Lyt til artiklen her:
Åbn lyd i nyt vindue”Jeg var seks-otte år, og det var en stjerneklar juledag. Jeg stod udenfor og så op på himlen, en kæmpestor måne fascinerede mig. Og jeg sagde til en fætter: ’Hvem tror du, der lavede den her kugle, vi står på, og den lysende kugle på himlen?’ Jeg var fyldt af glæde. Men jeg blev gjort til grin. Ingen i min familie var troende, de svovlede og bandede. Jeg var meget alene med min tro. Hver aften bad jeg Fadervor. Jeg havde lært nogle salmer i skolen, og det blev en besættelse for mig, at jeg skulle nå at synge dem, inden jeg faldt i søvn. Men jeg nåede aldrig dem alle sammen, og troede, at Gud så var sur på mig. En dag fortalte jeg om min pine til min mor. ’Du ved jo godt, at Gud tilgiver alt’, sagde hun. Hun havde hverken før eller siden talt om Gud. Jeg ved ikke, hvor det kom fra.”
Søren Sjøberg fortæller om sin lange åndelige rejse, der jo egentlig begyndte godt. Men han havde ingen at tale om tro med, selvom kristendomsundervisningen i skolen var de bedste timer. I 1977 mødte han baptistpræsten Chresten Eskildsen på Bornholm og inviterede ham med hjem. Men hans daværende kone modsatte sig kontakten, så det blev ikke til mere.
Fred midt i kaos
Siden da har han været ansat i Folkekirken som graver og kirketjener, men i ingen af kirkerne oplevede han reel bibelundervisning. Han fik derimod store åndelige oplevelser, når han efter klokkeringningen gik alene ind i kirken og var stille dér. Midt i sit eget kaos kunne han opleve en uforklarlig fred. Nu véd han, at det var Helligånden, han mødte, men der var ingen til at fortælle ham om den treenige Gud.
Midt i sit eget kaos kunne han opleve en uforklarlig fred.
”Gud svigtede mig aldrig. Når jeg blev alt for udsvævende med fest og ballade – jeg har været gift tre gange – har Helligånden talt til mig og mindet mig om min ungdoms kærlighed til ham”, fortæller han. ”På et tidspunkt begyndte jeg at gå den spiritistiske vej med tarotkort. Da begyndte dæmoniske, mærkelige ting at ske, fordi jeg åbnede sindet for dem. Men det var som om Gud beskyttede mig, og tog det væk, der kunne have skadet mig. Jeg havde stadig en hang til, at ting kunne erstatte Gud. Et lille trækors blandt andet. Men det blev simpelthen væk!”
Gud beskyttede mig, og tog det væk, der kunne have skadet mig.
Søren Sjøberg oplevede det, som om Gud sagde: ”OK, du vil ikke søge de rigtige steder, men du har brug for bibelundervisning”. Og så mødte han Lotte, som er vokset op i Jehovas Vidner, og han blev et meget aktivt medlem dér.
Jehovas Vidner
”Jeg lærte min Bibel at kende hos Jehovas Vidner. Dér fik jeg åndelig oplæring. Men Jesus var ikke en del af Gud. Hverken i min folkekirke-tid eller ved Jehovas Vidner. Og Helligånden var ikke-eksisterende. Så sagde Gud, at jeg skulle flytte mig, og jeg begyndte at komme i Baptistkirken i Rønne. Det var svært for mig med korset i glasmosaikkerne. Man brugte ikke korset i Jehovas Vidner. Jesus blev ikke korsfæstet, men fæstet til en pæl. Korset var ’vederstyggeligt’. Jeg fik også en reaktion på nadveren i Baptistkirken. Jeg bad Gud fortælle mig, om jeg måtte tage nadver. Hos Jehovas Vidner måtte kun de 144.000 ’tage af symbolerne’. Jeg fik meget konkret at vide, at det var OK. Jeg faldt hurtigt for lovsangen, den påvirkede mig intenst følelsesmæssigt”.
Mit gudsbillede nu er den treenige Gud. Jeg forstår stadig ikke, hvordan det fungerer.
Søren Sjøberg lutter: ”Lotte har respekteret, at jeg er skiftet fra Jehovas Vidner til Baptistkirken og den kristne tro. Det betyder meget for mig. Så mit gudsbillede nu er den treenige Gud. Jeg forstår stadig ikke, hvordan det fungerer. Men jeg accepterer, at det er sådan, det er. Jeg tvivler aldrig på Guds eksistens, men jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke gør noget ved al den lidelse, der er på jorden. Han svarer på bøn, men ofte ikke sådan som jeg gerne vil have det”.
Giv din mening til kende