Fra ”bikere” i Texas til Bethelkirken i Aalborg: Irene Bjerres liv er en lovsang til Gud

Lyt til artiklen:

Irene Bjerre – nyansat musikpræst i Bethelkirken

”Jeg er så glad i mit nuværende lærerjob, at stillingsopslaget fra Bethelkirken nærmest var en forstyrrelse. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg skulle lave andet. Men jeg har aldrig set et stillingsopslag, hvor jeg følte, at det bare beskrev mig og alt det, jeg føler mig sat her på jorden til, og som jeg har arbejdet med i mange år,” siger Irene.

Engagementet lyser ud af Irene, da vi mødes en eftermiddag i begyndelsen af september i Bethelkirken. Hun er stadig lidt overvældet af alt det, der skal på plads: E-mailadresse, adgang til netværk, Google-drev, nøgle, kalenderdeling og meget andet. Men Irene ved, hun er det rigtige sted:
”Der var engang en reklame for Daloon forårsruller: ’De ligger godt i maven’. Det er præcis den følelse jeg har i Bethelkirken. Det ligger godt i maven,” ler hun.

Salme 150

Halleluja.
Lovpris Gud i hans helligdom,
lovpris ham i hans mægtige himmelhvælving!
Lovpris ham for hans vælde, lovpris ham for hans storhed!
Lovpris ham med hornets klang,
lovpris ham med harpe og citer,
lovpris ham med pauker og dans,
lovpris ham med strengespil og fløjter,
lovpris ham med klingende cymbler,
lovpris ham med rungende cymbler!
Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren.
Halleluja.

Salme 150

Sammen med den karismatiske vækkelse kom en ny lovsangstradition ind i mange kirker. I mange ”gamle” kirker er diskussionen om lovsange kontra salmer aldrig helt forstummet. Således heller ikke i Bethelkirken. Irene er meget afklaret i sin grundholdning til musik i kirken:
”Jeg har forstået, at salme 150 beskriver, at Gud skal lovprises med alle de instrumenter, der fandtes på det tidspunkt, salmen blev skrevet. Der findes ikke en musikstil i sig selv, der ikke kan bruges til at ophøje Gud. Så for mig handler det om musikerens hjerte og formålet med at synge eller spille på sit instrument.”

Tjenesten er vigtig

Irene fortsætter med at fremhæve, at musikstilen kun er en side af lovsangen. En anden side er, at lovsangen skal tjene menigheden. Det, der synges og spilles, skal fremme lovsangen i det enkelte menneske:
”Det er det, der er hele formålet med sang og musik i kirken. Det skal ikke kun handle om, at nu lyder det godt, eller at musikken er fantastisk, og får det til at risle ned ad ryggen og de små hår på armen til at rejse sig. Tilbedelsen skal foregå i det enkelte hjerte rundt omkring på stolerækkerne. At hjælpe det til at ske er den fornemmeste opgave for lovsangeren.”

Menighedsrådsformand Flemming Vesth Nielsen byder Irene Bjerre velkommen til tjeneste i Bethelkirken (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Sjælesproget

Irene fortæller om en bikergudstjeneste i USA, hvor taget var ved at løfte sig, da bandet gik i gang:
”De spillede alle melodier i sådan en swing-stil. Alle i salen var fuldstændig med, for musikken var deres fælles sjælesprog. Det var en musikstil, som de havde kendt fra deres ungdom og som var deres.”

Irene opfordrer til at vi skelner mellem det, hun kalder vores sjælesprog og så åndens sprog. Vores sjæl elsker den musik, vi lyttede til, da vi var unge. Vi tænker tit, at det er ”den rigtige musik”.

Men vores ånd kan trænes til at tilbede hvor som helst og når som helst – til hvilken som helst musik. Irene fortsætter:
”Det kræver lidt mere viljestyrke. Det er nemmere, når vores sjæl også siger: ¨Ja, det her – det er bare fedt.’ Ja, det kræver mere viljestyrke, men det er noget, jeg drømmer om, at vi blive bedre til. At vi alle sammen kan strække os lidt fra hver vores retning og mødes om andet end den musik, vores sjæl sætter højest.”

Farmors eksempel

Irene fortæller om sin farmor, der ikke havde en tone i livet. Da den åndelige fornyelse og de moderne lovsange ramte Apostolsk Kirke for mange år siden, rejste farmor sig og sang med. Hun sagde: ”Jeg forstår ikke det der musik, men jeg kan se de unge mennesker tilbeder Gud og det er det, det handler om.”

Irene fortæller:
”Jeg drømmer om at være ligesom farmor, der så forbi indpakningen og fokuserede på det egentlige. Jesus sagde det til kvinden ved brønden: ’Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.’”

Irene pointerer, at musikken ikke må bruges til at skubbe mennesker væk fra Kristus. Men vi er nødt til at sætte vores personlige musiksmag til side og fokusere på, at musikken, uanset om det er moderne lovsang eller Grundtvigs salmer, skal bruges til at tilbede i ånd og sandhed.

Børnekirken og Legestuen i Midtbyen får helt sikkert også glæde af Irene (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Baggrund

Irene er opvokset ved Påruplejren mellem Silkeborg og Ikast. I mere end 20 år var forældrene bestyrere af lejren, og som barn var Irene fascineret af lovsangen, når der var tværkirkelig bibelcamping. Familiens kirkelige rødder var Apostolsk Kirke. Det var også gennem Apostolsk Kirke, at Irene oplevede sit første udenlandseventyr: Et år i Zambia som volontør på projektet Kaniki Bible College og Baluba Valley Farm.

Hjemvendt fra Afrika og med et par års arbejde på kontoen blev Irene optaget på Musikstudiet på Aalborg Universitet. Musikalsk kastede hun sig ud i lovsangsledelse i Apostolsk Kirke i Aalborg og senere i Aalborg Menigheds Center. Musikken fyldte meget i Irenes liv, men fra 1997 kom ægtefællen Peter og senere tre sønner til at fylde deres del. Familien slog sig ned syd for Aalborg. Et roligt familieliv lige indtil Peter begyndte at tjene sammen med en gruppe kristne bikere. Det førte i 2007 til et kald til at tjene hos Tribe of Judah Motorcycle Ministries i Houston, Texas. Det blev til syv velsignede år, hvor Irene – selvfølgelig – havde ansvar for biker-menighedens lovsangsliv.

Tilbage i Danmark bød livet på en periode med præstetjeneste i Vesterkirken i Stenum i Vendsyssel. Siden 2022 har familien været aktive i Aalborg Citykirke. Ved siden af jobbet i Bethelkirken arbejder Irene som lærer på den kristne friskole, Filipskolen, i Aalborg.

Musikken fylder meget i Bethelkirken. Nu skal den fylde endnu mere. Foto fra Bethelfestival 2023 (Foto: Astrid Melkær Andersen)

En viljesbeslutning – og et offer

Irene fortæller om den amerikanske komponist, sanger og lovsangsleder Bob Fitts. Han besøgte en Ungdom med Opgave-base (YWAM), hvor han kendte lovsangsbandet. De besluttede at lave sjov med ham, klædte sig sort tøj og sikkerhedsnåle og spillede lovsangene som heavy metal, da Bob Fitts kom ind. Men Bob stillede sig bare op og lovpriste sammen med de unge. Musikken standsede… og de unge kiggede på Bob, der blot sagde: ”Jamen, jeg kan prise Gud til hvilken som helst musik…”

”Det er sådan, jeg helst vil være,” siger Irene ”Men det kræver en viljesbeslutning. Jeg betragter det lidt som et offer. Det er der, hvor jeg egentlig ikke har lyst til at gå. Jeg gør det alligevel, fordi jeg ved, det er det rigtige. Det er min drøm, at Gud rejser os indefra.”

Vi har brugt den aftalte tid og skal begge videre til andre møder. Men vi kan ikke forlade Bethelkirken uden at tale om orglet… Irene kommer spørgsmålet i forkøbet: ”Vi skal også have brugt det orgel noget mere. Det står bare der. Jeg må lære at spille på det…!”