Lyt til artiklen her:
Åbn lyd i nyt vindueDu kan se Bent L. Hansens video om “Repair Caféen” i Korskirken på BaptistKirkens Youtube-kanal.
Mens ”44” summer af liv fra de mange frivillige har menighedens præst Ole Lundegaard fundet et roligt hjørne på kontoret. Ole skal medvirke i en video, hvor han fortæller om menighedens medvirken i den første ”Repair Café” i Herlev.
Korskirken er en ”Grøn Kirke”
Korskirken er en del af det økumeniske initiativ ”Grøn Kirke”. Formålet er – ud fra et kirkeligt og teologisk udgangspunkt – at inspirere og motivere blandt andet kirker til at tage et medansvar for de klima- og miljøudfordringer verden står overfor.
I Korskirken betyder ”grøn kirke”, at man arbejder aktivt med at reducere kirkens affaldsmængde og CO2-udledning. Ole Lundegaard fortæller:
”Det lå lige til højrebenet at starte en ”Repair Café”. Et sted, hvor folk kommer med ting, som de ellers ville have smidt på lossepladsen. Men i et sidste forsøg på at redde ting og reparere, i stedet for at smide væk, så kommer de her med det, og så prøver vi at reparere det.”
Repair Café?
Korskirkens Repair Café er en del af non-profit-foreningen Repair Café Danmark, der har Repair Caféer i hele landet.
Foreningens formål er at facilitere og motivere frivillige, forbrugere, foreninger og kommuner til afholdelse af og deltagelse i Repair Cafeer og derved reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling.
Du kan læse mere om initiativet på https://repaircafedanmark.dk/.
Det frivillige fundament
Ole pointerer, at der er en masse frivillige engageret i at ”fixe” ting. Det er i høj grad mennesker fra lokalområdet, der på denne måde har fundet vej til kirken. Menigheden har også engageret sig i arbejdet, lyder det fra Ole:
”Vi har en masse frivillige fra kirken, som stiller op som værter, laver kaffe og skaber hygge for dem, som måske ikke selv kan fikse noget, men har sat andre i gang. Så kan de sætte sig ind i en sofa og få en kop god kaffe.”
Lokalt samarbejde
Da Korskirken begyndte at undersøge mulighederne for at lave en ”Repair Café” opdagede de, at der på det lokale Frivillighedscenter var en gruppe mennesker, der gik med de samme tanker. Ret hurtigt blev det også klart, at det kommunale affaldsteam også var interesseret i at få en ”Repair Café” til Herlev Kommune.
I løbet af kort tid var der fundet flere end 30 frivillige, med ekspertise i elektronik, mekanik og syning. En hel del ”handymænd” med evner til at ”fixe” ting dukkede også op.
Økonomien er på plads
Initiativet har modtaget 10.000 kroner fra Herlev Kommune til etablering. Kommunen har også lovet at støtte driften i fremtiden. Ud over den kommunale støtte har en række sponsorer bidraget, så værkstedet ifølge Ole er ”velassorteret og kan reparere utrolig mange ting.” Indtil videre har menigheden ikke haft udgifter til ”Repair Caféen”.
Mandat til at passe på kloden
Korskirkens engagement i ”Repair Café” sker ikke udelukkende ud fra et ”grønt” synspunkt. Det forklarer Ole:
”Vi har et mandat som kirke til at passe på den klode, vi har fået. Vi er sat til at vogte og dyrke den. Det hører til vores mandat, som vi læser om allerede i 1. Mosebog. Så vi synes, det passer godt ind i hele vores tænkning som kirke.”
Prøv det selv
Ole slutter med at fortælle om den synergi, der er opstået med lokale aktører. Der er kommet en hel ny berøringsflade mellem kirken og byen. Og kirken oplever en utrolig velvilje fra lokalmiljøet:
”Det har alt i alt været en meget, meget positiv oplevelse, som jeg kun kan anbefale, at andre kirker i landet prøver kræfter med.”
Giv din mening til kende