Engang bliver Jesus spurgt, hvad man skal gøre for at arve evigt liv. Han svarer meget enkelt: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv”.[1] Hermed stiller Jesus sig i traditionen fra Moseloven.[2] Men hermed er alt ikke besvaret, for vi véd også, at samtalens næste spørgsmål lyder: “Hvem er så min næste?” – og det er blevet diskuteret lige siden.
Den danske model?
I en dansk sammenhæng har visse præster og teologer søgt at argumentere for, at næsten skal forstås som vores nærmeste. Det er faktisk lykkedes dem at bygge et helt politisk program på tanken om, at vi kun har ansvar for vores egne. Dem, der ligner os og deler vores værdier. Solidariteten rækker ikke langt, som politikeren Marie Krarup gør opmærksom på, når hun i en artikel fra Kristeligt Dagblad i 2015 frejdigt omformulerer næstekærligheden til kun at gælde dem, hun kender. For som hun siger helt uden at rødme: “De syriske flygtninge og børnene i Afrika er ikke mine næster. Det ville være vanvittigt at stille et krav om, at jeg skulle elske dem, for dem kender jeg ikke.”
En sydafrikansk variant?
Min næste er ethvert menneske, der påvirkes af mine valg.
Den nyligt afdøde sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu stod for et andet syn på os som mennesker og vores næste – ikke som afskårne individer, der kun er forbundet med dem, der står lige omkring os, men netop som forenet i én menneskehed, forbundet med hinanden. Han har ofte formuleret det med ordet UBUNTU – et sammenfattende udtryk kendt fra flere afrikanske sprog, der beskriver den forbundethed, vi har med hinanden som mennesker. Nogle gange oversættes det med ordene: “Jeg er, fordi vi er”. Desmond Tutu lægger vægt på, at vi som mennesker skal vide, at vi hører til i en større sammenhæng, og at den sammenhæng lider, hvis andre bliver ydmyget, undertrykt eller ringeagtet. Den svenske teolog og retræteleder Magnus Malm er inde på noget af det samme, når han skriver: “Min næste er ethvert menneske, der påvirkes af mine valg.”
Der er kun en ting i hele universet, som Gud har lagt sit billede i, og det er i mennesket.
Enken, den fremmede og den faderløse
Tanken om menneskets forbundethed er central også i den bibelske teologi. Det ser vi allerede i skabelsesberetningen, hvor det fortælles, at alle mennesker er skabt i Guds billede. Gud kunne have lagt sit billede ned i hvad som helst i universet: Himlen, bjergene, blomsterne. Men der er kun én ting i hele universet, som Gud har lagt sit billede – og det er i mennesket. Det gudsbillede har vi tilfælles med alle andre mennesker. Derfor understreges ansvaret for medmennesket også konstant igennem hele Moseloven. Ofte udtrykt i formuleringer om at tage sig af ’enken, den fremmede og den faderløse iblandt jer’. Det er kernen i den gammeltestamentlige etik, at mødet med ’den anden’ er et møde med et menneske som os selv – et medmenneske.
Mødet med ’den anden’ er et møde med et menneske som os selv.
Fjender og venner
I Det Nye Testamente skærpes den tanke yderligere. Vi begyndte med beretningen om den barmhjertige samaritaner, hvor Jesus ret provokerende understreger den pointe, at vores næste også kan vise sig at være en samaritaner – et af de folkeslag, som jøderne på hans tid netop havde allermindst til overs for. Hos Matthæus siges det endda endnu klarere af Jesus i Bjergprædikenen: “I har hørt, at der er sagt: “Du skal elske din næste og hade din fjende.” Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer”.[3] Konsekvensen af ethvert menneskes gudbilledlighed er altså, at selv vores fjender er medmennesker, vi er forbundet med. Ja, faktisk går Jesus hos Matthæus skridtet videre og siger, at medmennesket ikke bare er vores ansvar, men faktisk er det sted, hvor vi møder Gud selv. Den tanke kommer i slutningen af evangeliet i lignelsen om verdensdommen, hvor kongen siger til de retfærdige: “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”.[4]
Næstekærlighed er fremmedkærlighed
Bøger, der er værd at læse:
Desmond Tutu: “Gud har en drøm” og “Ingen fremtid uden tilgivelse”
Magnus Malm: “Et hjerte større end verden”
Den tidlige kirke kæmpede også med de her spørgsmål og forsøgte at forstå, hvad de betød for deres liv. Et af de centrale temaer i Det Nye Testamentes breve er netop spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig til de fremmede, de andre, dem der ikke hører til menigheden, eller dem i menigheden, der har en anden baggrund – socialt, kulturelt eller religiøst.
Hebræerbrevet kommer med en formulering, der læner sig op af tanken fra Matthæusevangeliet om, at mødet med næsten er et møde med Gud: “Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster”.[5] Netop gæstfrihed bliver et kerneord også hos Peter: “Vær gæstfrie mod hinanden uden tværhed.”[6] og hos Paulus: “Læg vægt på at være gæstfrie”.[7] Ordet gæstfrihed hedder på græsk philoxenia, og det betyder direkte oversat: ’kærlighed til den fremmede’. For Gud møder os i den anden – hvad enten vi kender dem eller ej.
[1] Lukas-evangeliet kap. 10, vers 25-37
[2] 3. Mosebog kap. 19, vers 18
[3] Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 43
[4] Matthæus-evangeliet kap. 25, vers 40
[5] Hebræerbrevet kap. 13, vers 2
[6] 1. Peters brev kap. 4, vers 9
[7] Romerbrevet kap. 12, vers 13
Giv din mening til kende