At herske som Gud

Else K. Holt:

• tidligere universitetslektor ved Århus Universitet, Afdeling for Teologi, med speciale i forskning i salmer og profeter
• medarbejder på oversættelsen af Det Gamle Testamente i 1992 og af flere skrifter i Det Gamle Testamente til nudansk, som udkommer på Bibelselskabets forlag i 2020
• har udgivet adskillige bøger
• har i en årrække været hjælpepræst

At betragte naturen som en resurse har været det overvejende almindelige gennem tiden. I naturen fandt man den daglige forplejning som jæger og samler, og senere dyrkede man jorden som jordbruger. Det skete gennem en evig kamp mod vejrliget, for meget sol og tørke eller for meget regn. Eller kamp mod tjørn og tidsel, som der står i ordene til Adam, da han og Eva sendes bort fra Edens have: ”Med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig … I dit ansigts sved skal du spise dit brød.”^[1]

Naturen som resurse

Det er først i nyere tid, man har haft overskud til at diskutere, om jorden ‘blot’ er en resurse, som det daglige brød skal vristes ud af, eller også noget andet og mere. Det overskud går hånd i hånd med den magtforskydning, der er sket mellem jorden og menneskene. Nok har der i tidligere tider været menneskeskabt naturødelæggelse for at skaffe mad på bordet – fx har svin på oldenjagt ødelagt skove i middelalderen. Men først nutidens teknologi gør det muligt for os at ødelægge naturen endegyldigt.
Derfor er det på sin plads at overveje, hvordan de bibelske ord om menneskets opgave som jordens betvinger og dyrenes hersker skal forstås på en nutidig baggrund.

Men først nutidens teknologi gør det muligt for os at ødelægge naturen endegyldigt.

At herske over naturen

Det hebraiske ord, der oversættes med ‘underlæg jer den’ i den autoriserede oversættelse af Bibelen, er kibbesh, som betyder at ‘træde under fode, underkaste og underlægge sig’. Der er altså ingen tvivl om, hvem det er, der bestemmer – mennesket hersker over verden og skal udøve sin herskermagt for at kunne blive frugtbare og talrige. Der skal være plads og mad til alle. En tilsvarende forståelse finder vi i ældre danske og mange udenlandske oversættelser, og det passer jo meget godt med opfattelsen af jorden som en modvillig samarbejdspartner. Det var en trøst i den ulige kamp for at vinde over jorden og skaffe sig det daglige brød, at Gud havde udnævnt mennesket til den, der skulle herske.

I Guds billede

I dag bliver menneskets beherskelse imidlertid meget nemt til udnyttelse og ødelæggelse. Derfor må vi gennemtænke, hvordan den gode behersker egentlig udøver sin magt. I forslaget til en nudansk oversættelse af 1. Mosebog^[2] gengives det, Gud sagde til menneskene: ”Få børn, og bliv så mange, så I kan fylde hele jorden og tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og alle dyrene på jorden. Alle planter og frugttræer på jorden er jeres. Dem skal I leve af.”

Herske er altså blevet til at ‘tage ansvar’ – underlæggelsen er nedtonet. Er det snyd? Nej, det er det ikke. For den gode hersker, der er skabt i Guds billede, er en hersker, der udøver sit hverv med kærlighed og omsorg, sådan som Gud gør det. Mennesket er Guds forvalter på jorden – Adam beskrives som gartner i Guds have^[3]  – og skal udøve sin forvaltning i Guds billede, som den kærlige herre, der vil sine undersåtter og sin mark det vel og derfor ikke udnytter den. Nej, han plejer og passer den, så den kan blive ved med at blive frugtbar og grøn og give sin afgrøde. Det vidste de gamle israelitter, som sørgede for, at jorden blev lagt brak hvert syvende år og sagde, at det skete efter Guds befaling.^[4]

Og så vidste de for resten også godt, at jorden tilhører Gud, som de sang om i Salme 65:

”Du tager dig af landet og giver det regn,
du gør dets rigdom stor;
Guds bæk er fuld af vand,
du sørger for kornet, ja, det sørger du for.
Du væder plovfurerne og jævner pløjejorden,
du blødgør jorden med regnskyl og velsigner dens spirer.”

^[1]    1. Mosebog kap. 3, vers 17-19

^[2]    Udkommer på Bibelselskabets forlag i endelig form i ‘Bibelen 2020’

^[3]    1. Mosebog kap. 2

^[4]    3. Mosebog kap. 25, vers 1-7