Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Kirken i Nakskov er solgt

Kirken i Nakskov er solgt

Baptistkirken i Nakskov bliver privatbolig. Menigheden er under opløsning og overskuddet fra salget går til BaptistKirken.

Nakskov Baptistkirke er solgt til en, som vil ombygge kirken til sin privatbolig.

Sådan endte tre års ”ørkenvandring” for at få denne kirke solgt. Flere kirker viste ind i mellem interesse, men det blev en tidligere slagter, Peter Friis, som endte som køber. Han overtog bygningen 1. maj – og vil i øvrigt gerne høre om kirkens historie.

Kirken har haft en særlig historie, da den blev flyttet sten for sten fra oplandet ind til hjørnegrunden på Bregnevej i Nakskov, hvor den blev indviet i 1960. Kirken har været til salg siden 2019. For et par måneder siden blev der sat en ny ejendomsmægler på, og så skete der noget.

Elise og Jørgen flyttede

Siden menighedens afsluttende festgudstjeneste i april 2019 har der været afholdt nogle få gudstjenester, inden Elise og Jørgen Jørgensen flyttede. De har været menighedsledere i mere end en menneskealder. De flyttede sidste år fra et gammelt hus i Købelev udenfor Nakskov til et rækkehus i udkanten af Næstved. Dermed har de fået opfyldt et længe næret ønske om at komme tæt på familien og ind i et hus, der er nemmere at holde. Ansvarsfølelsen overfor menigheden i Nakskov afholdt længe det ældre ægtepar fra at skride til handling.

Elise og Jørgen Jørgensen ved den afsluttende festgudstjeneste i april 2019.

En stor opgave

De sidste næsten tre år har John Olesen stået for kontakten til ejendomsmægler og den praktiske afvikling af menigheden.  Han har været medlem af menigheden, siden han flyttede til Nakskov i 1979, hvor han bl.a. har været bedemand i 20 år. ”Men jeg kom kun i baptistkirken til specielle lejligheder, så jeg har ikke været specielt aktiv”, indrømmer han.

Men det blev der altså lavet om på, da ingen andre havde kræfter og overskud til at tage sig af salget.

”Jeg er jo pensionist, men har haft rigtig god hjælp af Hans Christensen, som er opvokset i en baptistfamilie, men ikke har været medlem. Han har klippet hækken og græsset, når jeg ikke har været hjemme. Det er jeg dybt taknemmelig for”, siger John.

Inventaret fordelt

En stor opgave var at prøve at afsætte de mange ting fra kirkens interiør. En af menighedens tidligere præster, Benny Klarholt, lagde billet ind på størstedelen af stolene til kirkesalen i Silkeborg. Resten af stolene gik til Røde Kors. Nadversættet blev også afsat til en privatperson. Indsamlingsbøsserne ville de gerne have i Hjørring, hvor baptistmenigheden har tre polske venskabsmenigheder. Carl Peter Bylund fortæller, at Hjørring også har fået indsamlingsbøsserne fra Røde Kro, da den kirke blev nedlagt, så nu har de i alt leveret seks ens indsamlingsbøsser til Polen. Og har selv tre magen til i Hjørring.

John Olesen

Salmebøger, bibler og billeder afleverede John Olesen til BaptistKirkens sekretariat. Men der var noget, han ikke fik afsat.

”Det gjorde helt ondt, at jeg måtte slå kirkens orgel og klaver i stykker. Der var en folkekirke, der gerne ville have haft orgelet, men de skulle åbenbart købe et nyt i stedet for det, de kunne have fået forærende,” forklarer John.

Alterbilledet har John taget hjem til sig selv, men han vil gerne give det til en kirkelig sammenhæng. Ligeledes har han nu fire stole, som han kan give til den, der måtte trænge til dem.

En lettelse

Nu er han lettet, for en stor byrde er taget fra hans skuldre.

BaptistKirken skal have overskuddet efter salget og Elise Jørgensen har sammen med Kanny Kruse, nogle af de få tilbageværende medlemmer i menigheden, sat formål på nogle af pengene.

”baptist.dk mangler altid penge, så de skal have 25.000 kr.”, fortæller Elise og remser flere andre gode formål og beløb op. Salgsprisen var 365.000 kr., og så går der et mæglersalær fra.

Det næste spørgsmål for de medlemmer, der endnu er tilbage, men spredt geografisk er, hvor de nu skal melde sig ind. ”For jeg har jo altid været baptist”, siger John, der oprindelig er fra Bornholm.

Elise fortæller, at hun og Jørgen nu kommer i Folkekirken, hvor sønnen Carsten er graver. Men de har ikke helt besluttet sig for, hvor de skal være medlemmer.

Bente Hansen, som var menighedens sidste præst – hun var ansat i både Falster Baptistmenighed og Lollands Baptistmenighed i et års tid fra 1987, har skrevet sine tanker om menighedens lukning: ”Når kirken er til salg”.

Giv din mening til kende