Tidligere kom tusindvis at flygtninge hver uge til Chios, hvor de var en kort tid for at drage videre mod Nordeuropa. Nu er det blevet et trøstesløst foreløbigt hjem for et par tusinde flygtninge med en ukendt fremtid. De har to muligheder; at søge asyl i Grækenland eller tage tilbage til Tyrkiet.
De fleste organisationer har trukket sig ud, og tilbage står bl.a. en norsk nødhjælpsorganisation, Dråben i havet, som Bente sluttede sig til.
Hun skulle i de 12 dage bl.a. hjælpe med uddeling af mad i to af de tre meget forskellige flygtningelejre, en af dem fængselslignende. Dråben i Havet stod for morgenmad til 1250 personer i de to åbne lejre. Pengene til maden er udelukkende samlet ind bladet organisationens ca. 30.000 medlemmer i Norge. Det blev til noget hvidt brød, en croissant eller bolle, og et stykke frugt, æble, appelsin eller banan til morgenmad pr. person. Til at drikke var der vand fra vandhanerne.
Overlevelsesinstinktet
”I køerne oplevede jeg menneskets inderste drifter. Hvordan nogle snød sig foran for at få en ekstra ration – med undskyldningen om et sygt barn i teltet, mens de flinke stod bagerst i køen og måske måtte gå med uforettet sag,” beretter Bente. ”Hvordan mon jeg selv ville have reageret, hvis det var mit barn, der gik sulten i seng om aftenen?”
Hvordan mon jeg selv ville have reageret, hvis det var mit barn, der gik sulten i seng om aftenen?
”Jeg er ikke god til at blive vred, men jeg bliver vred over det problem, som EU har pålagt Grækenland. De magter det ikke. Det var tydeligt i den lejr, grækerne havde ansvar for. Læger uden Grænser havde trukket sig ud af lejren i protest mod forholdene. Børnene sultede. Babyerne fik kun én sutteflaske om dagen. Så måtte mødrene give børnene opløst franskbrød,” fortæller Bente.
Tolken blev tilbage
Bente fortæller om en kvinde, som har gjort indtryk på hende: Abeer var kommet som bådflygtning 3-4 mdr. før. Hun kunne lidt engelsk og blev brugt som tolk, også af Dråben i Havet. Hun nåede ikke at komme ud af Grækenland inden EU-aftalen trådte i kraft. Hun er derfor strandet i Grækenland, fordi hun var tolk. Hun har børn i Syrien. Bl.a. tvillingepiger på seks år. Hendes håb var bare at få et liv sammen med sine børn i et sikkert land.
Bente var imponeret af denne kvinde, som på trods af, at hun havde så mange problemer selv, var en utrolig hjælp. Hun kunne skabe ro i lejren, fortælle om kulturen og dilemmaerne, så der kunne tages hensyn. Som tak blev hun gjort til medarbejder og fik mad. Men da Bente sagde farvel, græd hun.
”Hver uge får jeg nye venner, og hver uge sender jeg dem hjem, mens jeg er nødt til at blive,” forklarede hun.
Født ”farveblind”
Bentes drivkraft er hendes tro – og så er hun født ”farveblind” – i forhold til hudfarver, som datter af et missionærpar.
Hun betalte selv alle udgifter til rejse og ophold, sågar leje af den bil, de brugte til at transportere maden. Flere af de ti frivillige, hun samarbejdede med, havde penge med til lidt ekstra, f.eks. et æg til alle. De blev kogt hos bageren og udleveret som supplement til brødet.
”Jeg vil gerne gøre det igen – og gerne i længere tid.”
Hjemme i Sæby har hun i mange år haft et tæt forhold til bl.a. en stor gruppe flygtninge fra Burma.
Har det så påvirket hendes syn på flygtningekrisen i Danmark?
”Det er jo en kompleks situation. Vi afviser mennesker, der har brug for et sted at leve i frihed og fred. Det er svært at skelne, hvem der virkelig har brug for det og hvem der bare vil møve sig ind i køen igen… De mange, mange virkelige flygtninge sætter livet på spil. Men menneskesmuglerne har bildt dem noget ind. Europa er ikke noget overflødighedshorn, og det avler utaknemmelighed.”
Giv din mening til kende