Sognepræst Inger Margrethe Andersen
- Bælum-Solbjerg-Skibsted pastorat
- døbt 9.3.1969 i Karmelkirken, Aalborg
- ordineret 8.6.1993 i Aarhus Domkirke
Mange af jer har bakket op om ’Åbent Brev 2021’. Tak for det! En ven spurgte tidligt i forløbet, som I nu har gjort: ”Du bruger mange kræfter på det – hvorfor egentlig?” Jeg måtte tænke lidt, før jeg svarede: ”Fordi jeg simpelthen nægter at acceptere, at den åbne og folkelige samtale er blevet uden betydning!”
Det er en vigtig del af svaret. Men det begyndte som en murrende uro: Jeg fik sværere og sværere ved at kende det åbne og solidariske samfund, som jeg altid har taget for givet. Et land, hvor de fundamentale menneskerettigheder og enkeltmenneskets værdighed og retssikkerhed blev værnet.
Tvangshjemsendelse
Der begyndte at komme beretninger i omløb, især om de syriske flygtningefamilier: Om lemfældig retspraksis, timelange forhør, tvangsadskillelse af familier, der så småt var begyndt at finde fodfæste i det danske samfund. Minister Mattias Tesfaye erklærede det som regeringens mål at tvangshjemsende mennesker til den diktator, de var flygtet fra. Praksis blev begrundet med underretninger om sikkerheden i Damaskus-området, som end ikke de kilder, der var citeret i rapporten, ville stå ved, samtidig med at FN, EU, Amnesty og andre internationalt anerkendte organisationer alle advarede mod at sende folk tilbage til Syrien.
Praksis blev begrundet med underretninger om sikkerheden i Damaskus-området, som end ikke de kilder, der var citeret i rapporten, ville stå ved.
Unge piger og gamle
Jo mere jeg har sat mig ind i forholdene, jo mere rystet er jeg blevet: Det er de mest sårbare, der får inddraget deres opholdstilladelser. De unge mænd risikerer militærtjeneste og får derfor anerkendt et beskyttelsesbehov. Men de unge piger og de gamle er jo ikke i dén risikogruppe. Det er ubærligt, at vi er klar til at sende unge piger og plejekrævende gamle ubeskyttede og uden familie tilbage til det regime, deres familie er flygtet fra. Bortset fra, altså, at det kan vi ikke alligevel, fordi vi ikke har diplomatiske forbindelser med Syrien – fordi det er for farligt for danske diplomater at opholde sig i landet. Så de ramte bliver blot udskilt fra deres – med møje etablerede – hverdag for på ubestemt tid at bo på udrejsecentre, uden penge, uden lov til noget så simpelt som selv at koge vand til en kop te, uden lov til at uddanne sig, uden mulighed for familieliv – uden fremtid.
Bedstemor i Danmark
Ubærligt, også fordi jeg kender en syrisk familie, som jeg har haft den ære at døbe: Far, mor og fem børn. Jeg har konfirmeret de to ældste, den tredje går til præst lige nu, den fjerde synger i børnekoret – den yngste er endnu så lille, at han bare bliver forkælet af alle de andre. Jeg er udnævnt som ’Bedstemor i Danmark’. De ældste er ikke så langt fra deres 18-års fødselsdag – og jeg ved med mig selv, at hvis myndighederne kommer efter dem, vil jeg ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke har råbt op inden.
Bredden i protesten har hele tiden været vigtig for mig.
Derfor skrev jeg Åbent Brev 2021. Jeg tog udgangspunkt i dansk kirkeliv, fordi det nu engang er derfra, MIN verden går. Men jeg bredte – efter den første overvældende modtagelse med 1.074 underskrivere – initiativet ud til hele det folkelige foreningsdanmark. For netop bredden i protesten har hele tiden været vigtig for mig: Folke- og frikirkefolk fra Skagen til Gedser, præster og menighedsrådsmedlemmer fra land og by, biskopper, spejderledere, generalsekretærer, lærere, fodboldtrænere. Enkeltpersoner fra både det kirkelige og folkelige landskab er gået sammen om at sende signalet: Dette er ikke det Danmark, vi kender! Her i landet behandler vi vores medmennesker ordentligt!
Brevet sendes igen
Indtil nu har over 3.300 skrevet under. For hver 500 nye underskrifter genfremsendes brevet til regering og folketing – og folketingsmedlemmer melder tilbage, at det vedvarende pres er en hjælp i deres arbejde for at få ændret politikken. Så spred gerne i dit netværk, at man stadig kan skrive under ved at sende en mail til aabentbrev21@gmail.com med navn, by, evt. beskæftigelse og kirkeligt eller folkeligt ståsted.
Læs mere i Facebookgruppen ‘Åbent brev 21’.
Tak for din kommentar. At forholde sig kritisk til magtens udøvere, hvis man mener, at den måde, magten forvaltes, er imod de grundlæggende værdier og de konventioner, vi som land har tilsluttet os, ser jeg ikke som ”at pege fingre”, men som både en borgerret og -pligt i et frit, åbent, demokratisk samfund.
I disse dage ser vi, med hvilken selvfølgelighed vi rækker ud efter flygtningene fra Ukraine. Det er det helt rigtige at gøre – og det er præcis den samme behandling, vi appellerer til med det åbne brev, at de flygtninge, vi allerede har modtaget, også får: Ret til familieliv, ret til at bo, arbejde og uddanne sig – og ret til ikke at blive sendt tilbage til den krig og den diktator, de er flygtet fra, eller at få deres liv, møjsommeligt opbygget, smadret ved adskillelse af familier og tvungent ophold i udrejsecentre.
Til spørgsmålet om, hvad kirken eller jeg som enkeltperson gør: Kirken gør nu ikke så lidt, synes jeg – bl. a. noterer jeg mig, at halvdelen af folkekirkens bispekollegium og rigtigt mange andre kirkeledere er medunderskrivere. For mig har bredden i protesten hele tiden været vigtig: Det er enkeltstemmer fra hele det kirkelige og folkelige landskab, der har lagt navn til protesten.
Men først og fremmest: Der er så mange, mange mennesker, både blandt underskriverne og i hverdagen, der rækker hænderne ud: Arbejder for at hjælpe og støtte flygtningefamilierne både med helt solidt dagligt ven- og naboskab, med at gå med til skole-hjem-samtaler, med lektiehjælp, med integration af børnene i foreningsliv, idrætsklubber og spejderarbejde, med at følge med som bisiddere hos kommunen, ved at sidde med, når afgørelser om liv og død træffes i Flygtningenævnet, ved at besøge de afviste i udrejsecentrene.
Alt det gør enkeltmennesker rundt om i landet – nogle, fordi de ser det som deres kristenpligt, andre, fordi de simpelthen anser det for en borgerpligt. Under alle omstændigheder: Fordi deres samvittighed og medmenneskelige engagement tilsiger dem det. Og sådan synes jeg også, at det skal være: At vi hver på vores sted gør, hvad vi synes, er rigtigt og nødvendigt. Det er dét stærke civilsamfund, der holder et åbent demokrati i live.
Venlig hilsen,
Inger Margrethe Andersen
Kære Inger Margrethe Andersen
Det er altid nemt, at pege fingre af andre. Hvor mange flygtninge har du selv boende? Hvor mange har kirken taget imod?