, når sjælen og ånden forsvinder fra et menneske.

Et tomt hylster

Vi havde våget ved min svigerfars seng på sygehuset i nogle dage, da han udåndede. Hans ansigt faldt sammen og forandrede sig ret hurtigt. Det var tydeligt, at hans krop blev et tomt hylster. Livet og personligheden var væk. Livet er ånden. Sjælen er det centrale i et menneskes personlighed. Begge dele var væk med den sidste udånding.

Livet og personligheden var væk.

Mine svigerforældre havde været ledere af et plejehjem i over 20 år. Selvom min svigermor har set mange døde, havde hun et ønske om, at hendes mand skulle stå i åben kiste frem til begravelsen. Der gik dog ikke længe, før hun indså, at det ikke var ham, der lå dér i kisten, og hun bad om, at låget blev lagt på.

Det er ikke den eneste gang, jeg har set det ske. Et dødt menneske mister farve, når blodet holder op med at sende ilt rundt i kroppen. Ansigtet skifter form, kan blive indfaldent. Det er helt naturligt.

Et åbent vindue

Jeg har hørt om sundhedspersonale, der åbner et vindue, når et menneske er lige ved at dø – for at sjælen kan komme væk. Det, mener jeg nu ikke, er nødvendigt. Den opstandne Jesus kunne gå gennem lukkede døre og vinduer.^[1] Det tror jeg på, at vores sjæl og ånd også kan.

Jeg stoler på, at sjælen og ånden nok skal finde vej hjem til Gud.

Når jeg er død

Netop fordi jeg har haft de erfaringer også med mine egne nærmeste, er jeg egentlig ligeglad med, hvad der skal ske med min krop, når jeg er død. Om den skal brændes eller formulde er ikke afgørende. Jeg er væk. Jeg stoler på, at sjælen og ånden nok skal finde vej hjem til Gud. Opstandelsen er ikke afhængig af en krop, der under alle omstændigheder forsvinder.

Læs også

“Ventesorg” – Ester Haslund-Gjerrild har skrevet sange til døende og deres familier.

^[1] Johannesevangeliet kap. 20, vers 19