At der mangler baptistpræster er en gammel nyhed. Ole Lundegaard og Lasse Åbom, baptistpræster og nøglepersoner for teologisk undervisning i BaptistKirken, har for længst erkendt, at der er flere grunde til problemet.
”I bund og grund er vores problem, at vi ikke har nok levedygtige menigheder, der har råd til at ansætte en præst,” siger Lasse. Problemkomplekset bider sig selv i halen, så der er ganske få præstestuderende, fordi det ikke virker attraktivt at være baptistpræst.
”Samtidig er det min erfaring fra studiegrupper med unge præstestuderende fra en anden baggrund end baptistkirken, at vi har noget at tilbyde,” siger Lasse og fortæller, at han har mødt unge fra andre kirker, som siger, at de ville kunne ånde meget friere i en baptistkirke. ”Én sagde, at han i sin sammenhæng ’aldrig ville kunne sige, hvad han i virkeligheden tror.’ Dem, der har det sådan, kan vi tilbyde et job, hvor de kan føle sig hjemme. Vi skal fortælle den gode historie om os selv.”
Ole supplerer: ”Vi skal tale det op at være baptistpræst. For vi er den rummelige frikirke.”
Udfordringer
Men der er visse udfordringer, selvom man tager ’ja-hatten’ på.
F.eks. at det ikke er appellerende at være deltidspræst i en lille menighed. Og måske endda ikke at være fuldtidspræst alene i en menighed.
”Det er langt mest attraktivt at komme et sted, hvor der er noget, der fungerer, og hvor der er en anden præst at arbejde sammen med,” siger Ole.
To af de seneste nyansættelser er dog som enepræst, men i ressourcestærke menigheder som Østhimmerland og Tølløse.
Eksemplet Aarhus
Aarhus Baptistmenighed er et af de få eksempler, der er på en menighed med tidligere selvstændige menigheder som satellitter. Der er to ’kredse’ ud over menigheden i Aarhus; Sydøstjyllandskredsen i Vejle, som har hørt under Aarhus helt fra 80’erne, og som i det store og hele fungerer helt selvstændigt. Derudover er der Sydjyllandskredsen, som har kirkebygning i Esbjerg, og som er kommet til for få år siden. Lasse er præst i Aarhus Baptistmenighed og fortæller:
”Eksemplet med Aarhus er ret unikt. Sydjyllandskredsen henvendte sig selv for nogle år siden om muligheden for et samarbejde og de har været positive og parat til at drage de nødvendige konsekvenser hele vejen igennem.
Vi oplever, at det giver mening at slå kræfterne sammen bl.a. omkring undervisning, smågruppe-materiale og gudstjenester. Jeg tror, det betyder meget for en lille kreds som Sydjylland, at de har en præst, der kan være med til at lægge en linje og bidrage med inspiration. Måske har nogle af de mindre menigheder været uden præst så længe, at de har glemt, hvor vigtigt det kan være. Men det ændrer også min måde at arbejde på – jeg skal tænke mere i, hvad der fungerer flere steder end bare et enkelt sted, og jeg skal brug min tid anderledes og uddelegere flere opgaver her i Aarhus.
Men hvad skal der til, før nogle af de menigheder, der mangler præst, bliver villige til at gå sammen om ansættelser?
Lasse Åbom svarer: ”Det skal BaptistKirken hjælpe dem til. Det kan menighederne ikke selv tænke sig til. De har nok at gøre med at få hverdagen til at fungere og har ikke kræfter til at tænke i et større perspektiv.
BaptistKirken skal sige: ’Vi tror, I skal gå den her vej. Vi vil gerne hjælpe jer med en model.’
Men menighederne skal opgive deres selvstændighed og samarbejde, og det er der nok meget få, der er parate til. Så hellere gå ned…” siger Lasse med et opgivende suk.
Eksemplet København
Ole Lundegaard husker erfaringerne fra København i 00’erne, hvor en gruppe præster med forskellige kompetencer var ansat i flere kirker. ”Men det var kun et samarbejde om en andel af en præst. Man opgav ikke noget. Derfor lykkedes det ikke. Hver menighed tænkte bare; ’Hvad kan vi gøre for at få mest muligt ud af vores procent.’ Laver man distriktsmenigheder, så skal man forstå sig selv som en enhed, ellers bliver det en kamp om, hvem der får mest mulig ud af præsten eller præsterne. Og så er det ikke en attraktiv arbejdsplads.”
Han fortsætter: ”Det handler også om menighedernes forventninger til at have en præst, og hvad det vil sige at være en god arbejdsplads. Der er alt for mange eksempler på, at det ikke fungerer. Også i andre kirker og andre lande. Præster holder ganske få år. Der er ofte knas om arbejdssituationen.”
Lasse tilføjer: ”Vi har helt sikkert gjort meget i BaptistKirken, bl.a. gennem vores personaleudvalg. Men der er stadig lang vej at gå. Spørgsmålet er, om menighederne nogen sinde bliver kvalificerede til at være gode til personaleledelse. Mange menigheder har ikke en erfaren erhvervsleder, som ved, hvad det handler om.”
Og så skal BaptistKirken skabe et godt kollegialt fællesskab, er de to enige om.
”Når nye præster kommer til, skal vi som kolleger støtte dem, ligesom der skal være et menighedsliv, der bakker præsten op.”
Giv din mening til kende