De kristnes forpligtelse til at præge samfundet?

Mogens S. Mogensen:

• konsulent i egen rådgivningsvirksomhed
• ekstern lektor på højere læreanstalter i missiologi, kristen-muslimske relationer, missional kirke mv.
• ph.d. i interkulturelle studier og missionsteologi
• se også https://mogenssmogensen.wordpress.com

Tidligere udenrigs- og kirkeminister Per Stig Møller har udtalt: ”Hvis man siger, at kristendommen ikke må spille nogen rolle for ens politik, har man misforstået det. Politik kommer ikke af ingenting, men den kommer af den enkeltes grundopfattelse, der er baseret på ens etik, moral eller religion, hvad enten man er kristen, muslim eller buddhist.”

Per Stig Møller peger her på, at der er noget ’før-politisk’, som former det politiske. Derfor er der grund til at besinde sig på, hvordan etik, moral og religion påvirker vores fælles og sekulære liv.

Kristendommens forandring af samfundet

I bogen ’Herredømme’^[1] påviser den engelske historiker Tom Holland, hvordan kristendommen gennem 2000 år har haft en transformerende indflydelse på den vestlige verden. Han konstaterer, at det at leve i et vestligt land er at leve i et samfund, der er gennemtrængt af kristne begreber, og det er hans påstand, at kristendommens indvirkning på udviklingen af vestens civilisation har været så dybtgående, at vi ikke umiddelbart kan få øje på den. Vi har det samfund, som vi på mange måder har grund til at være meget taknemlige for, fordi der ned gennem historien har været kristne, som tog forpligtelsen til at præge samfundet ud fra deres kristne overbevisning på sig.

At leve i et vestligt land er at leve i et samfund, der er gennemtrængt af kristne begreber.

Næstens ve og vel

Vi er kaldet til at elske vores næste som os selv, og det indebærer ikke kun at dele evangeliet med dem, men også at tage vare på deres ve og vel – altså det vi kalder diakoni. Diakoni kan være, at vi som den barmhjertige samaritaner^[2] tager os af ham, der ligger såret i grøften efter røvernes overfald. Men diakoni kan også – for at blive i lignelsens verden – være at arbejde for, at vejene bliver sikre at færdes på, så røveriske overfald forebygges. Den sidste form for diakoni har med politik at gøre. Men det kan have sin pris for kristne at blande sig i politik. Den brasilianske ærkebiskop Hélder Câmara er kendt for at have sagt: ”Når jeg giver mad til de fattige, kalder de mig for helgen. Når jeg spørger, hvorfor de er fattige, kalder de mig kommunist”.

Men det kan have sin pris for kristne at blande sig i politik.

Kristendom hører hjemme i det offentlige rum

Kristendom er, som den kroatiske teolog Miroslaw Volf har kaldt en af sine bøger ’A Public Faith’ – en offentlig tro. Kristendom har et vigtigt bidrag til ’offentligheden’, til samfundets udvikling og dermed også til politik. Sådan var det også i Det Gamle Testamente, hvor profeterne råbte op om magthavernes særlige ansvar for de svageste i samfundet, enkerne og de faderløse, de fremmede og de fattige. Og offentligheden, samfundet, har brug for kristendommens værdier og indsigter. Det er ikke kun det enkelte menneske, der har brug for at vide, at det står til ansvar over for noget højere (Gud). Også i samfundet går det galt – og det risikerer at blive inhumant – hvis det gør sig selv til Gud og ikke anerkender en moralsk forpligtelse ud over de politiske beslutninger.

Ansvar for samfundet

Det er det, som vi i de senere år er begyndt at kalde ’offentlighedsteologi’. Målet med et offentlighedsteologisk engagement er ikke at forsvare kirkens interesser, men at tage vare på ’det fælles gode’. Det klassiske eksempel er biskoppernes hyrdebrev i 1943, der via de danske embedsmænd blev givet til de tyske myndigheder. Her protesteres der mod forfølgelsen af jøder: ”Fordi forfølgelsen af jøder strider mod den menneskeopfattelse og næstekærlighed, som er en følge af det budskab, Kristi kirke er sat til at forkynde. Kristus kender ikke til personsanseelse, og han har lært os at se, at ethvert menneskeliv er dyrebart i Guds øjne (Gal. 3.28)”.

Det er imidlertid en kristelig opgave, som ikke kun skal løftes af præster, men også af lægmænd og kvinder.

Målet er ikke at forsvare kirkens interesser, men at tage vare på ’det fælles gode’.

Hvordan griber vi det an?

Her vil jeg kort pege på fem retningslinjer:

1. En forudsætning for et meningsfuldt engagement i debatten er, at vi har sat os grundigt ind i sagen.
2. Vores troværdighed styrkes, hvis vi ikke ’skyder på alt, hvad der rører sig’, men fokuserer på emner, hvor vi som kristne har noget unikt at byde ind med. Vores troværdighed styrkes også, hvis vi har sat handling bag vores holdninger, altså fx hvis vi som kirke er i gang med at bidrage til løsning af de problemer, som vi har en holdning til.
3. Hvis vores udtalelse bygger på etiske principper i kristendommen, som de fleste kristne er enige om, vil udtalelsen naturligvis have større autoritet, end hvis der er større uenighed om emnet i kirken.
4. Vi skal bestræbe os på at udtale os sådan, at det er forståeligt ikke kun for kirkens egne medlemmer, men også for den bredere offentlighed. Det kan betyde, at vi må søge at oversætte vores bibelske eller kirkelige sprog til et sprog, som andre også kan forstå.
5. Et offentlighedsteologisk engagement indebærer, at vi deltager i den politiske debat uden at blive partipolitiske.

Hvad har kristendom med politik at gøre?

Vores kristne tro har med alt at gøre, ikke kun med vores forhold til den enkelte næste, men også til vores fælles samfund og det fælles gode.

^[1] Kristeligt Dagblads forlag 2020

^[2] Lukas-evangeliet kap. 10, vers 25-37