Rasmus forklarede: ”I ved godt, at kirken arbejder i Rwanda og Burundi, og vi er så heldige, at vi har fået job med kirken, så efter jul, skal vi flytte til Burundi”. Om ordene helt faldt sådan, husker jeg ikke, men vores ældste søn Emils reaktion står helt tydeligt for mig. Han blev rasende og råbte: ”Hvorfor vil I ødelægge vores liv?”. Og de to andre reagerede ikke meget mere positivt, så der var skrig, gråd og ikke spor Afrika-idyl.
Som vi har forsøgt at fortælle i vores nyhedsbreve og via Facebook, så tog det nogen tid for børnene, Emil (12), Anna (10) og Andreas (6) at vænne sig til at være først i Burundi og siden i Rwanda. Men jeg havde en grundlæggende fornemmelse af, at vi gjorde det rigtige, selvom det var svært og bød på udfordringer – og sådan har det været siden. Der er selvfølgelig masser af ting, som er frustrerende og irriterende og indimellem også lidt svært, fordi kulturen og omgivelserne er ukendte, men her vil jeg forsøge at fortælle lidt om, hvorfor jeg er glad for at være her…
Kirken her løser en række af de opgaver, som velfærdsstaten varetager i Danmark.
En drøm blev til virkelighed
I dameblade kan man ofte læse om, hvordan kvinder, der er ’sprunget ud i det ukendte’, oplever det som en stor lykke. For mig har det altid virket lidt plat, at det ukendte skulle kunne gøre mig glad, fordi jeg finder stor glæde i netop det kendte. Men jeg må indrømme, at det har givet mig en helt særlig glæde, at vi tog imod gaven og opgaven at arbejde med Baptistkirken i Rwanda og Burundi. Glæden og taknemmeligheden over, at vi fik muligheden er stor hver dag.
Vi har et meningsfyldt arbejde
Det siger sig selv, at det er meningsfyldt at arbejde med kirkens udviklingsprojekter. Kirken her løser en række af de opgaver, som velfærdsstaten varetager i Danmark. Vi oplever desuden, at vores evner og erfaringer kan bruges, og at samarbejdet mellem os og de organisationer, vi samarbejder med fungerer godt. Det opleves også som meget privilegeret, at Rasmus og jeg deler arbejdsplads og opgaver, og at vi har en flydende grænse mellem arbejds- og fritidsliv.
Vores hverdag er ikke fyldt med huslige opgaver
Vasketøj, indkøb, madlavning og rengøring fyldte godt op i vores almindelige ugeprogram i Danmark, hvor vi begge havde fuldtidsjob. Så en af de store positive forandringer i hverdagslivet er, at vi ikke har langt til arbejde, og at mange af de praktiske opgaver i huset klares af andre. Vi har ansat Protais, der vasker vores tøj, og Adolphe, der gør rent og laver (det meste) mad. Det har givet (især mig) tid til mange andre ting i hverdagen.
Jeg havde en grundlæggende fornemmelse af, at vi gjorde det rigtige.
Vi lever i et roligere tempo
Rasmus og jeg er begge tidsoptimister og har typisk (for) mange aftaler på en dag og urealistiske vurderinger af, hvor meget man kan nå – både i privat- og arbejdslivet. Her i Afrikas hjerte oplever vi, at alting går lidt langsommere, og at den kultur, vi er omgivet af, ikke værdsætter, at alting går så stærkt. Det giver stof til eftertanke, da vi oplever, at det er nemt som dansk familie at blive stressramt på den ene eller anden måde. Det er også positivt, at vores børn oplever, at vi voksne har mere tid til dem, og de har mere tid til os.
Når vi vender retur til Danmark sommeren 2017, har vi boet i Rwanda/Burundi i 2,5 år og vores billedalbum, som runder over 2.000 billeder, vidner om, at vi har set og oplevet en masse. Vi glæder os til at se, hvordan oplevelserne vil præge børnene fremover – og er glade for, at ingen af dem i dag synes, at vi har ødelagt deres liv! Men de vil alligevel gerne tilbage og bo i Danmark. Vi glæder os alle sammen til at leve tæt på venner og familie igen og ikke mindst til fri adgang til remoulade, internet og rent vand i vandhanen …
Giv din mening til kende