”Kære Jesus. Tak for mad og tøj og min seng. Gør lige dit og dat … I Jesu navn amen.” Det var min barndoms bøn. Det var ikke svært – lige indtil jeg selv og andre gjorde bønnen besværlig.
Nogle lærte mig, at man skulle begynde hver dag med en bøn – og hvis der ikke var tid om morgenen, skulle man bare stå en halv time tidligere op. Tre dage – så blev de gode forsætter afløst af dårlig samvittighed. Jeg snød jo dig, Gud.
Jeg ved ikke, hvor jeg fik det fra, men på et tidspunkt blev det vigtigt for mig, at jeg skulle huske at minde dig om alt det, du skulle huske. Du må da være blevet grumme træt af mine kilometerlange opremsninger af familie, venner og al verdens nød og fortræd. Du vidste jo det hele i forvejen. Måske var det mig, der blev træt at remserne, for de løb også ud i sandet for mig – ligesom alle forsøg på at systematisere min bøn, for jeg er et kaotisk rodehoved. Men det ved du jo også godt.
Mit rod rodede stadig, men det var sat i perspektiv og omsluttet af din grænseløse kærlighed. Tak!
Stilhed
Engang, da mit liv var ekstra rodet, førte du mig ind i stilheden. Det var ikke let. At få omgivelserne og mine egne tanker til at tie var ikke så galt. Men den tykke, sorte, ubestemmelige støj, som derefter pulsede ud fra mit indre – den var skræmmende! Jeg véd ikke, hvad det var – det ved du sikkert. Derefter blev der stille – smukt, dybt, højt, bredt – der var kun dig, Gud. Mit rod rodede stadig, men det var sat i perspektiv og omsluttet af din grænseløse kærlighed. Tak!
Guds nærvær
Den stilhed har jeg siden kun fundet glimtvis. Men jeg véd nu, at dit nærvær, din grænseløse kærlighed favner mig og alt det, jeg før mente at skulle minde dig om. Når min bøn finder ord i dag, er det som om du giver mig dem for at rette min opmærksomhed på min næste og den verden, du elsker. Jeg var barnlig, naiv, selvoptaget, opgivende, søgende – men det var skridt på en pilgrimsvandring i bøn sammen med dig. Du var der.
Nu står vi her – hvor skal vi hen herfra? I Jesu navn, amen!
Giv din mening til kende