Lises rejsedagbog fra Rwanda

Det er en lang artikel, der skete så meget på turen. Så derfor er der også mulighed for at lytte til artiklen. Brug knappen lige her:

Hvis du foretrækker at læse, så begynder historien her:

”Dufatanye – Vi hjælper hinanden”

Lises fortælling begynder lørdag den 18. februar:
”I dag skulle vi besøger kvindegruppen i Mwendo. Det er fem kvarters kørsel fra Butare ad snoede og bumlede veje. Vi blev modtaget med sang og dans af festklædte kvinder.  Kvindegruppen er en af de 26 grupper i Kvindenetværkets Dukore-projekt, som kørte fra 2010 og frem til 2021. (Dukore betyder: ”Vi vil arbejde”). Fælles for alle grupperne er, at de har valgt en indtægtsskabende aktivitet og startet spare-låne aktivitet. Kvindenetværket støttet ikke længere økonomisk, men vi følger stadig op på gruppernes trivsel og aktiviteter.

Før Dukore var vi modløse, dovne og fattige. Nu er vi rene og pæne, og vi har løftet os selv op!

Gruppen i Mwendo startede i 2016. Den kalder sig “Dufatanye” – ”Vi hjælper hinanden”. I dag er der 35 medlemmer. Kvindernes mål, udover at hjælpe med indtægt til deres familier er, at være gode rollemodeller i familien, i kirken og i lokalsamfundet. De startede med at købe 14 smågrise for støtten fra Kvindenetværket. Da de fik det første kuld smågrise, blev de givet til kvinder, der ikke endnu havde en gris: Kirken fik også en! Det var rørende at høre kvinderne fortælle om, hvad det har betydet for dem at være med i gruppen: “Før Dukore var vi modløse, dovne og fattige. Nu er vi rene og pæne, og vi har løftet os selv op!””

Kvindenetværkets udsendte “delegation” med Lise Emming forrest som rejseleder

Livsforandrende hjælp

Kvindenetværkets projekt har været livsforandrende for flere af kvinderne, fx har tre af kvinderne brugt indtægterne fra grisene til at spare op til at bygge deres egne huse.

Kvinderne fra Mwendo fortæller selv om deres fremskridt:
”Vi har nu 18 grise i gruppen. Anden gang vi fik støtte i 2017, købte vi bønner, som vi plantede. Efter høsten fik hver kvinde 15 kilo bønner og resten solgte vi med god fortjeneste. Vi har sparet op! Vi har nu 150.000 RWF (cirka 970 DKK, red.) på vores konto. Vi lejer lige nu marker, som vi dyrker i fællesskab: Vi håber at spare i alt 700.000 RWF op (cirka 4.500 DKK, red.), så vi kan købe dem. Fire kvinder har selv betalt for træning i at sy og vi håber, at gruppen kan få råd til symaskiner på et tidspunkt, så de kan lave en forretning med at sy. Vi er taknemmelige, fordi vi er sunde og stærkere som kvinder.”

Gruppen arbejder sammen og hjælper hinanden uden at få noget for det. Det er til stor inspiration for lokalområdet. Folk omkring kirken er begyndt at spørge, hvordan de kan blive en del af fællesskabet. Glæden var stor, da ToFi-gruppen fra Herlev i forbindelse med besøget donerede penge til hele fire symaskiner.

”Tubumwe” – ”Vi er én”

Dagbogen fortsætter dagen efter. Det er blevet søndag den 19. februar og de 13 danske kvinder er til gudstjeneste i Rusatira. Lise fortæller:
”Vi blev modtaget med en sang om, at vi havde rejst langt, så nu ville de tørre vores trætte og støvede fødder – imens de symbolsk tørrede vores fødder. Yvette, der er sub-regional kvindeleder og tilknyttet Young Single Mothers-projektet, prædikede om at være modig”

Kirken i Rusatira er bygget i 2014 med dansk støtte. Taget er købt for penge samlet ind af Knud Erik KYT Hansen og Ole Broholm Andersen og kirken er bygget med jord købt af Bethelkirken og Østervrå Frikirke.

Nu drømmer menigheden om at udvide kirken yderligere og bygge i rigtige brændte mursten: Og så skal kirken have plastikstole!

Anita leder de 25 kvinder i Rusatira. Kvindegruppen kalder sig ”Tubumwe” – ”Vi er én”. De var en af de første grupper i Dukore-projektet og Lise Emming besøgte dem allerede i 2016 sammen med Edouard og Hanne og Hartvig Weber-Hansen – og igen i 2021 med Edouard og Laetitia.

”Tubumwe”-kvinderne har spare-låne-aktiviteter og grise. Første gang de fik støtte købte de 10 grise og anden gang 12. De avler på grisene og fordeler dem i gruppen efter princippet ”Solidarity Chain”: Den, der har en gris, giver en gris af det første kuld til et medlem som endnu ikke har en gris. Fra andet kuld gives også en gris til kirken. Resten må de sælge, spise eller avle videre på. Indtægterne fra grisene har blandt andet givet mulighed for at købe sygesikring og betale skolepenge til børnene.

Når en enkelt gris gør en stor forskel

Lise fortæller videre:
”Projektet havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke vi har haft Edouard som Kvindenetværkets “forlængede arm”. Han har gennem årene fulgt grupperne tæt og opmuntret og støttet dem, men også vejledt dem i svære perioder. Fx da Anita havde fået lån i spare-lånegruppen, men kunne ikke betale tilbage. Men ved at sælge en af sine grise blev hun igen gældfri.

Gruppen havde også købt bønner, men høsten blev ikke særlig god på grund af for lidt regn. I stedet for at sælge høsten, fordelte kvinderne udbyttet mellem medlemmerne. De fik 5 kilo hver, og efter næste høst betalte de allesammen 6 kilo tilbage til gruppen.

Kvinderne forstår sig på forretning: Under coronanedlukningen lånte de penge fra deres fælleskonto til kirkens diakoni-gruppe – mod 10% i rente!

De lejer også jorden, som kirken fik i gave fra Bethelkirken og Østervrå, og dyrker den i fællesskab. De giver 25% af udbyttet til kirken og fordeler de resterende 75% mellem medlemmerne i gruppen.

Lige nu sparer kvinderne op af overskuddet fra spare-lånekassen til at alle i gruppen kan få stof til en ny kjole.”

”Ngirankugire” – Young Single Mothers-projektet

Tiden flyver afsted – i hvert fald bliver Lises dagbogsnoter kortere og mere præcise, da vi når mandag den 20. februar. Kvindenetværket er nået til Young Single Mothers-projektet ”Ngirankugire” og de mødes hos ‘Let the Little Children Come to Me’ (LLCCM) i Butare.

Projekt Ngirankugire for 300 unge, ugifte mødre

Igen er der modtagelse med sang og dans og symbolsk aftørring af gæsternes trætte og støvede fødder.  I dagens anledning er baptistkirkens unge volontører Oline og Jakob også med. Og projektleder Leonard, psykologen Esperance og de to Field Officers Felix og Jonathan, der blandt andet står for undervisning i VSLA – Village Savings and Loan Association og for kontakt og kommunikation mellem pigerne i projektet og andre aktører i de lokalområder, pigerne kommer fra.

Som projektnavnet fortæller, handler det om unge enlige mødre. Målgruppen er 300 unge ugifte mødre i aldersgruppen 13 – 23 år med et eller flere børn. Arbejdet foregår i Huye-distriktet og er opdelt i 16 celler. I dag er der inviteret 25 unge kvinder fra den celle, der er nærmest LLCCM.

Hjerteskærende historier

Lise fortæller om de hjerteskærende skæbner, man møder i projektet:
”En af pigerne fortæller, at hun stadig bor hjemme, men hun må ikke spise sammen med resten af familien. De laver mad til sig selv, og så må hun selv sørge for mad til sig selv og barnet. I projektet forsøger medarbejderne at forsone familien og give dem råd og vejledning.”

Undervisning af forældre til de unge, ugifte mødre

Der er alt for mange fortællinger. Lise fortsætter:
”Jose fødte som 16-årig og barnet er nu to år. Hun var tæt på at tage sit eget liv, fordi der i hendes familie var mange konflikter og meget vold. Efter rådgivning til både hende og familien deltager hun nu i ”vocational training” og har fået mere mod på tilværelsen.

Immacule fødte som 16-årig, men barnet døde. Hun har stadig brug for den vejledning og opbakning hun får i projektet.

Agnes er 24 år og døv og stum. Hun har to børn på otte og fire år. Hun levede før projektet et turbulent liv: Gik på barer og prostituerede sig. Nu går det bedre og hun får meget ud af samværet med de andre enlige mødre.”

Jeg fik en datter som 16-årig efter at være blevet tvunget til sex, af en jeg kendte.

Kvinderne i Kvindenetværket møder også den unge kvinde Jeanett, der fortæller om sit liv:
“Jeg fik en datter som 16-årig efter at være blevet tvunget til sex, af en jeg kendte. Han rejste, men efter et år kom han tilbage, og jeg fik ham til at gå med på kommunen og få barnet registreret som hans. Derefter forlod han mig, og jeg har ikke set ham siden.”
Jeanett bor nu ved sine forældre og prøver at leve af at sælge trækul. Hun køber en sæk og deler den op i små portioner. På den måde kan hun få et overskud per sæk på 2.000 RWF.

Jeanett fortæller videre:
“Mit liv var meget svært før dette projekt. Jeg fik skylden for graviditeten af mine forældre. Nu hvor jeg kan dele min situation med andre, der har det på samme måde, føler jeg mig ikke alene. Tak til Esperance for at hjælpe og støtte os.”

Jette Bjørnestad og Lise Emming underviser i “Positive Parenting”

Lises notater fortsætter med beretningen om AnneMarie:
AnneMarie fødte en datter, da hun var 17 og har nu 2 børn. Hun er selv forældreløs. Da hun blev gravid, gik hun i senior 3 og blev smidt ud af både skolen og pinsekirken.

AnneMarie fortæller også Kvindenetværket om sine oplevelser:
“I dette projekt får jeg håb, og jeg er blevet modtaget i AEBR (Baptistkirken). Jeg er taknemmelig for alt hvad Esperance og Leonard gør for os. Jeg er en tålmodig mor, som opdrager mine børn uden at slå. Jeg taler med dem og forklarer dem, hvad jeg vil have.”

AnneMaries tilgang til børneopdragelse afviger en smule fra traditionen. Men under Jette Bjørnestad og Lise Emmings oplæg om ”Positive Parenting” (positivt forældreskab, red.) fortæller de andre unge kvinder, at de ser AnneMarie som en rollemodel: Hun er en mild, god og tålmodig mor. De vil gerne være ligesom AnneMarie.

Den sidste beretning fra Young Single Mothers-projektet handler om Janine. Hun blev mor som 20-årig og har nu en datter på 3 år. Hun var gift, da hun fødte, men ægteskabet fungerede ikke. Efter fødslen flyttede hun hjem til sine forældre. Dengang var hun medlem af den katolske kirke og sang i det lokale kor. Nu håber hun meget at kunne komme med igen. Janine fortæller:
“Vi er enlige unge mødre, men her føler vi os som en familie og Esperance og Leonard er som vores forældre. Jeg har fået tro på mig selv og håb for fremtiden gennem den undervisning, vi får her.”

Biskop Emmanuel med gæsterne fra Danmark

Samfundet skal lære at inkludere kvinderne

Udover undervisning og støtte til de unge kvinder er der også undervisning af forældrene. Desuden er der information i form af små radio-indslag til de lokalsamfund, som pigerne kommer fra. Man bearbejder samfundene med sigte på, at de kan og vil inkludere kvinderne igen.

Nogle af pigerne har gennemført primærskolen, andre sekundærskolen, men en del er smidt ud af skolen efter at de blev gravide. Mange ønsker at vende tilbage til skolen, men skolepengene er et stort problem. De kæmper allerede for at skaffe penge nok til husleje, mad og sygesikring.

Kurvefletningen er en succes i Mayange

Kvindenetværket deltagere har et hårdt program. Tirsdag den 21. februar fortsætter turen med et besøg hos Dukore-gruppen i Mayange i Bugesera distrikt.

Dukore-gruppen mødes i Mayange

Det er lederen af gruppen, Fortune, der byder velkommen og fortæller om gruppens arbejde:
”Bugesera er et tørt område, og derfor slår høsten ofte fejl. Når det sker, har vi ingen penge – ikke engang til offer i kirken. I begyndelsen var vores aktivitet kun, at vi dyrkede, og det var svært, fordi vi mistede alt, når tørken ødelagde høsten.

Ledelsen i Kvindedepartementet har vejledt os og trænet os i VSLA, og åbnet vores øjne for, at vi har andre muligheder.

Vi valgte at flette kurve! Kun en af os – Epiphanie – kunne flette til at starte med. Men hun har trænet mange. Nu er det alle 25 i gruppen, der kan flette og sy.”

Epihanie tager ordet og fortæller videre:
“Kvinderne var meget ivrige efter at lære og de er blevet rigtig dygtige. Nu kan de bare se et billede af en kurv og kopiere den. Vi har brugt støtten til at købe materialer.

Kvinderne var meget ivrige efter at lære og de er blevet rigtig dygtige. Nu kan de bare se et billede af en kurv og kopiere den.

Når vi sælger kurve, går lidt af pengene i spare-lånekassen. Man kan låne penge fra kassen til andre former for small business. Det hjælper, hvis der mangler kunder til kurvene.”

Kvinderne i Dukore-gruppen har haft udfordringer: Tidligere var det let at skaffe materialer til kurvene – noget var endda gratis, fordi det bare kunne høstes i dalene. Men nu er flere i området begyndt at flette og der er blevet konkurrence om materialerne. Det er også sværere at sælge kurvene, når der er flere udbydere på markedet.”

Kvinderne fortæller, at de selv laver design eller bliver inspireret af billeder, når de fletter kurve. Det tager tre arbejdsdage at flette en stor brødkurv, som kan sælges for måske 7.000 RWF (cirka 45 DKK, red.).

Hjælpen hjælper

Der strikkes og det giver indtægt for kvinderne.

Lise har endnu flere dagbogsnotater. Lige nu ligger en længere beretning om ”TINYUKA”, Kvindenetværkets seneste projekt i Rwanda, og venter på redaktørens skrivebord.

Projektet handler om kvinder som rollemodeller, om lederskab og socio-økonomisk udvikling gennem ledertræning, Village Savings and Loan Association, VSLA  og ABCD, som betyder Asset Based Community Development (udvikling baseret på lokalsamfundets ressourcer). Et spændende projekt, som vi kommer til at høre meget mere om.

Lises noter fortæller os, at vores hjælp hjælper lige der, hvor der er allermest brug for den: Ude på højene blandt de fattigste mennesker i Rwanda. Og når man er fattig i Rwanda, er man blandt de fattigste i verden. Målt på bruttonationalprodukt per indbygger er der kun 13 lande i verden, der er fattigere end Rwanda.

.

Læs om:
“Ngirankugire” Young Single Mothers-projektet

Kirsten Bøgsted havde gaver med i bagagen til Rwanda

Lise Emmings nyhedsbrev fra 7. marts 2023 (pdf)
Her fortæller Lise om betydningen af, at grænsen mellem Rwanda og Burundi nu er åbnet og om, hvor meget 1.000 kr. kan løfte mange familiers trivsel, når kvinderne omsætter det til indtægt via solidaritet i låne/sparegrupper.