Kirke vil de have – menighed vil de ikke være

Bent Hylleberg, cand.theol., tidligere præst, leder af BaptistKirkens præsteuddannelse og formand for BaptistKirken.

Meningen med at være ‘menighed’ – eller ’kirke’ – er at blive ’et fællesskab, som i vores verden spejler, hvem Gud er’.^[1] Derfor er det godt at tænke over, hvad der kendetegner ’en flok folk’, så de kan blive en mødeplads for Guds kærlighed på jorden. Her kommer nogle kendetegn, der hører til de fleste baptisters kirkesyn.

’Kirke’ bliver altid til, hvor Helligånden blandt mennesker skaber en levende relation til Jesus Kristus. Det græske ord for sådan en ’forsamling’ betyder ’dem, der er kaldt ud’. Guds Folk bliver altid kaldt sammen for at fremhæve evangeliet om Guds Rige for andre – for naboer og venner, der også bør kende Guds store tanke med livet.

Når Ånden virker i mennesker, føres vi til Jesus Kristus, der omformer og forvandler os. Der er store variationer, men det indebærer en personlig erfaring, der har med tro og dåb at gøre. Pinsedag blev den menighed, som Gud ønsker, døbt med den samme Ånd, som virkede i Jesus. Og siden er enhver dåb udtryk for det samme. Her indvies vi til at tjene Gud – blandt mennesker.

Ånd tager form

Helligånden, der er Guds kærlighedsfulde nærvær hos os, skaber fællesskab mellem Gud og mennesker. Fællesskab er kropsligt og socialt. Da Guds søn kom til verden, skete det i en krop. Jesus skabte derpå et socialt fællesskab af mennesker, der skal kanalisere hans fortsatte nærvær til andre. Ingen kan gøre det alene. Det kræver et socialt fællesskab at være ’menighed’. Dét fællesskab bliver vi en del af, når vi bliver døbt.

Det kræver et socialt fællesskab at være ’menighed’.

Fordi det er Helligånden, der skaber kirken, bør der herske frihed for alle, hvor Guds folk er på spil. Menigheden skal bidrage til ’det fælles gode’ i folket. Derfor bør alt ske ved Åndens magt, ikke ved magtens ånd. Kunsten består i at sammenholde form og frihed, struktur og spontanitet, som udtryk for Guds ene og samme virke.

Større end kirken

Kirken som fællesskab er tegn på det Guds Rige, der kommer. Samtidig er den et redskab, der virker for, at Riget må komme. Kirkens forankring i Guds kærlighed understreger, at Guds fremtid for alle er langt rigere end kirken selv. Vi er nemlig bundet til dens Herre, der er opstået fra de døde, og som fuldender alt i sit rige. Som kirke skal vi altid holde os det mål for øje.

De kendetegn er ikke hentet ud af den blå luft. Det er ’fælles gods’ for baptister, fordi de springer ud af Jesus’ forkyndelse, som vi kender den fra Det Nye Testamente.

Vi går kun i kirke, når det passer os. Individualismen har sejret.

Menighedssynet nedsmelter

Tidligere fortalte baptister ofte om deres omvendelse. Deres troshistorier levede og blev fortalt. Gamle fotos viser tydeligt, at menigheden også betød meget. Det sociale fællesskab var i høj kurs. Menighed og andet godtfolk flokkedes til hus- og teltmøder – og til søndagens gudstjenester, der fortsatte i hverdagen med omsorg for nødlidende hjemme og ude. Kan vi hævde det samme i dag?

Arkivfoto fra indvielse af den nye Korskirken. Foto: Karin Carlsen

Hvis vores kirkesyn nedsmelter i disse år, har det flere grunde. I dag reducerer vi alt for ofte menigheden til en ’fritidsforening’ for folk med åndelige interesser. Eller vi opfatter den som en ’højtidstradition’, hvor vi går i kirke til jul, påske og (måske) pinse. Vi går kun i kirke, når det passer os. Lavpraktisk betyder det vel også, at (fri)kirken som bygning forfalder, hvis vi kun vil bruge den til fx barnevelsignelse og begravelse? Fordi vi ikke opbygger et gudstjeneste-fællesskab bliver centrum borte. Og uden centrum ingen periferi.

Tabet kan også skyldes den lutherske tradition, vi lever i. Folkekirkens bekendelse definerer kirken som ’de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes ret’. I dag siger man oftest, at kirken er ’dér, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes’. Fællesskabet – ’de helliges forsamling’ – er faldet ud. Individualismen har sejret. ’Kirke’ forstås som ’betjening’ af en præst i livets marginaler (fødsel og død) og ved højtider (konfirmation og bryllup). Har den forståelse også ramt vores menigheder?

Kristendomskulturen på retur

Den kristne kultur, som vi lever i, har gjort noget ved os. Vi er blevet mere ’kulturkristne’ end ’kirkekristne’. Vi vælger kristendomskulturen uden kirkens fællesskab. I den vestlige verden er vi omsluttet af kristen kultur som en guldfisk af vand, siger Tom Holland og fortsætter: “Hvis kristendommen er det vand, vi svømmer rundt i, må man som fisk bekymres, hvis der ikke er mere vand i bowlen”.^[2] I dag går kun få i kirke. Bibelens historier er ikke alment kendte. Tabet af kundskab er stort. Er vi også ramt af kristendomskulturens åndenød uden at vide det? Mangler vi også et myndigt Gudsfolk, der tilegner sig evangeliet på en sådan måde, at det ændrer kulturen?

Er overskriften sand?

Overskriften blev formuleret af Niels Højlund, kendt fra Forsamlingshuset i TV2 for en generation siden: ’Kirke vil de have, menighed vil de ikke være’. Han sagde det om danskerne, primært vel om Folkekirken. Men gælder det også traditionelle danske baptister anno 2020?

^[1] Roland Spjuth: Om Gud och allt annat, Spricka 2020. Første del af min artikel bygger på Roland Spjuths nye dogmatik.

^[2] Tom Holland: Herredømmet – da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed, Kristeligt Dagblads Forlag 2020.