Danske Kirkers Råd har i samarbejde med forlaget Eksistensen og Teologi for Lægfolk udgivet en ny præsentation af kirkelivet i Danmark. I hvert fald den organiserede del, som samles omkring Danske Kirkers Råd.
Det er der blevet en læseværdig bog ud af, hvis man er nysgerrig på andre end sin egen sammenhæng. Hver kirke, uanset størrelse, får ca. 14 siders præsentation, skrevet af dem selv. Jeg kan ikke anmelde bogens afsnit om BaptistKirken – for det har jeg selv skrevet. Men jeg har fået nye vinkler og oplysninger om alle de andre kirker, som er beskrevet.
Kirkelig mangfoldighed
Der er to indledende kapitler, som dels handler om den kirkelige mangfoldighed i Danmark og dels trækker tråde til den internationale økumeni. Flere gange i bogen gøres der opmærksom på, at selvom vi i Danmark oplever, at kristendommen bliver marginaliseret, bl.a. fra politisk hold, så vokser den kristne Kirke voldsomt på internationalt plan. Særligt Tonny Jakobsen fra Mosaik har en glimrende beskrivelse af væksten i den pentekostale kirke, især i det globale syd. Det samme gør sig i øvrigt gældende for baptistkirkerne på verdensplan.
Det er spændende, hvad de enkelte skribenter har fået ud af de samme spørgsmål: Nogle lægger vægt på organisationen, andre på teologien, nogle på tilblivelsen af netop deres kirke, og andre på den lange historie og særpræget – f.eks. de østlige, ortodokse kirker. Alt i alt afspejler de forskellige vinkler også hver enkelt kirkes selvbillede.
Vil favne nydanskere
Fra baptisternes nære samarbejdspartner, Evangelisk Frikirke Danmark begynder generalsekretær John Nielsen med at fortælle baggrunden for deres navneskifte fra Det Danske Missionsforbund. Ret interessant. Især fæstner jeg mig ved, at de fjerner ordet ”danske” for at signalere, at de ønsker også at favne nydanskere.
Det bringer mig til et af de store emner i bogen, migrantmenighederne. Allerede i bogens indledning problematiseres dette udtryk.
”Hvor længe vil vi kalde andre for migranter, når vi alle udgør en del af den religiøse og kirkelige mangfoldighed i Danmark”, spørger Mads Christoffersen og Jan Nilsson i kapitlet om ”Den kirkelige mangfoldighed i Danmark”.
Det følges op af kapitlet netop med overskriften ”Migrantmenigheder.” Her står: ”…da det under flygtningekrisen (i 2015) blev udbredt at bruge begrebsparret ”flygtninge og migranter” i offentligheden, begyndte ordet migrant at få den konnotative betydning ”ikke rigtig flygtning” eller ”bekvemmelighedsflygtning”. Så selvom migrant i sig selv er et neutralt ord, der dækker over, at en person har bevæget sig, så har det i manges øjne fået en negativ konnotation, der betegnet er illegitimt opholdsgrundlag.”
Stigmatiserende
Når vi bruger ordet migrantmenighed, definerer vi denne ved det, den ikke er, dansk, og det kan opleves stigmatiserende, gør forfatterne af dette afsnit, bl.a. Søren Dalsgaard fra Folkekirkens Migrantsamarbejde, opmærksom på. De henter i kapitlet et udtryk fra England; etniske minoritetsmenigheder.
Vi bruger selv ofte betegnelsen migrantmenighed i BaptistKirken. Sammen med de to internationale menigheder udgør de jo en fjerdedel af BaptistKirken. Måske vi skulle til at tænke på, hvad disse menigheder så skal hedde – hvis vi har brug for, at de skal samles under én betegnelse. Det kunne være interessant, om de selv kunne definere, hvad de vil kaldes.
Måske John Nielsen har fat i noget, når han netop skriver om nydanskerne. Kunne de samlet set hedde Nydanske menigheder?
Den universelle kirke
Nydanskere dækker så stadig ikke over de internationale menigheder, hvor det typisk er mennesker, som ikke bliver danskere, men har Danmark som et stoppested i et studie- eller karriereforløb. Men de er måske netop migranter, mennesker der flytter sig rundt i verden, og sådan set netop giver os en illustration på den universelle kirke, hvor fysiske grænser ikke gælder i Guds rige.
En interessant detalje er, at både Den katolske Kirke – af biskop Czeslaw Kozon – og den ortodokse kirke – af Emil Bjørn Hilton Saggau – betegner deres kirker som ”den næststørste kirke på verdensplan”. Saggau er forsker ved Lund Universitet med speciale i ortodokse kirker, og han skriver ovenikøbet ”på verdensplan kun overgået af den katolske kirke”. Spørgsmålet er, hvilken kirke Kozon vil beskrive som den største? Der findes dog over en mia. katolikker i verden.
Det er svært at spå
Bogens afsluttende kapitel af Maria Munkholt Christensen; ”Det er svært at spå… især om Kirken”, tager udgangspunkt i en klog og relevant samtidsanalyse. Her betegnes vores tids dominerende mennesketype: ”Det omflakkende individ, der bevæger sig uforpligtende rundt og kun opholder sig flygtigt i fællesskaber og i parforhold.”
Det genkender vi fra udfordringen i at finde frivillige til det kirkelige arbejde, både lokalt og nationalt.
Hun beskriver også de kirkesplittende udfordringer i pluralismen med bl.a. mange kønsidentiteter og samlivsformer. Som igen fører til polarisering, især imellem generationerne. ”Kirkerne kan have svært ved at rumme alle aldersgrupper og holdninger på én gang og tyr til at differentiere deres ’udbud’”.
Det er også en genkendelig tendens i baptistkirkerne.
Hun giver en indsigtsfuld og klog afslutning, hvor der opfordres til, at vi nærmer os hinanden omkring dåb og nadver, at vi ser hinanden som medvandrere på Guds mission. Hun opfordrer til yderligere dialog – og som redskab til dette er det en god idé at læse denne bog på forhånd. Det vil give et oplyst grundlag til at fortsætte en gensidig og respektfuld samtale kristne og kirker imellem.
Bogen præsenteres lørdag den 28. maj kl. 12 på Himmelske Dage.
Giv din mening til kende