Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
At vandre sammen

At vandre sammen

Fatima og Charlotte har de sidste godt seks år haft en medvandrer-relation, hvor de mødes ca. 1-4 gange om måneden alt efter, hvordan de kan få det til at hænge sammen.

Fatima og Charlotte har ønsket at være anonyme, men redaktionen kender deres navne.

Gitte Eriksen er teamleder for Medvandrerordningen i Kirkernes Sociale Arbejde i Silkeborg.

Fatima er midt i 40’erne, bor alene med hr. Stampe (en kanin, som har det mest fantastiske kaninliv). Fatimas forældre bor ca. 40 km væk, og hendes søster bor med sine børn, ”mine yndlingsbørn”, også ca. 40 km væk. Fatima ser dem tit og også i ferier. Hun har flexjob i en forretning, hvor hun har arbejdet i 21 år. Fatima har en kæreste samt gode venner og veninder. Hun elsker at rejse og har været i både Thailand, De Vestindiske Øer og USA – i New York, som hun beskriver som sin yndlingsby.

Charlotte er i start 50’erne, gift og har voksne børn. Charlotte er uddannet sygeplejerske og arbejder på et plejehjem. Hun fortæller, at de bor ca. 20 km. fra hinanden, ”men jeg har bil, så det er ikke noget problem. Jeg kan også lide at rejse, selvom jeg ikke er så glad for at flyve, men ligesom Fatima har jeg også været i New York.”

På spørgsmålet om, hvorfor de begyndte at ’vandre’ sammen, fortæller de begge, at de nyder hinandens selskab og synes, at de får megen glæde ud af at være sammen. Når de er sammen, bliver der grinet meget, og stemningen er fuld af god humor. Charlotte fortæller, mens hun griner lidt: ”Vi fortæller hinanden mange ting, og Fatima siger også nogle gange til mig, at jeg arbejder for meget.” Fatima supplerer: ”Vi har fortrolig snak om både arbejde og alt muligt andet.”

Hvordan kom jeres relation i stand?

Charlotte fortæller: ”I den frimenighed, hvor jeg kommer, fik vi et brev fra Oasefællesskabet om, at nogle mennesker søgte støtte og selskab, da deres bostøtte ikke længere var bevilget fra kommunen. Jeg kontaktede Gitte Eriksen, der er ansvarlig for medvandrerordningen. Vi havde et møde og blev enige om at mødes med Fatima. Det var et godt møde, og vi hyggede os sammen med det samme.” Fatima er helt enig: ”Vi snakkede godt sammen med det samme.”

Nogle mennesker søgte støtte og selskab, da deres bostøtte ikke længere var bevilget fra kommunen.

På det praktiske plan fortæller Charlotte: ”Vi mødes mest hos Fatima, hvor vi taler sammen om alt muligt. Møderne strækker sig sædvanligvis over en times tid.” Fatima supplerer: ”Det er nemmest at mødes hos mig, fordi jeg ikke har kørekort.” Og Charlotte runder af: ”Vi har også været ude i byen at spise eller handle, og enkelte gange har jeg hentet Fatima, og vi har været sammen hos mig og min familie.”

Spontant indhold

Indholdet af møderne er oftest spontant, eller som Fatima siger: ”Vi tager det, som det kommer.” Charlotte siger igen: ”Nogle gange har vi selvfølgelig svært ved at finde en tid, der passer i vores kalender, da vi begge er travle kvinder! Hvis Fatima fx har behov for, at vi skal ses på et bestemt tidspunkt eller handle ind, så er det gerne aftalt. Vi taler også i telefon eller via sms.”

At vandre sammen kan være en trosvandring, men det kan også indeholde mange andre elementer. Charlotte siger om sin og Fatimas relation: ”Vi bruger mest vores tid sammen til at tale om alt muligt. Ikke tro, men mere personlig snak.” Fatima er helt enig: ”Der er ting, som jeg kun taler med Charlotte om og ikke andre. Fortrolig snak.”

Charlotte siger videre: ”Indimellem hjælper jeg Fatima lidt med nogle praktiske ting. Mest administrativt, som at læse breve eller skrive lidt. Vi kan også køre i Føtex og købe ting eller købe tøj og andet.” Fatima Supplerer: ”Det bedste er, når vi er på udflugt. Gitte må godt arrangere nogle flere udflugter. Vi har også aftalt en Aarhustur.” Charlotte er helt enig: ”Ja, vores udflugter sammen med andre til bl.a. Ree Park, Løveparken og en dejlig sejltur var helt fantastiske. Så har vi aftalt, hvem der fx tager mad med.”

Medvandring giver fortrolighed og glæde

Når Fatima og Charlotte skal beskrive, hvad det giver dem at have en relation til hinanden, er der ingen tvivl. Det er, som Fatima hurtigt siger: ”Hygge, fortrolig snak og glæde.” Charlotte er ikke uenig: ”Vi hygger os sammen og har bl.a. en fælles interesse i at rejse. Fatima driller mig lidt, fordi jeg ikke kan lide at flyve.” Det sidste bliver sagt under fælles latter. Charlotte er ikke i tvivl: ”Det gør mig glad at være sammen med Fatima og Hr. Stampe” – og det er gensidigt, for som Fatima siger: ”Hr. Stampe glæder sig også, når Charlotte kommer.”

Varig relation

Der er ingen tvivl hos de to kvinder om, at deres relation er varig. Fatima er sikker: ”Vi bliver ved at mødes.”

Der er ingen tvivl hos de to kvinder om, at deres relation er varig.

Og Charlotte samtykker: ”Vi har lært hinanden så godt at kende. Fatima kender også min familie og er så sød til at spørge og sender hilsen til dem. Jeg tror, vi bliver ved med at mødes, da vi har dannet en rigtig god relation med hinanden.”

Kræver det noget særligt?

Til sidst i samtalen runder vi begrebet medvandring ved at stille spørgsmålet: Kræver det noget særligt at deltage? Charlotte siger meget klart: ”Nej, det kræver kun, at man har lyst til at give lidt af sig selv og har et åbent sind. Jeg vil opfordre alle, der har lyst, til at blive medvandrer. Det er så givende at lære nogen at kende, som man måske ikke ellers ville have mødt.”

Vi vil gerne takke Fatima og Charlotte for deres mod til at give os et lille kig ind i deres relation – og ønske Guds velsignelse til deres fortsatte vandring.

Giv din mening til kende