Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Guds folk – og andet godtfolk

Guds folk – og andet godtfolk

Kært barn har mange navne. Vi kalder ’kirken’ for Guds folk. Men hvordan skiller kirken sig ud fra ’alt andet godtfolk’, der ikke ønsker at være kirke? Og hvilken slags kirke skal vi foretrække: Folkets kirke i form af statskirke og folkekirke? Eller frikirke, der principielt ikke ønsker nogen binding til staten?

Det følgende er overvejelser over to kirkehistoriske oktober-begivenheder: Markeringen af 500-året for reformationen, idet Martin Luther slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg den 31. oktober 1517, og dannelsen af den første danske frikirke den 30. oktober 1839, da BaptistKirken blev stiftet i København.

Kirken

Kirkehistorien lærer os, at der egentlig kun findes to modeller at være kirke på. Den ene kender vi i en dansk sammenhæng fra Folkekirken og dens forløbere som konge- og statskirke – et eksempel på de store kulturbærende kirker. Den anden finder vi i frikirkerne, der i nyere tid opstod på reformationstiden. Her i landet fik de dog først lov til at etablere sig, da vi fik religionsfrihed med Grundloven af 1849.

Alle kirker er til for at pege på det, Jesus sagde og gjorde.

Kirke er et begreb, vi kender fra Ny Testamente. Kirke betyder ’dét, der hører Herren til’. Alle kirker er til for at pege på det, Jesus sagde og gjorde. Hans budskab handler om, hvad der sker, hvor Guds herredømme vinder frem. Hans egen programerklæring lød: ’Tiden er inde, Guds Rige er kommet nær. Omvend jer og tro på Evangeliet’[1]. Herpå gik han i gang med at engagere mennesker, der reagerede positivt på den udfordring. Sådan blev kirken til – ’Guds folk’ blev synligt i ’det nationale folk’.

Ordet kirke betegnede altså fra begyndelsen en gruppe mennesker, der ’kaldtes ud’ af den sammenhæng, de levede i. Når de havde erfaret og lært, hvad Evangeliet gik ud på, sendte Jesus dem tilbage til deres kultur med den opgave at forandre menneskers livsvilkår. Kristne skulle fremme det gode, det glade og alt dét, der allerede nu fremelsker, at Guds Rige kommer. Det var meningen med at bygge kirke – være Guds folk – i de kulturer, hvor de kristne levede. Sådan blev kirkens opgave – dét, der kaldes mission – defineret af Jesus[2].

Forløbet

De første 300 år blev kirken forfulgt i Romerriget. I 300-tallet tog kejserne kirken i deres tjeneste. Først fik den en række privilegier, herpå blev den kejsernes redskab til at undertrykke andre. Over to generationer skiftede kirken position. Fra at være en forfulgt ’fri kirke’ blev kirken efter år 400 brugt som ’kejserkirke’ til at forfølge alle andre. Den oprindelige ’frie kirke’ blev til ’konge- og statskirker’, hvor herskerne udøvede tvang over deres undersåtter, der alle var blevet døbt som spæde og nu skulle fastholdes som ’kulturkristne’.

Indtil oplysningstiden ca. år 1800 blev Europa domineret af kirker, der var blevet ét med den kultur, de levede i. Disse ’storkirker’ blev oftest brugt af magthaverne til at dæmme op for andre trosformer – også for andre kristne, der ønskede at danne frikirker. Det gjaldt fx døberne på reformationstiden, da baptisterne – i datiden kaldet anabaptister – fra 1525 forsøgte at danne de første ’frie kirker’ i nyere tid. På samme måde forfulgte den lutherske statskirke her i landet andre trosopfattelser, indtil vi fik religionsfrihed i 1849.

Det er derimod døbernes fortjeneste, at kirken blev genopdaget.

Det er Martin Luthers fortjeneste, at Evangeliet om Guds nåde blev frigjort fra alle former for menneskers præstationer. Luthers reformation gjaldt menneskets frelse ved troen alene. Det er derimod døbernes fortjeneste, at kirken blev genopdaget. Døberne ville ikke blot reformere kirken ved at afskaffe misbrug. De ville ’restaurere’ kirken – dvs. genskabe dens oprindelige form bagom den udvikling, som de romerske kejsere begyndte i 300-tallet, og som blev videreført af paver, konger og fyrster op igennem middelalderen. De ville sætte kirken fri ved at tage den ud af hænderne på øvrigheden, der misbrugte kirken til at herske over folket. Døberne ville skabe frie kirker.

Flugten

Denne udvikling forklarer, hvorfor det blev frikirke-kristne, der oftest kæmpede for samvittigheds- og religionsfrihed. Det gjorde de ikke kun for selv at overleve. Den frihed, de ønskede, skulle gælde alle trostyper. I 1500-tallet lød en af døbernes teser: ’En tyrk (muslim) eller en kætter kan ikke overvindes med magtmidler, hverken ved sværd eller bål og brand, men alene ved tålmodighed og forbøn’[3]. Døbernes kirke-forståelse var hverken protestantisk eller katolsk. De skabte fra 1525 ’fri-kirke’ med tre træk: 1) Kirken skal være fri af enhver form for øvrighed, hvad enten det var fyrsten, kejseren eller byrådet. 2) Kirken et er fællesskab, som den enkelte tilslutter sig af ’egen fri vilje’ på baggrund af forkyndelse, tro, dåb og tjeneste. Og 3) Evangeliet sætter mennesker i frihed; det tvinger ingen, hvorfor der skal være religionsfrihed for alle på lige vilkår – for såvel kristne, jøder som muslimer.

I 1500-tallets kristendomskultur blev døberne fordømt som både kættere (dåbssyn) og oprørere (frikirke). Rigsdagen i Speyer vedtog i 1529, at alle døbere i Romerriget skulle henrettes. På kejserens side stod både katolikker, lutheranere og reformerte kristne. I 1531 skrev Luther, at fyrsten skal ‘straffe anabaptisterne med sværdet’. Ved den såkaldte ’religionsfred’ i 1555 vedtog storkirkerne to retningslinjer: Den, der regerer, bestemmer religionen, og dem, der regeres, skal rette ind efter regentens trosopfattelse – eller emigrere! Men alt dette gjaldt kun for katolikker og lutheranere – efter trediveårskrigen i 1648 også for de reformerte. Derimod fik døberne ingen rettigheder. De blev hverken regnet for katolikker eller protestanter. Som ’afvigere’ gik de døden i møde og blev martyrer – eller flygtninge.

Døbernes kamp for samvittigheds- og religionsfrihed slog altså ikke igennem.

Døbernes kamp for samvittigheds- og religionsfrihed slog altså ikke igennem. Tidens stats- og fyrstekirker fortsatte krigen mod muslimerne og forfølgelsen af døberne. Religionsfrihedens fortalere blev som følge heraf ofte døbere, der emigrerede og satte deres ønske om trosfrihed igennem efter flugten til Amerika. Her var plads til ’frie kirker’, der ville leve i en anden kirkemodel end ’statskirken’. Den første af slagsen med religionsfrihed for alle blev dannet af baptisten Roger Williams i den amerikanske stat Rhode Island i 1639.

Tvangen

I løbet af 1820rne slog vækkelsen igennem i den danske bondekultur. Kongen forsøgte at tvinge de vakte, så de blev indenfor statskirken. Men flere frisindede, bl.a. Grundtvig, gik i brechen for tros- og samvittigheds-friheden. Det lykkedes dog at holde de fleste vakte indenfor kongekirkens rammer. Men i 1839 brød et fåtal ud af statskirken og dannede den første frikirke. I tiåret, inden Grundloven sikrede religionsfriheden for alle, blev baptisternes præster fængslet, og deres spædbørn, der ’henlå udøbte’, blev tvangsdøbt af kongens embedsmænd – dvs. af politi og lutherske præster i skøn forening.

Alt og alle skulle rette ind efter kongens trosopfattelse og forblive i hans statskirke.

Hvis man ønskede trosfrihed og ville bryde med statskirkens tvang, kunne man emigrere – evt. flytte til fristaden Fredericia. Sådan var vilkårene i landet for kun 180 år siden. Alt og alle skulle rette ind efter kongens trosopfattelse og forblive i hans statskirke. I en dansk sammenhæng blev det også en baptist – P. C. Mønster – der som den første appellerede til kongen for at få religionsfriheden indført for alle her i landet. Men hans andragende blev standset i Stænderforsamlingen i Roskilde – af den lutherske kongekirkes øverste biskop![4]

Opgaven

I dag hører vi ofte i en dansk sammenhæng, at frikirkerne står i skyggen af Folkekirken. Det er korrekt i ét perspektiv, nemlig hvad størrelser angår – i Danmark. Men ikke når det gælder den sag, vi som kirker er fælles om: At sætte Evangeliet i spil i det danske folk. Her står vi som kirker side om side. På den måde optræder vi ’økumenisk’, dvs. vi er optaget af at få Evangeliet forkyndt og efterlevet her og på resten af ’den beboede jord’ – dét perspektiv, Jesus gjorde til det væsentligste for alle, der ønsker at høre til Guds folk. I kirken består opgaven i at ville tjene andre[5] – at ville være til stede som Guds folk for at gøre godt mod ’alt andet godtfolk’[6].

I lyset af Evangeliet består kirkernes mission i at tjene den kultur, vi som kristne er en del af.

I lyset af Evangeliet består kirkernes mission i at tjene den kultur, vi som kristne er en del af. I dag kommer mange kristne til vort land som migranter og flygtninge. Halvdelen af disse arbejder ud fra frikirkerne. Hvad enten vi er etniske danske kristne eller farverige kristne fra kirker langt herfra, er opgaven den samme: At tjene Guds Rige til bedste for de kulturer, vi er en del af. Og at række så langt ud i verden, som ressourcerne tillader – sammen med alle andre kristne – til ’den beboede jord’. Den opgave er begge kirkeformer i dag optaget af at løse – ofte i fællesskab.

Friheden

Frihed er for den del af Guds folk, der hører til i den frikirkelige model, helt afgørende. At være frikirke betyder således flere ting:

  • At værne om kirkens frihed til om nødvendigt at tale enhver statsform midt imod.
  • At virke for samvittigheds- og religionsfrihed for alle mennesker.
  • At den enkelte altid tilslutter sig kirkens fællesskab af egen fri vilje.
  • At være engageret i mission nær og fjern uden at udøve tvang over mennesker.
  • At sikre kirkers og trossamfunds frihed til at arbejde på tværs af nationale grænser.
  • At forsvare alle kristnes frihed til overalt at vidne om Kirkens opstandne Herre.
  • At vidne så mennesker alle steder kan erfare ’den frihed, hvortil Kristus har befriet os’[7].

I dag har vi – Gud ske tak og lov! – ingen former for ’tvang til tro’ her i landet. Både folkekirke og frikirker virker som ’Guds folk’ blandt ’alt andet godtfolk’ for, at Evangeliet må blive hørt og troet. På den måde skabes der ’kirker’, der arbejder for, at Guds Riges virkelighed – med tro, håb og kærlighed – sættes i spil i folket. Det er det, kirke går ud på! Og den slags sker aldrig ved magtens ånd. Det sker kun ved ’Ånden magt’ – ved Guds Ånd, der sætter mennesker i frihed.

Hvad fremtiden byder på af kirke-modeller er svært at sige. Men folkekirke-modellen er på retur, hvor den har stået stærkest. Også i Skandinavien. Alt tyder på, at det er den ’frie kirke’-model, der har fremtiden for sig.  


[1]  Se Markus-evangeliet kap. 1, vers 15

[2]  Se Matthæus-evangeliet kap. 28, vers 16-20

[3]  Se ’Anabaptist!’, Forlaget Apophasis, 2017.

[4]  Se www.baptisthistorie.dk/2016/12/20/bent-hylleberg-p-c-moensters-ansoegning-om-religionsfrihed-1840/

[5]  Markus-evangeliet kap. 10, vers 20-24.

[6]  Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 13-16.

[7]  Paulus’ brev til Galaterne, kap. 5, vers 1.

Giv din mening til kende