Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Hvad er vitalt?

Hvad er vitalt?

Et tilbud om at finde ind til kernen i menighedens liv. Jan Kornholt brænder for at komme ud i menighederne med Vital-processen.

BaptistKirken lancerer nu Vital, som et ”redskab til menighedens udvikling”. Jan Kornholt, menighedsudvikler i BaptistKirken, er den, der vil komme ud i menighederne og præsentere materialet.

”Endnu et koncept”, tænker du måske. Men nej, siger Jan Kornholt. Vital er langt mere end et koncept. Det er en mulighed for, at en menighed forvandles. Fordi mennesker i menigheden forvandles.

”Jeg skal ikke forvandles”, tænker du så måske…. Hvorfor ikke? Er det ikke det, Jesus kalder os til?

Paulus skriver i Romerbrevet 12: ”Lad jer forvandle, ved at sindet fornyes”.

Fra Missionsforbundet

Vital er prøvet af i Missionsforbundet i flere menigheder siden 2016 og nu tilbydes det til baptistmenighederne.

Vital-processen varer to år og omfatter tre heldags workshops, hvor to eksterne konsulenter guider deltagerne igennem temaerne: fakta, forandring og fremdrift.

De menigheder, der går ind i processen, får tilknyttet en konsulent igennem hele perioden – formentlig Jan Kornholt. Lokalt skal der være et vitalitetsteam, som skal sikre, at der bliver en sammenhæng mellem menighedens daglige liv og processen.

Personlig fornyelse

Hvad er forskellen til alt det, vi har været præsenteret for som menighedsudvikling de sidste 25 år; Naturlig Kirkevækst, Livsmønstre, Kirkeplanternet og Innovative menigheder?

Jan Kornholt

”Min vurdering er, at Vital har evnen til at grave dybere. Erfaringerne fra de menigheder, der har været igennem processen, er, at de menighedsmedlemmer, som vælger at engagere sig, oplever en personlig fornyelse. Der sættes fokus på den enkeltes tro og villighed til at følge Jesus. Det er en proces, hvor man ikke har den store pegefinger fremme, men hvor den enkeltes personlighed og tro ses som en ressource,” svarer Jan og uddyber: ”Man bliver taget med på en rejse, som er ens egen, og som hænger nøje sammen med fællesskabet, fordi vi sammen udgør menigheden.”

Han ved, at det er let at ryge i forsvarsposition: ”’Du skal ikke stille spørgsmålstegn ved min tro’. Men det er heller ikke det, der sker. Tværtimod har dem, der har været med på rejsen, oplevet, at de er blevet favnet undervejs.”

Ingen færdig manual

Han understreger, at der ikke er en færdig manual for, hvordan menigheden skal ende med at se ud. Det, der sker i løbet af de to år, er, at menigheden finder ind til sin kerne, tager fat om det, der er uhensigtsmæssigt – det kan være strukturen eller kulturen i menigheden; hvordan man tager beslutninger, eller hvordan man taler med og om hinanden. Det kan også være fokus, som skal skærpes; hvordan kan vi være i mission med de ressourcer, vores menighed har?

”Vital kan ikke svare på alle spørgsmål. Svarene ligger i menigheden. Vital er en styret proces, hvor vi sammen finder frem til svar på det spørgsmål, vi har til det at være menighed.”

Fem menigheder i 2021

Jan kender baptistkirkerne godt, da han var generalsekretær i 00’erne. Han mener, at halvdelen af alle baptistmenigheder kan have glæde af Vital. Og han håber, at der vil være fem menigheder, der går i gang med processen i 2021, og fem andre i 2022.

”Det handler om at komme først, for vi har pt. ikke ressourcer til mere. Men hvis der kommer 20 menigheder, der vil være med, så må vi finde de ressourcer, både de økonomiske og menneskelige,” slutter han.

I første omgang vil Jan og en af Vital-konsulenterne fra Missionsforbundet være de to undervisere på workshops. Tanken er, at med tiden vil der være flere baptister, der vil blive tændt på at blive Vital-konsulenter.

Pagt og puls

Milepæle i løbet af de to år vil være dels en pagtslutning i begyndelsen af forløbet, dels en indvielsesgudstjeneste ca. halvvejs og dels en undersøgelse, kaldet Puls, som fortæller, hvordan menighedens puls er, hvilket er forudsætningen for at kunne tage beslutninger om fremtiden.

”Det er vigtigt, at menighedens ledelse prioriterer denne proces, så den ikke bare bliver en aktivitet for nogle få i menigheden. Den skal gerne gennemsyre alt, hvad der sker i menigheden i de to år.

På Vitalitetsvejen, som de kalder processen, tages pulsen på ti bibelske kendetegn på den sunde menighed. Disse ti kendetegn skal f.eks. bruges til undervisning eller gudstjenester. Kun kreativiteten sætter begrænsninger.

Der er sendt folder og en introduktion til Vital ud til alle menigheder med menighedsforsendelsen 25. november.

Se video, hvor Jan Kornholt fortæller om VITAL

Giv din mening til kende