Intet kan erstatte nærværet mellem mennesker!

Kristian Bonde-Nielsen:

• præst i Købnerkirken
• uddannet fra SALT (Skandinavisk Akademi for Ledelse og Teologi)
• en del af podcasten ’Spadestik’

Personligt har jeg de sidste 12 år mere eller mindre uden undtagelse en gang om måneden mødtes med min åndelige medvandrer for at blive opmærksom på, hvilke processer der er i gang i mit liv, og hvor Gud er til stede i det. Det lyder fromt og godt – men jeg skal være ærlig og sige, at så fromt er det slet ikke i virkeligheden. I stedet er det ærligt, uden filter, realistisk og jordnært.

At være medvandrer

Som præst kastede jeg mig også hurtigt selv over det at være medvandrer for andre, og det er noget af det, jeg nyder mest i min tjeneste. Det var dog en tjeneste, som i løbet af flere omgange med nedlukning blev udfordret af omstændighederne. For mit vedkommende blev løsningen en hel masse gåture rundt i kvarteret og rundt om Damhussøen. Det i sig selv gør, at forskellige steder i Vanløse, hvor jeg arbejdede og stadig bor, minder mig om livsvigtige ting, der er blevet sagt. Derved har jeg også (gen)opdaget, hvordan ethvert sted kan være hellig grund og mødeplads mellem himmel og jord.

Virtuelle samtaler

Under den første nedlukning forsøgte jeg mig også med virtuelle samtaler. Men ret hurtigt måtte jeg konkludere, at det så langt fra var det samme. Nogle var bedre til at være i samtalen end andre, men uanset hvad var min oplevelse, at der manglede noget. Selvom en hel del ting er meget nemmere at ordne virtuelt, så er der, tror jeg, også noget der afhænger af, at vi er fysisk til stede på det samme sted.

Virtuel kirke

Jeg har brug for mennesker af kød og blod. Jeg har brug for, at vi trækker den samme luft.

I kirkerne var vi hurtige til at hoppe ombord i de forskellige muligheder for at være virtuel kirke. Personligt befandt jeg mig ekstremt dårligt i det. Jeg har brug for mennesker af kød og blod. Jeg har brug for, at vi trækker den samme luft, og at vi kan tale sammen uden forsinkelse. Og sådan tror jeg, der er en del, der har det.

Nærværets gave

Så når vi nu lige så stille – og for anden gang – vænner os til, at livet minder om noget, vi kender, så tror jeg, vi har brug for at genopdage nærværets gave. Undersøgelser viser, at særligt unge mennesker har et mentalt (og åndeligt?) efterslæb. Og jeg synes næsten, jeg kan mærke det hos de mennesker, jeg møder, og hos mig selv. Vi har vænnet os til at være alene, og vi har vænnet os til at gå selv med hver vores. Og måske har vi endda også vænnet os til i endnu højere grad at holde effektiviteten frem som det altoverskyggende mål.

Vi har brug for at genopdage nærværets gave.

Derfor tror jeg, at vi har brug for at genopdage nærværets gave. I den kirkelige tradition findes det særligt i sjælesorgssamtaler og åndelig vejledning. Sidstnævnte er altså det, vi er nogle, der kalder åndelig medvandring. I en åndelig medvandrings-samtale er effektiviteten irrelevant. Vi skal ikke nå noget, og vi skal ikke nødvendigvis flytte os. I åndelig medvandring tager vi os god tid til at lytte, til at være stille, til at tænke og til at føle. Vi giver plads til, at man kan sige det, som er svært at sige højt, og til at Gud ved sin Ånd kan sige os det, vi ikke kan sige os selv. Men alt det kræver tid, ro og nærvær!

Tid til den enkelte

En af de ting, der ofte slår mig, når jeg læser igennem evangelierne er, at Jesus har tid til den enkelte. Muligvis foregår kulminationen på Jesus’ liv i påsken, men forud for det er der gået et liv og en tjeneste med tid til at være nærværende. Jesus lader sig forstyrre af mennesker fra alle samfundslag og tager sig tid til at se dem i øjnene. Og selvom Jesus’ tjeneste på en måde er ganske målrettet, er den også samtidig virkelig ineffektiv målt efter moderne standarder. Måske vil Jesus vise os, at tempo, effektivitet og produktivitet ikke er et mål i sig selv? Det er værdifuldt i sig selv at bruge tid sammen og måske bare at trække vejret sammen.

Nærvær er tegn på kærlighed

Intet kan erstatte nærværet mellem mennesker! Det står stadig tilbage som den største lærdom for mig gennem to år med pandemi. Når vi er nærværende overfor hinanden, viser vi med vores liv og vores tid dét, som nogle af os prøver at prædike: ”Du er elsket. Du er værdig til livet. Du har værdi. Du betyder noget.” Det er langt lettere at prædike end at praktisere. Det er langt lettere at prædike om alle menneskers ukrænkelige værdi og plads i Guds favn, end det er rent faktisk at tage sig tid til at lytte til de selvsamme mennesker. Men når vi gør det, og vi faktisk tager os tid, så er det så uendeligt værdifuldt.

Der findes ikke nogen ordentlig substitut for nærvær.

Nærvær kræver tid sammen

Mine egne erfaringer er primært med åndelig medvandring. Og selv holder jeg uendeligt meget af den tradition og måde at være sammen. Det betyder ikke, at principperne fra åndelig medvandring ikke også virker under lidt andre former. For jeg tror faktisk på, at der ikke findes nogen ordentlig substitut for nærvær. Og nærvær kan jo findes i alle mulige former og afskygninger. Det kunne være to venner, der aftaler at mødes regelmæssigt og følges ad. Det kunne være i de små grupper, der findes i mange af vores kirker – og som vi ikke er helt enige om, hvad vi skal kalde. Det kunne også hjælpes på vej gennem noget så enkelt som altid at lægge telefonen væk, når vi er sammen. Nærvær findes i alle mulige afskygninger, men fælles er, at det ikke kan jages frem, men det kræver, at vi tager os tid til hinanden.