Forkynd evangeliet - om nødvendigt med ord

Benny Klarholt holdt denne prædiken i Silkeborg Baptistkirke d. 6. marts 2022 over teksten i Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 42-47.

I dag skal vi på en lille rejse, fordi jeg ønsker at bruge en Ny Testamentelig virkelighed som udgangspunkt for rejsen ind i den tid, vi kender som vores virkelighed.

Rejsen begynder i disciplenes virkelighed, da Jesus efter sin død og opstandelse havde taget endeligt afsked med dem i sin himmelfart. Han havde talt om ikke at efterlade dem som børn uden en far. Han havde talt om en anden talsmand, hjælperen, der skulle være hos dem til evig tid.

• I det nu, som danner baggrund, sidder disciplene bag lukkede døre, angste for de mennesker, der havde været med i korsfæstelsesråbene.
• De sad bag lukkede døre, angste for den virkelighed der ville møde dem udenfor, når de igen skulle møde verden.
• Og mellem angsten og den tekst, der danner baggrund for min prædiken, ligger pinseunderet, hvor tunger som af ild satte sig på dem – og hvor Helligånden skabte en helt ny frimodighed og evne til at trodse angsten, at stå op imod den, og møde verden på ny.

Kan vi lade ordene pege ind i vores tid? – Situationen som kristen kirke i dag? Ind i vor angst for nærhed? Vor angst defineret ved en ukendt sygdom?

Vilkårene for den første kristne menighed har lighedspunkter til den virkelighed, vi lever i. De var de første, og hvert enkelt skridt, de trådte på troens vej, var første skridt i en ny virkelighed.

Hvert skridt disciplene trådte på troens vej, var første skridt ind i en ny virkelighed.

De skulle selv lære at gå, efter at Jesus ikke længere var fysisk tilstede mellem dem. De skulle finde vej i et nyt fællesskab, hvor tro og tillid til Gud, tjenesten og relationen til medmennesket skulle være bindemiddel.

• Og stykket, vi læste, beskriver, hvordan troen udmøntede sig i et fællesskab omkring apostlenes lære, altså fortællingen om hvad Jesus havde sagt og gjort – at bryde brødet, drikke af bægeret og at bede sammen.
• Frygten, der prægede dem, var i lige dele usikkerhed på fremtiden og ærefrygt over det, Gud lod ske mellem dem i form af tegn og undere ved apostlenes hænder.

Hver især var de ansvarlige for etablering af relationer, tillid og tro på en helt ny måde. Og det, der konstituerede det fællesskab, var troen på Jesus Kristus som Herre og frelser.

Dette nye, som de oplevede at blive vidner til, skabte behovet for at være sammen med ligesindede, at være sammen med mennesker, som mærkede samme tro på det uforklarlige og bar samme håb i hjertet.

De ønskede at dele det, de havde oplevet, det der bandt dem sammen til et fællesskab af indforståede – de troende. Et fællesskab der vidste, hvad det betød og mindede dem om, når brødet blev brudt og vinen budt rundt.

Den kristne menigheds fællesskab bygger på noget ganske særligt, fordi det er en indre virkelighed – noget du må tro, og som du ikke kan veje og måle eller definere som noget konkret.

• Mødet med Jesus, der havde forvandlet deres liv, smittede af på deres omgivelser og skabte et behov for det sted – det fællesskab, hvor troen og livet som kristen kunne deles.
• Og den kristne menighed var stedet, hvor dette kunne lade sig gøre.
• Og det fundamentale – det menneskelige i forening med det guddommelige – var at se det i relationer mellem mennesker, og trofasthed mod troen som forenende faktor.

Vers 46 påpeger at: ”De kom i enighed i templet, hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud!”

Deres menighedsliv var en vekslen mellem gudshuset, templet og hjemmene. På sin vis også det, der præger – eller har præget – rigtig mange kristne menigheders opbakning omkring gudstjenesten i vor tid. Men som her og nu er i krise, og som udgangspunkt pga. Corona.

Den kristne menighed var stedet, hvor troen og livet som kristen kunne deles.

• Jeg tror tiden nu er inde til forandring – tilbagevenden.

Tiden, vi lever i, kræver vor eftertanke, og at vi sætter ord på tanker og følelser. Følelsen af fremmedgørelse og distance. Følelsen af ensomhed, og ikke blot som et begreb vi kan forholde os teoretisk til. Et begreb som angår andre. Nej følelsen af ensomhed har ramt os som en følelsesmæssig udfordring og konsekvens af vores behov for at passe på os selv – og skabt af et lukket samfund.

Gennem lang tid har mennesker trukket sig fra hinanden i angst for smitte – i angst for den ukendte sygdoms barske indvirken på vores helbred. Skridtene væk fra hinanden gik hurtigt, præget af frygt. Ingen ville det. Angsten accelererede processen.

Vi forlod hinanden, og ikke blot foreninger og organisationer lider under det. Kirken lider – ikke blot som mursten og rum – men som organisme, legeme, relation lider under, at vi har trukket os fra hinanden.

Udfordringen i vores tid er tydelig: Kirken er kommet på nettet – gudstjenester findes som streaming. Det er muligt at se, at lytte, måske at føle sig som en del af, hjemme i sofaen med kaffe i koppen. Nye vaner er skabt og relationer på afstand som iagttager. Vi kan streame og er frie til at vælge tidspunkt.  Det fysiske, som at synge sammen, at hilse på, at mærke hinanden, er forsvundet.

Er det en virkelighed, vi affinder os med? – Eller en konsekvens af nedlukning og ensomhed, vi må rejse os mod? Er du med, så du stiller spørgsmålet:

• Og vejen tilbage?
• Kan vi finde tilbage?
• Skal vi finde tilbage?
• Findes der en vej tilbage?

Hvad tænker du, at vi skal gøre? På hvilken måde vil du være med? I en kristen menighed som vores mærkes det også. Og udfordres vi ikke i forhold til stillingtagen og engagement? Dybest set rejser det spørgsmålet ind i vores menighed: ”Hvad ville Jesus have gjort?”

• det kunne lyde som en floskel men skal forstås som en appel til eftertanke i forhold til, hvad der er vor kristne pligt – og måde at handle på.
• Det er – og vil altid være – dig og mig, der er hans hænder rakt til mennesker, så:

På hvilken måde inspirerer han os i dag? Handler det om at tage ansvar, ved at du personligt engagerer dig i processen at genoprette det, som Corona brød ned mellem os?

Ordene i teksten ”De kom i enighed i templet hver dag!” var en virkelighed, der var realistisk på den tid, men hvad inspirerer den os til? Handler det i virkeligheden om at se det som en trofasthed i tre dimensioner?

• som trofasthed mod troen
• mod fællesskabet
• mod relationen

Hvis det er tilfældet, hvordan redigerer vi da ”status”. Hvordan genfinder vi relationen? Behovet for at være sammen om at bryde brødet, og drikke af bægeret? Hvad er det personlige ansvar i forhold til distancen mellem os? Hvordan kan den enkelte tage ansvar?

• Vil du være med på rejsen?

Når verden igen er forvandlet, er det da væsentligt, hvor mange eller få der sidder til gudstjeneste i kirken? – mod dette at Gud på ny udfordrer sin menighed på sin væren? At være kirke, at være Kristi legeme på jord, defineres ikke ved, at vi forsøger at snakke os fra det.

• Kærligheden får beskidte hænder, når den af hjertet rækkes til det lidende menneske.
• Kærligheden er ikke i bøn at lægge ansvaret over på Gud i dyb tro og tillid til, at han skal nok klare den, at hans vilje vil ske.
• For hvad sker der når Gud, fuld af kærlighed, peger den anden vej: Det er dig! Du er mine hænder?

Vores gudstjeneste er det, Gud kalder os til, når vi erkender, at vi er de hænder og fødder, han rækker og sender for at møde mennesker med hans virkeliggjorte kærlighed på jord.

Gudstjenesten i dette hus er den kærlighed, der binder os til at handle i den verden, vi lever i. Forkynd evangeliet – og brug om nødvendigt ord!

Guds fred! Amen