Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Bethelkirkens legestue ”Aalborg C” fejrer et-års fødselsdag med succes

Astrid Melkær Andersen

Bethelkirkens legestue ”Aalborg C” fejrer et-års fødselsdag med succes

Fredag formiddag myldrer flere end 30 børn og forældre ind i kirken. Sang, historier og nybagte boller gør en forskel for børneforældre

Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vindue

For et par år siden inviterede Bethelkirken til indvielse af helt nye børnekirkelokaler med bibelhistorie op og ned ad væggene og under loftet – bogstavelig talt. Den daværende borgmester Thomas Kastrup takkede ja til invitationen og var synligt imponeret både over det frivillige engagement og den kunstneriske udførelse. ”Men det er synd, at lokalerne ikke skal bruges noget mere…” syntes borgmesteren og foreslog, at Bethelkirken etablerede en legestue. To år senere fejrer legestuen ”Aalborg C” etårs fødselsdag med kagemænd, boller og nyt borgmesterbesøg.

Vilhelm spurgte “den høje mand” om han ville lege? Det ville borgmester Lasse Frimand gerne! (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Fødselsdagsfest med borgmesterbesøg

Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen har taget en time fri fra papirarbejdet på borgmesterkontoret for at fejre fødselsdag med børn og forældre i ”Aalborg C”.

Om det stigende besøgstal i ”Aalborg C” skyldes ændret barselslovgivning eller muligheden for tilskud til hjemmepasning i Aalborg ved vi ikke. Men Lasse Frimand fortæller, at legestueaktiviteter generelt er i vækst i Aalborg:
”Vi sætter pris på en mangfoldighed af tilbud til børn og forældre. Og vi glæder os over Bethelkirkens tilbud. Selv om der allerede er en del legestuer i kommunen, er der tydeligvis fortsat et stort behov.”

Og væk er Lasse. Vilhelm på fire år har fået øje på ”den høje mand” og insisterer på, at de skal lege. Det er borgmesteren helt enig i.

Eva er glad for at komme i kirken

Inde i kirkesalen har Eva Jørgensen fundet lidt ro til at amme Birk på et år, mens storesøster Eline på fem, leger med vennerne i menighedssalen.

Eva fortæller, at hun er kommet i ”Aalborg C” lige siden starten for et år siden:
”Jeg så tilbuddet i en Facebook-gruppe for hjemmegående. Det lød rigtig hyggeligt, og det er det også! I begyndelsen var vi ikke så mange, men efter Aalborg Kommune begyndte at give tilskud til hjemmepasning i efteråret ’23, er der bare kommet flere og flere. Arbejdet er rigtig godt organiseret, og man føler sig bare velkommen.”

Eva Jørgensen med sønnen Birk (Foto: Astrid Melkær Andersen)

På spørgsmålet om det betyder noget, at legestuen foregår i en frikirke, siger Eva:
”Jeg tænkte lidt over det i begyndelsen. Men jeg oplever ikke kirkens mission som påtrængende – tværtimod. Alt foregår på en fin og ordentlig måde. Vi begynder hver gang med at synge – børnesange og nogle gange også sange med kristent indhold. Så fortæller Jakob en bibelhistorie på en måde, så børnene er med. Hele indledningen varer ikke længere, end at de små børn også kan være med.”

Eva fortæller videre, at fællesskabet mellem forældrene betyder meget. Hun har fået gode, varige relationer gennem det første år i ”Aalborg C”. Og så er ”Aalborg C” den eneste legestue, der serverer nybagte boller – hver gang.

Birk er færdig med at spise. Humøret skifter hurtigt: Fra fuldstændig afslappet i Evas arme til at gøre tydeligt opmærksom på, at nu er det tid til en middagslur.

Bethelkitkens præst i samtale med borgmester Lasse Frimand Jensen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Venindefælleskab

Ved et af bordene i menighedssalen sidder veninderne Pernille Lund Jonstrup og Laura Aagard Schmidt. Lauras søn Mika er blevet træt af sin mor og har taget midlertidigt ophold hos Pernille. Pernillles søn Laurits på syv måneder sover og storebror Felix på to et halvt år er optaget af sine legekammerater. De to unge kvinder er begge vant til miljøet. Pernille er en del af Apostolsk Kirke i Aalborg, mens Laura tilhører Bethelkirken. På spørgsmålet om, hvorfor de mødes i legestuen, er både latter og svar fælles:
”Det er bare så rart at komme ud! Her føler man sig altid godt tilpas.”

Ligesom Eva fremhæver Pernille og Laura de nybagte boller, hvis kvalitet åbenbart overgår alle kendte ”købeboller”.

Børn og forældre hygger i “Aalborg C” (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Laura er også glad for den gode stemning i ”Aalborg C”:
”Hvis man har haft en hård nat med Mika, er det bare så dejligt at komme her og kunne koble lidt fra.”

Pernille taler næsten videre på Lauras sætning:
”Og Felix er altid parat til at tage i legestue om fredagen. Han er vej ud ad døren næsten fra han vågner…”

Laura fortæller videre, at hun regner med at komme en del i fremtiden. Barselsorloven udløber om et par måneder. Herefter har hun valgt at blive ”hjemmepasser”:
”Tiden med Mika kommer aldrig igen. Der er ingen garanti for, at man kan få flere børn, så jeg vil bare nyde tiden med ham nu. Vi har økonomisk mulighed nu og jeg vil bare ikke stå om nogle år og fortryde, at jeg ikke udnyttede muligheden.”

Hjemmepasning i Aalborg

Aalborg Kommune har siden 1. august 2023 givet tilskud til hjemmepasning. Kommunen skriver om ordningen på sin hjemmeside:

Tilskud per barn per måned: 6.486 kroner.

Du kan få tilskud fra dit barn er 24 uger, og indtil dit barn er 2 år og 11 måneder.

Du kan få tilskud på minimum 8 uger og op til 1 år. Tilskudsperioden kan deles i to og også deles mellem jer som forældre.

Du skal ansøge om tilskuddet senest 1 måned før opstart for at være sikker på at modtage tilskud til tiden.

Kilde: https://www.aalborg.dk/mit-liv/mit-barn/boernepasning/privat-pasning/hjemmepasning

 

Frivilligt engagement

Jakob Martens, Bethelkirkens børne- og teenageleder, er tovholder i ”Aalborg C”. Men adskillige frivillige fra menigheden giver en hånd med hver fredag. Staben tæller også frivillige uden for menigheden. En af dem er Lene, der kommer forbi og præsenterer sig. Hun vil egentlig ikke citeres, men budskabet trænger sig alligevel på:
”Det er bare en fantastisk legestue. Jeg har været med til noget lignende før andre steder. Dengang var det kun menigheden, der kom. Her er der fyldt med mennesker. De kommer alle sammen ude fra byen. Det er en kæmpe succes og en gave til menighedens missionsindsats.”

Lene fortsætter indsamlingen af brugt service: Der er gang i industriopvaskemaskinen i køkkenet. Mens klokken nærmer sig tolv siver forældre og børn tilbage til hverdagen. Borgmesteren siger ”Tak for i dag”: Frikvarteret med Vilhelm og de andre unger er slut.

Legestuen holder vinterferie sammen med resten af Nordjylland i uge otte. Men om to uger går det løs igen i “Aalborg C”.

Og ham her? Han skulle bare med i artiklen… (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Giv din mening til kende