Ansvarsforflygtigelse

Lone Møller-Hansen er generalsekretær i BaptistKirken.
Læserbrevet er sendt til flere aviser, men er ikke blevet optaget. Nu bringer vi det her!

I Baptistkirken i Danmark har vi en del flygtninge. De fleste var baptister – og dermed kristne, da de kom til Danmark, da der er millioner af baptister spredt ud over hele jorden.
Vi har blandt andet en stor gruppe burmesiske FN-kvoteflygtninge. Med deres familier tæller de i alt ca. 1000 personer.

De første kom for 15-16 år siden. De er meget velfungerende; har taget danske uddannelser, børnene og de unge taler flydende dansk, de har jobs og bidrager til samfundet.
De er FN-kvoteflygtninge, fordi de blev forfulgt i Burma/Myanmar for deres tro, og de fortæller stadigvæk, at derhjemme er den politiske dagsorden, at alle skal være buddhister.

Den seneste politiske udvikling i Danmark har slået benene væk under dem. De oplever, at deres livsgrundlag er usikkert. Med det såkaldte paradigmeskifte og det, at lovgivningen omkring hjemsendelse af flygtninge nu gøres aktiv, betyder, at de er bange for at modtage et brev om, at de skal hjem.

Ca. 5 % har fået dansk statsborgerskab, yderligere ca. 15 % har fået permanent opholdstilladelse. Ofte er det kun den ene ægtefælle. De frygter nu, at denne ægtefælle bliver sendt ud af landet. Vi kan forestille os, hvordan vi selv ville reagere. Skal vi fortsætte med at lære dansk, tage en uddannelse, leve et normalt liv. Hvad gør det ved børnene, når forældrene er grundlæggende usikre? Det er i allerhøjeste grad en trussel mod den positive integration, som de ellers har stået for.

Spørger man de politikere, der har vedtaget denne lovgivning, får man ingen garantier. Politikerne vedtager love med en signalværdi, og så overlader de til embedsværket at tage de vigtige beslutninger om, hvem denne lovgivning skal ramme. Det er ansvarsforflygtigelse. De kunne i det mindste beslutte, om denne lovgivning ikke gælder for dem, der har været en vis årrække i Danmark.

Vi ved godt, hvor lang tid der går, fra en lov er vedtaget og til at der er udarbejdet retningslinjer. Og disse retningslinjer kan være så brede, at alle kan blive ramt. Vilkårligt. Og imens går en befolkningsgruppe, der gerne vil bidrage til samfundet og som har troet, at de skulle bygge resten af deres liv op i Danmark, rundt og bliver apatiske. Og jeg tænker; Uden dem vil den primære pleje i mange kommuner være ilde stedt. Og mange arbejdspladser. Og dette gælder for flere af de flygtninge, som er velintegrerede i Danmark. Skal de alle nu frygte for at blive sendt væk?

Og så kalder vi os et kristent land. Gad vide om nogen tør skrive det i et nyt regeringsgrundlag.

Læs også interviewet med Moses Lal Bawi Peng: Alt er så usikkert nu og en baggrundsartikel af Hans Henrik Lund: Paradigmeskift