Vidmar var kun fem år gammel, da hans mor døde af tuberkulose. Men allerede inden da, havde hun skrevet en hilsen til ham i en bibel, som han senere fik. ”Til min dreng Vidmar. ’Herre, her er jeg, send mig.’ kærlig hilsen din mor”. Ordene var hentet fra Esajas 6. Hermed udtrykte hun sit ønske for den dreng, som hun aldrig skulle se vokse op.
Det blev Vidmar Lynglunds livsrejse, som sluttede 23. december 2021. Han blev født i en købmandsfamilie i Sdr. Kongerslev i Østhimmerland, blev døbt i Vårst. Han troede han skulle være skomager, men opgav det og tog på Højskole i Tølløse. Her fortsatte han og uddannede sig til præst på Baptisternes Teologiske Seminarium. Han fik sin første tjeneste som ungdomspræst i Ringsted. Derefter drog han og hustruen Else Marie til USA, hvor han var sømandspræst i Skandinavisk Sømandsmission San Francisco. Det blev kun til et år, hvorefter han valgte at læse på Berkeley universitetet, mens Else Marie arbejdede som sygeplejerske på et hospital.
Billy Graham
Undervejs fik han en stor oplevelse ved at arbejde for Billy Graham i to måneder. Det fornyede hans kald, da han blev berørt og mødt af Gud. Hjemvendt til Danmark – de ventede deres første barn – fik han tjeneste i Østervrå og sluttede som præst i Thisted fra 1967 til 1988. Han og Else Marie blev boende i Thy, en egn de elskede.
Datteren Hanne fortæller:
”Far mødte mor, da han var spejder og skulle undervise spejderlederne i Norge. Senere kom hun til Danmark for at tage en barneplejerskeuddannelse – hun var sygeplejerske. Og så blev de kærester.
Far var meget aktiv. Han havde en spejderklub i Thisted med 70 børn. Han var et samlingspunkt. Men han havde altid tid til mig og min bror. Vi fik lov til at sidde på kontoret, mens han skrev prædiken. Jeg husker at sidde i gyngestolen og læse i hans små bøger.
Så var han også meget kreativ og havde et stort hjerte for børnebørnene.”
Gjorde indtryk på ministeren
Hun fortæller om hans sidste store oplevelse. Det var i august 2021, hvor social- og ældreminister Astrid Krag kom til Thisted for at studere værdighed i ældreplejen. Hun kom på besøg i forældrenes lejlighed i Dragsbækcenteret sammen med borgmesteren og et hav af mennesker.
”Han gjorde åbenbart et stort indtryk på ministeren, for hun har sendt en personlig hilsen til jul og en kondolence til os. Han delte sine gode tanker omkring livet. De gode værdier, han altid har troet på. Han havde et meget nedsat syn og dårlig hørelse. Ministeren spurgte: ”Hvad får du tiden til at gå med?” og han svarede: ”Jeg sidder faktisk og beder. Jeg kan næsten huske Bibelen udenad, og tænker over de skriftsteder, jeg kommer i tanke om. Og salmer husker jeg også mange af.”
Netop salmen ”Dejlig er jorden” som familien sang, var det sidste han hørte. ”…menneske fryd dig, os er en evig frelser født.”
Tålmodig og taknemmelig
Det var Chresten Eskildsen, tidligere præst i Bethelkirken, der stod for begravelsen i Thisted Baptistkirke den 4. januar, og han sagde bl.a. ”Med stor tålmodighed, taknemmelighed og ydmyghed var han et sendebud – lige til det sidste. Han var klar og åndsfrisk.”
Chresten fortalte også, at Vidmar var børnenes ven. ”Han kendte alle børnene og havde tid til dem alle.” Stjernestunderne var ferierne i Norge. Han og Else Marie kom også helt til Nordkap og Finmarken i bil.
Også BaptistKirkens generalsekretær Torben Andersen havde et par ord til Vidmars efterladte. Fælles for de to, Torben og Chresten, er, at Vidmar har viet dem begge. Og Torben kunne fortælle, at Vidmar var med på den værste. Det var f.eks. ham, der lokkede Torben væk fra hans Else Marie aftenen før vielsen, så de unge kunne lave sjov med henholdsvis Torben og Else Marie.
”Jeg kendte Vidmar som en energisk, bibelsk rodfæstet og levende – bund evangelisk – forkynder,” sagde Torben.
Vidmar var en synlig præst lokalt, et kendt ansigt. ”Han kunne tale med alle – og gerne med en frisk og humoristisk bemærkning,” fortalte Chresten, og huskede Vidmar på prædikestolen med den åbne bibel i hånden og det kunne være med budskabet, som også var Chrestens ved begravelsen: ”Strid den gode strid, fuldfør løbet og bevar troen. Og du skal få Livets sejrskrans.”
Vidmar Lynglund efterlader sig hustru, en søn og en datter.
Giv din mening til kende