Der er teologi i kropssproget

Hanne Dalsgaard er professionel sanger og konsulent i kommunikation og kropssprog, indehaver af Captivator.

Det har betydning for kontakten mellem os alle, men for dem, der skal formidle et budskab, er det utrolig vigtigt at være opmærksom på de signaler, kroppen sender. Det gælder bl.a. lovsangsledere, der må være opmærksomme på, at kropssprog og fremtoning er en uundgåelig faktor i forhold til at lede mennesker i tilbedelse.

Det handler ikke om at få lovsangere til at se mere tjekkede ud eller pakke dem ind i et indøvet performance show, men tværtimod om at give konkrete redskaber, så lovsangere bliver bevidste om deres vaner og tendenser i brug af kropssprog.

Hvad fortæller din udstråling om Gud? Stemmer det overens med det, du faktisk ønsker at kommunikere? – Lad mig give et par eksempler.

Hvad fortæller din udstråling om Gud?

Variation i kroppens udtryk

Simone er flasket op med en karismatisk lovsangstradition og fungerer nu som lovsangsleder. Jeg var på besøg for at observere lovsangsgruppen og bemærkede, at samtlige fra lovsangsgruppen smilede konstant og bevægede sig fra side til side eller foretog små hop på stedet. Deres øjne var lukkede eller vendt mod himlen.

Efter gudstjenesten havde jeg en workshop med gruppen. Vi arbejdede med at bryde de ubevidste og indgroede vaner; stabilisere blikket, få ro på kroppen – helt ro! – og at opleve fornemmelsen af at erstatte smilet med et søgende eller undrende udtryk. I begyndelsen var det vanskeligt, men hurtigt oplevede flere af dem at finde ind i tilbedelse på en helt ny og nærværende måde – som et bevidst redskab til at blive nærværende. Efterfølgende søndag fik gruppen stor respons på lovsangsledelsen.

Det at elske Gud og give sit liv til ham er mere end bare overlykkeligt! Det er også hårdt og fyldt med smerte.

Der er ikke noget galt i at smile og hoppe, men hvis hvert ord skal igennem det udtryk, bliver det vanskeligt at være autentisk. Der manglede nuancer. Det blev overfladisk og ensformigt. Det at elske Gud og give sit liv til ham er mere end bare overlykkeligt! Det er også hårdt og fyldt med smerte. Der må være variation i vores udtryk, ellers mister vi dybden.

At turde træde i karakter

Frank elsker at spille guitar og synge lovsange til Gud, men han bryder sig ikke om at stå foran en forsamling. Imidlertid er han den eneste kandidat til jobbet i sin menighed. Når Frank leder lovsang, har han som regel en ekstra sanger og en bassist med.

Jeg var til gudstjeneste og observerede, at Frank så meget alvorlig og anspændt ud, blikket skiftede hurtigt fokus. Den kvindelige sanger ved hans side så nærmest nervøs ud, mens hendes ene arm lå limet til kroppen bortset fra hånden, som trofast slog takten på det ene lår. Menigheden deltog med nød og næppe i tilbedelsen.

Tilbedelse bør være en dyb, inviterende og sand fortælling om livet med Gud.

I Franks tilfælde blev det en befrielse at få konkrete redskaber til som indadvendt og privat person at kunne lede i tilbedelse med gennemslagskraft og sikkerhed. Han opdagede, hvor meget de kropslige vaner havde låst ham fast i et ubehag og en følelse af utilstrækkelighed. Han erfarede, at hans frygt for at komme til at stjæle fokus, hvis han trådte mere i karakter, blev gjort til skamme. Faktisk var det som om, der kom mere fokus på Gud – og menigheden blev mere aktiv.

Man skal vel ikke lave om på, hvem man er?

Nej, det er ikke mit ærinde, men nogle gange forveksler vi vores indgroede vaner med en konstatering af, hvem vi er. Musikalsk ville vi næppe godtage, hvis en pianist kun vil spille i ¾-dels takt, fordi vedkommende altid har gjort det, og derfor finder det mest naturligt.

Ligesom de musikalske kompetencer hjælper os til at opbygge tilbedelsen, bliver det også naturligt at skifte mellem nuancerne i kropssproget, sådan at tilbedelsen bliver dyb, inviterende og en sand fortælling om livet med Gud.