Christian Peter Heldgaard Bylund, præst i Tølløse Baptistkirke og næstformand i BaptistKirken i Danmark.
Kronikken afspejler alene skribentens egne holdninger.
Retningen i BaptistKirken bekymrer mig og har gjort vejen videre vanskelig at få øje på. Efter Landskonference 2 er jeg ærligt talt i tvivl om, hvad det rigtige er at gøre. Men én ting står klart for mig. Hvis vi skal have en fremtid sammen som baptister, må friheden gælde andre end dem, der kan samle et flertal.
Jeg ønsker at være baptist sammen med mennesker, jeg er uenig med. Også mennesker, som er betydeligt mere konservative end mig. Jeg vil gerne lytte til dem, udfordres af dem og arbejde sammen med dem. Men det kræver, at der også er plads til mig og til de mennesker, hvis tro og tjeneste jeg anerkender. Fællesskabet kan ikke bygge på, at nogle giver andre lov til at være der på tålt ophold.
Det ansvar kan jeg ikke overlade til et flertal på en landskonference.
To menigheder kan læse den samme bibeltekst og bede lige oprigtigt om vejledning, men alligevel nå frem til forskellige svar. Når de mødes i kirkesamfundet, følger uenigheden med ind i rummet. Det ansvar kan jeg ikke overlade til et flertal på en landskonference. Vi må selv læse Bibelen, bede og tale sammen om, hvad det vil sige at følge Jesus for os i Tølløse. Samtidig må jeg anerkende, at en anden menighed kan gøre præcis det samme og nå frem til noget andet for deres menigheds fællesskab.
Kongregationalismen bygger på den lokale menigheds selvstændige ansvar over for Kristus. Den lokale menighed står med et selvstændigt ansvar over for Kristus. Det stemmer med BaptistKirkens egen beskrivelse af en struktur, hvor den nationale organisation ikke har myndighed over menighedernes liv og lære. For mig følger der noget afgørende af det. Min menigheds frihed forpligter mig til også at forsvare andre menigheders frihed.
Jeg kan ikke nøjes med at være kongregationalist, så længe alle bruger deres selvstændighed på en måde, jeg bifalder. Det ville være en meget letkøbt frihedstanke. Den egentlige prøve kommer, når andre træffer et valg, jeg mener er forkert. Kan jeg stadig anerkende dem som kristne og som en del af vores fællesskab?
Den egentlige prøve kommer, når andre træffer et valg, jeg mener er forkert.
Den prøve gælder også hjemme i menigheden, her har jeg heller ikke råderet over andres samvittighed. Tværtimod har jeg ansvar for, at mennesker kan komme til orde, og for selv at lytte. Jeg må kunne forsvare min bibelfortolkning uden at opføre mig, som om min forståelse af Guds vilje er hævet over enhver kritik.
Hos Paulus finder jeg en frihed, der forpligter. I Galaterbrevet kapitel 5 vers 13 knytter han friheden til at tjene hinanden i kærlighed. I Romerbrevet kapitel 14 formaner han kristne, der er uenige om mad og særlige dage, til at afstå fra at dømme og foragte hinanden. Det løser ikke alle vores uenigheder. Men det minder mig om, at jeg ikke bliver fritaget fra kærligheden, fordi jeg mener, at den anden tager fejl.
Hvis jeg ønsker et kirkesamfund, må jeg også være med til at bære det.
Derfor kan jeg heller ikke bruge kongregationalismen som begrundelse for at trække mig fra ethvert fælles ansvar. Hvis jeg ønsker et kirkesamfund, må jeg også være med til at bære det. Det betyder, at jeg skal møde op, bidrage, og tage andre menigheders behov alvorligt. Jeg kan ikke forvente, at andre holder vores fælles mission i gang, mens jeg selv kun dukker op for at protestere. At vi frivilligt har valgt hinanden, gør ikke vores forpligtelse mindre overfor hinanden.
Jeg mener også, at vi skal kunne træffe beslutninger og komme videre. Vi kan ikke holde hele kirkesamfundet fast, indtil den sidste er blevet enig. Vi skal vælge en ledelse, vedtage budgetter og finde retning for det fælles arbejde. Men der er forskel på at tabe en afstemning og at få underkendt sin ret til at høre til. Et flertal skal kunne lede et fællesskab, som også mindretallet fortsat kan være en del af.
Det er især her, jeg bliver bekymret. Hvis en menighed gerne må have sin egen teologi lokalt, men dens medlemmer på den baggrund afskæres fra at bidrage nationalt, hvor meget er anerkendelsen så værd? Jeg kan ikke se et ligeværdigt fællesskab i en ordning, hvor vi alle må være med, men kun nogle af os må præge det.
Den lokale selvstændighed afgør ikke i sig selv, hvem der skal lede vores fælles arbejde. Det må vi beslutte sammen. Men efter min mening skal de beslutninger afspejle, at vi faktisk er et fællesskab af forskellige menigheder. At en person får ordet eller en opgave nationalt, betyder ikke, at alle menigheder dermed har tilsluttet sig hele vedkommendes teologi. Den sondring er vi nødt til at kunne leve med, hvis vi vil være kirke sammen.
Det gælder også LGBT+ personer, som jeg vil samarbejde med og give plads til på lige vilkår med alle andre. Når jeg skal vurdere, hvem der kan bidrage, vil jeg se på menneskers karakter, kompetencer, gaver og kald. Jeg kan ikke forsvare at afskrive deres tjeneste alene på grund af, hvem de elsker.
Jeg ved, at andre baptister vurderer det anderledes. Det må de kunne udtrykke, og vi må kunne diskutere det alvorligt. Jeg forventer ikke, at en anden menighed overtager min teologi. Men jeg forventer den samme respekt den anden vej. Min samvittighed giver mig ikke ret til at bestemme over deres menighed, og deres samvittighed kan ikke give dem vetoret over vores fælles kirkeliv.
Jeg må acceptere, at fællesskabet rummer mennesker og synspunkter, jeg ikke selv ville vælge. Det samme må andre acceptere.
Fællesskabet forudsætter, at vi hver især accepterer begrænsninger. Jeg må acceptere, at fællesskabet rummer mennesker og synspunkter, jeg ikke selv ville vælge. Det samme må andre acceptere. Vi kan forpligte os på at lytte, på at give hinanden reel adgang til at deltage og på at undlade at bruge vores flertal til at lukke andre ude. Sådanne forpligtelser kan beskytte den frihed, vi hver især har brug for.
En fælles vej frem kræver, at vi aftaler, hvordan vi vil behandle hinanden, når vi er uenige. Her kan de retningslinjer, Baptist World Alliance vedtog i 2013, være et udgangspunkt. De minder os om, at vores erkendelse er begrænset, og at uenighed ikke må blive til angreb på hinandens menneskeværd eller kristne tro. Det er ikke vores beslutning, men det er en baptistisk måde at tage fællesskabet alvorligt på, som jeg gerne vil stå på mål for.
Og måske kan vi også lære noget af vores kristne brødre og søstre ude i verden, Pave Johannes XXIII fremhævede i 1959 et ældre valgsprog, som i dansk oversættelse lyder ”Enhed i det væsentlige, frihed i det tvivlsomme, kærlighed i alt.” Hans kirkesyn var et andet end mit. Alligevel synes jeg, at ordene stiller et spørgsmål, vi har brug for at tage alvorligt.
Jeg kan ikke gøre enhver overbevisning, der er vigtig for mig, til en betingelse for andres plads i fællesskabet.
Hvad er det egentlig, vi skal være enige om for at høre sammen? For mig må udgangspunktet være Jesus Kristus og vores ønske om at følge ham, og den mission der ligger i det kald han giver til os. Det gør ikke vores øvrige uenigheder ligegyldige. Men jeg kan ikke gøre enhver overbevisning, der er vigtig for mig, til en betingelse for andres plads i fællesskabet. Hvis vi alle gør det, bliver der meget lidt fællesskab tilbage.
Kærlighed i alt må også gælde, når en beslutning gør ondt, og når jeg ikke ved, hvordan vi kommer videre. Jeg skal kunne sige tydeligt fra uden at afskrive mennesker. Og jeg skal selv være villig til at høre den kritik, jeg forventer, at andre vil lytte til.
Jeg skal selv være villig til at høre den kritik, jeg forventer, at andre vil lytte til.
Jeg har ikke alle svar på, hvordan vi kommer videre som kirkesamfund. Men jeg ved, hvilket fællesskab jeg ønsker at arbejde for. Et fællesskab, hvor jeg kan se et menneske i øjnene og sige, at vores uenighed ikke gør vedkommende mindre velkommen til at bidrage. Hvor jeg tager ansvar for mere end min egen holdning. Og hvor jeg kan regne med, at andre vil forsvare min frihed, ligesom jeg vil forsvare deres. Hvordan kan vi efter Landskonference 2 skabe et fællesskab, hvor både friheden og ansvaret er gensidigt? Og hvis BWA’s retningslinjer ikke er det rette udgangspunkt, hvilke andre veje kan vi så foreslå hinanden? Det må være spørgsmål, vi overvejer i den kommende tid.
Giv din mening til kende