Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Give har aktivt valg at stå udenfor

Give har aktivt valg at stå udenfor

Give Baptistkirke vil ikke rette sig ind efter myndighederne og vælger derfor ikke at lade sig registrere i  Trossamfundsregisteret

Give Baptistkirke vælger at stå på det bibelske fundament i forholdet mellem kirke og myndighederne.

Dette indebærer bl.a., at kirken har blot ét hoved for menigheden, nemlig Kristus Ef. 1:22; 5:23; Kol. 1:18, og at kirken har blot én ”… eneste hersker, kongernes konge og herrernes herre … ” 1. Tim. 6:15.

Gud har indstiftet tre institutioner i denne verden:

  • Familien
  • Myndighederne
  • Kirken
”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste.

Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.” Romerbrevet 12:1-2

En fader har delegeret autoritet fra Gud, der er begrænset til hans familie; et ældsteråd har delegeret autoritet fra Kristus, der er begrænset til menighedens liv og levned; myndighedernes autoritet er begrænset til samfundets civile love.

I det øjeblik faderen blander sig i kirkens eller myndighedernes autoritet, overtræder han sine beføjelser; ligeså et ældsteråd, der blander sig i familiens eller myndighedernes autoritet; eller når myndighederne blander sig i familiens eller kirkens autoritet.

Jesus svarede Pilatus: ”Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra” Joh. 19:11.

Jesus gennemskuede farisæernes og herodianernes hykleri og sagde til dem: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” Mark. 12:17.

Paulus forklarer i Romerbrevets 13. kapitel forholdet til myndighederne, hvor det grundlæggende er, at den kristnes samvittighed overfor Gud kræver, at vi giver myndighederne det, vi skylder dem af ære, respekt og lovlydighed.

Samtidig læser vi også i Skrifterne, at de første kristne var civilt ulydige imod myndighederne, bl.a. da Peter og Johannes var arresterede af saddukæerne og blev fremstillet for ”folkets ledere, de ældste og skriftkloge og ypperstepræsternes” domstol ApG. 4:5. Her forsøgte landets myndigheder at nægte menigheden at gøre noget, som Kristus havde pålagt den.

Peter og Johannes svarede i Helligåndens kraft: ”Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham!” ApG. 4:19.

I Danmark har vi kun oplevet én kurs fra myndighedernes side overfor Kristi kirke: mere indskrænkning, mindre frihed; mere indblanding i teologien, mindre tilladelse til at udtrykke troen i det offentlige rum. De seneste meldinger fra Kirkeministeriet viser blot, at ”tommelskruerne” spændes yderligere.

Give Baptistkirkes ældsteråd, og jeg som hyrde under Overhyrden, har ikke mandat til at give staten den autoritet, som Gud ikke har givet dem; ligeså har staten ingen autoritet over menigheden, som Kristus ikke har givet dem.

Der står i Grundlovens §69 at  ”de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov”. Husk på, at meningen med bestemmelsen i §66 – ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov” – ”var, at der skulle være regler, der sikrede folkekirken betydeligt selvstyre i forhold til staten… Grundlovsfædrenes oprindelige hensigt var at lade sig inspirere af den tillid til kirkens lægfolk og gejstlige”.[1]  Nutidens myndigheder modarbejder grundlovsfædrenes ånd – og ikke mindst: Kristi Ånd.

Hvorfor har jeres menighed valgt ikke at være optaget i Trossamfundsregisteret?

For det første kræver Trossamfundsloven §3, at kirker skal rette teologisk ind, hvor den enkelte menigheds teologi strider mod bestemmelser eller love fastsat af lovgiverne. Dette mandat har myndighederne ikke.
1. Pet. 4:12-19 kræver af os, at vi skal være villige til at lide, selv om vi gør det gode.

For det andet bryder kravet om, at menighedernes teologi skal tilpasses den gældende norm eller etik i samfundet, med kravet om at kristne skal følge Bibelens norm og etik. Guds moral og etik vil til enhver tid stå højere og ædlere end den faldne verdens tidsånds.

Har det haft nogen negativ betydning?

Nej, vi henviser altid til borgerlig vielse med efterfølgende kirkelig velsignelse, der bærer præg af et almindeligt kirkeligt bryllup i stil. Familie og bryllupsgæster kan ikke se forskel på selve højtideligheden.

Har det haft nogen positiv betydning?

Menigheden oplever en større tillid til Guds forsyn.

Ældsterådet og menighedens prædikanter oplever mere frimodighed til at tale alt Guds Ord.

Mindre styring udefra giver menigheden mere personligt ejerskab, forpligtigelse og nødvendigheden af Helligåndens ledelse.


[1] https://www.retsinformation.dk/eli/ft/20051BB00121

Giv din mening til kende