Grundlovens § 67
Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
Grundlovens § 77
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.
Herved vil man forsøge ”at styrke indsatsen over for religiøse forkyndere mv., der søger at undergrave dansk lovgivning”. Siden har regeringen omsat det såkaldte ‘enighedspapir’ til love, der i skrivende stund behandles i Folketinget. Hvad er der på spil i gamle Danmark?
I vort land har religion og kultur i snart 500 år været domineret af luthersk kristendom. Alle andre udgaver af religiøs tro blev inden 1849 kun tolereret i små lommer pga. kongelige privilegier. Grundloven gav os både ytrings[1]– og religionsfrihed[2], der blev skrevet ind i den danske model med en privilegeret Folkekirke. De små frikirker ændrede intet i det store billede af denne ensartede kristendomskultur. Vi har stort set kunnet virke uden problemer, men uden lige vilkår med ‘danskernes kirke’!
Billedet ændrede sig
Siden 1970 har det religiøse Danmark ændret sig. Muslimer udgør nu ca. 5 % af befolkningen. Og de har i perioden rejst ca. 125 moskeer. Først inviterede vi muslimske gæstearbejdere hertil; siden har vi gæstfrit taget imod flere bølger af flygtninge. Vi har fået et religiøst farverigt samfund. Og ‘religion’ er blevet et synligt fænomen i kulturen. Derfor diskuterer vi i dag højlydt, hvad og hvem der er ‘dansk’ og ‘danskere’. Og vi skaber nu skel mellem dem og os, fremmede og ‘danskere’. Alt dette blev sat i brand af TV-udsendelsen ‘Moskeerne bag sløret’ med Grimhøj-moskeen i centrum. Det er baggrunden for ‘enighedspapiret’.
Det lange perspektiv
Næste år markerer vi 500-året for Martin Luthers opslag af de berømte teser på kirkedøren i Wittenberg. Det er der grund til. Og det bliver festligt. Men det er problematisk, hvis vi fortier, at Luther og de fleste af reformatorerne brugte tvang og dødelig magt overfor anderledes tænkende. Geografiske områder – lande og byer – blev reserveret til én form for kristentro, fx luthersk, mens alt andet blev forbudt. Andre troende blev forfulgt, og ‘muhammedanerne’ blev slået tilbage fra belejringen af Wien til Balkan. Den ‘religiøse enhedskultur’ varede, indtil vi fik Grundloven i 1849. Ældre er ytrings- og religionsfriheden ikke her i landet.
Dét, en præst siger, kan være kriminelt, hvorimod en politiker, der siger det samme, går fri.
Baptister blev pionérer
På reformationstiden blev døberne spredt for alle vinde. Der var ingen plads til dem. Måske derfor blev de banebrydere for religionsfrihed for alle. Året før Balthazar Hübmaier blev baptist, skrev han det første forsvar for religionsfriheden i 1524. I de vigtigste af hans 36 teser hedder det: ”En tyrk [muslim] eller en kætter kan ikke overvindes med vore midler, hverken ved sværd eller bål og brand, men alene ved tålmodighed og forbøn” og ”Den verdslige magt har til opgave at dømme og straffe de voldelige og kriminelle, som gør skade på de svage og forsvarsløse. Men den gudløse skal ikke straffes af nogen, heller ikke om han forbliver uomvendt og nægter at antage evangeliet”. Hübmaier slutter: ”Den lov, der kræver kættere brændt, er skabt af djævelen. Sandheden er udødelig.”[3]
Vi har ikke tidligere kendt til kriminalisering af holdninger. Det forslås nu indført.
Hübmaier blev brændt på bålet i Wien i 1528 for sin kamp for religionsfrihed. I samtiden lød den herskende logik nemlig sådan: Religionsfrihed er ”den mest djævelske læresætning, der findes, fordi den medfører, at enhver fortabes på hver sin måde”[4]. Her er ikke plads til at følge andre banebrydere for religionsfrihed for alle, men i England (Thomas Helwys), i Amerika (Roger Williams) og her hjemme (P.C. Mønster) findes de pionérer blandt baptisterne.
At kriminalisere nogles holdninger
Er ‘enighedspapiret’ forfejlet? Mit svar er entydigt ”Ja!”
Mindst tre ting sætter religionsfriheden under pres.
– Efter dansk lov er holdninger ikke strafbare. Det er derimod handlinger – også handlinger, der har med religionsfrihed at gøre (se § 67). Tanken er derimod fri. Vi har ikke tidligere kendt til kriminalisering af holdninger. Det foreslås nu indført.
– Ytringsfriheden indskrænkes for religiøse ledere, derimod ikke for andre meningsdannere, fx politikere. Dét, en præst siger, kan være kriminelt, hvorimod en politiker, der siger det samme, går fri. Som borgere er vi ikke længere lige for loven.
– Lovene skal kun gælde religiøse ledere, der opnår vielsesret. De rammer derfor sjældent dem, politikerne ønsker, dvs. imamerne, da de sjældent ønsker at vie trosfæller med juridisk gyldighed.
En tyrk [muslim] eller en kætter kan ikke overvindes med vore midler, hverken ved sværd eller bål og brand, men alene ved tålmodighed og forbøn.
Religionsfriheden en skrøbelig
Religionsfrihed er en skrøbelig rettighed, vi altid på ny må kæmpe for at sikre alle. Også hos os, for vi er blevet et religiøst pluralistisk samfund. De, der vil kæmpe for denne ret for alle, tjener menneskeheden godt. Det gælder både kristne, der er sat i gang af evangeliet, og andre, der arbejder af god vilje ud fra den sunde fornuft. I en global verden bør vi ikke have andre værktøjer i skuffen end frihed, lighed og samtale.
Religionsfrihed er blevet kaldt ‘alle friheders mor’. Er vi i færd med at slå ‘vores mor’ ihjel i et forsøg på at kontrollere holdninger – i første omgang hos religiøse forkyndere? Ønsker vi den slags for danske præster? Hvis ikke, bør vi heller ikke ønske det for andre – hvad enten det er præster, imamer eller andet godtfolk.
Nyttige links:
www.baptistkirken.dk (høringssvar) og www.anabaptist.dk
1 Grundloven § 77
2 Grundloven § 67
3 §16, 22 og 36
4 T. Beza, Calvins efterfølger i Geneve
Giv din mening til kende