Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Gud kalder - men hvad kalder Gud til?

Gud kalder - men hvad kalder Gud til?

’Baptistkirken i Danmark er en frikirke’. Sådan indleder vi ofte vores beskrivelse af BaptistKirken med tanke på de vilkår, der er vores i et land domineret af Folkekirken, der netop ikke er frikirke, men tæt knyttet til staten.

Henrik Holmgaard:

  • præst i Bethelkirken, Aalborg
  • tidligere ansat i Apostolsk Kirke i Aalborg
  • medlem af Tjeneste og Uddannelsesudvalget
  • cand.theol., læser ph.d. på de europæiske baptisters seminarium i Amsterdam

Identiteten som frikirke er imidlertid langt dybere og mere omfattende. At være frikirke er at tilhøre en særlig gruppering af kirken, der har en række fælles kendetegn. Fordi frikirkerne først og fremmest er kirke i betydningen lokale kristne fællesskaber, har den frikirkelige teologi fokus på, at teologien skal kunne leves, snarere end tænkes. Teologien skal hjælpe mennesker til at opleve, at Gud giver mening.
Den anglikanske missionsteolog Newbegin kalder den gruppe af kirker ’pinsekirker med lille p’, mens den amerikanske teolog McClendon taler om ’baptister med lille b’. Begge betegnelser henviser til en bevægelse i kirken, hvor teologien i menighedens levende fællesskab er primær i forhold til dogmatiske overvejelser.

Læs også artiklen:

Vi tjener – men hvordan tjener vi?

 

Frikirkernes teologiske særpræg

De kendetegn for frikirkerne, som McClendon peger på, dannede udgangspunkt for Henrik Holmgaards overvejelser om Guds kald til menigheder og præster på BaptistKirkens temadag.

Bibelen er en grundlæggende retningslinje for både tro og livsførelse, og kun kirken kan forbinde de bibelske fortællinger direkte med dagens samfund, så den bibelske historie bliver det enkelte menneskes egen historie. Når vi taler om Guds kald til menigheder og præster, må vi derfor se på de fortællinger om Guds kald, som Bibelen rummer. I Matthæus-evangeliet kap. 3 fortælles, at Jesus reagerer på Guds kald med at lade sig døbe. I dåben bekræfter Gud handlingen med ordene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” Ordene gentages i kap. 17. Her er de rettet til disciplene og følges af en opfordring til efterfølgelse. Paulus skildrer i Efeserbrevet kap. 4 forholdet mellem Gud og menigheden med et billede. Kirken er den opstandnes krop i verden: de kristne er lemmerne, mens Kristus er hovedet.

Friheden til at tænke, tro og mene er Guds gave til den troende, mens Guds gave til fællesskabet af troende er, at det er frivilligt at samles. Mennesket har ret til at forholde sig til Gud uden indblanding fra hverken stat, institutioner eller andre magtstrukturer.

Efterfølgelse er også en kerneværdi. Livet som kristen indebærer, at mennesket søger at leve som Jesus, lære af Jesus og blive discipel af Jesus.

De troende danner bevidst fællesskaber, der er gensidigt afhængige og som sætter de bibelske fortællinger i sammenhæng med hverdagen. I sammenhængen mellem menigheder og præster må vi altså i fællesskab lytte til kaldet, kalde og bede om kaldet.

Mission er et fælles ansvar, og det er væsentligt at give videre, hvad det betyder at leve i Kristus for både individer og stater.

De fem kerneværdier udgør til sammen den frikirkelige vision.

Det er den vision, der er på spil i kaldet til at blive eller være præst.

Personlig oplevelse af Guds kald

Kombinationen af forældrenes skilsmisse og en teenagetilværelse med masser af gang i den, førte væk fra menighedens fællesskab i Bethelkirken i Aalborg, fortalte Rasmus Jonstrup Hansen, men en ven fra menigheden holdt fast i ham og bragte ham ind i fællesskabet igen. Netop fællesskabet kom til fastholde ham i menigheden. På den baggrund har Rasmus oplevet at blive kaldet af Gud og sendt af Kristus. Han blev kaldet til at tage sit kors op og følge Jesus, og konsekvensen heraf er overbevisningen om, at han er kaldet til at blive præst. Blot er han langt fra overbevist om, at han skal være præst i en baptistmenighed. Her savner han nemlig en radikal udfordring til at leve i efterfølgelse og en vilje til at være tro overfor Bibelens bud, som han opfatter som entydige.

Læs også artiklen:

Er det muligt at få og holde på præsterne?

 

Ikke præste-kald, men kald til Kristus

Det begynder altid med et kald til Kristus, ikke med et kald til at blive præst. Sådan fortsatte Henrik Holmgaard sit oplæg til samtale og påpegede, at det er menighedens opgave at tale om Guds nærvær og at støtte op om kaldet.

Kaldet har en skabelsesdimension, der bl.a. består af personlighedstype og evner. Der er givet noget til ethvert menneske i skabelsen, som Gud vil, at vi skal genkende og tjene med. Samtidig har kaldet også en forløsningsdimension, der bl.a. består af gaver og passion, hvor Gud virker gennem sin nåde i dig med henblik på andre.

At være kirke er at arbejde med sammenhængen derimellem.

Giv din mening til kende